Læsetid: 4 min.

Søndag i Parken

8. november 1999

90 kroner plus forsalgsgebyr spildt. Og endnu værre - man kunne have lavet noget fornuftigt. Vasket bil eller ...

Husker du den engelske rocksanger ved navn Bob Geldorf? Bortset fra, at jeg ikke er sikker på hvor mange 'f'er', der er i mandens efternavn, så mindes jeg ham ganske godt. Lidt yngre læsere, hvis der skulle være et par enkelte, husker måske, at manden i 80'erne stod i spidsen for en velgørenhedskoncert, vist nok en af de mange til fordel for Afrika. Heller ikke denne koncert hjalp stort på problemet, men manden er alligevel senere blevet adlet af selveste den engelske dronning og skal i dag tituleres 'Sir'.
Bortset fra det, og nu nærmest vi os en form for subtil pointe, var Sir Geldorf også forsanger i et band, der bar det besynderlige navn The Boomtown Rats, tror jeg det var. Disse rotter havde kun ét hit. Det var til gengæld gigamegakæmpe-stort - I don't like Mondays var titlen.
Nu kommer kulminationen snart: Søndag eftermiddag, klokken er på vej mod 17.15, løb FC Københavns spillere ind på hjemmebanen i Parken på Østerbro i København. Ud af højttalerne, rundt mellem tribunerne, frem og tilbage mellem sæderne, lyder det umiskendelige anslag til I don't like Mondays.

Tell me Why?
Jeg kigger mig omkring. Er jeg den eneste, der synes det er besynderligt.
Åbenbart. De blå og hvide bånd bliver kastet ned over tribunerne. Brøndbys fans forsøger at svare igen med hånende tilråb. Alt opfører sig som en helt normalt fodboldkamp.
Og her er vi så næsten fremme ved klimaks. I don't like Mondays handler om en ung mand, der har begået massemord på sin skole. Da han bliver spurgt 'hvorfor?' - "Tell me why?!" - svarer han: "I don't like Mondays!" (Her må læseren gerne nynne lidt med, for at komme i stemning). Videre i sangen kan man høre, at drengen ville eliminere hele mandagen med indhold, mennesker og det hele, fordi den forekom ham at være en pestilens. Måske på grund af for meget drilleri, hvad ved jeg.

Ordinær markedsføring
Et øjeblik tillod jeg mig at tænke, at her var tale om en særegen form for humor. At FCK's ledelse, måske i et øjeblik af selverkendelse kombineret med skævt sortsyn, havde fået lyst til at gøre galgengrin med mandage, fordi det så ofte er så trist for dem at læse tabellen og resultaterne. Men nej. Der var tale om helt ordinær markedsføring. I don't like Mondays var blevettil en slagsang for FCK... På grund af højttaleranlæggets beskaffenhed, kunne jeg heldigvis ikke høre den danske tekst. Men det var noget med, at FCK er gode, og den slags.
Det er sjældent, at man møder den slags historieløs afstumpethed, uden den mindste form for fornemmelse for, hvad det er man skamrider. Faktisk imponerende.
Gabende 1-1
Klokken 19.00. Kampen er slut. Jeg er gået et par minutter før sidste fløjt, for ikke at spilde for megen tid blandt de øvrige godt 28.000 tilskuere.
Politi i store styrker er ved at køre salatfadene i stilling. Man får næsten lyst til at blive. I baghovedet lurer den forbudte lyst til at se et rigtigt slagsmål. Blod og tænder. I sig selv kunne det næsten være befriende, at se nogen gå rigtigt løs på hinanden. Nogen, der mener det.
Inden for i Parken var der ikke rigtigt nogen, der mente det. Hele første halvleg af den såkaldte klassiker mellem FC København og Brøndby IF var gabende kedsommelig. Taktisk, men også dårligt spillet. Disse opgør forløbet stort set altid sådan, at FCK har spillet - og Brøndby vinder. Og Brøndby forsøgte at iscenesætte samme teater. Lod FCK komme, men gjorde ikke noget selv. Denne stilstand blev krydret med fornærmende mange fejlafleveringer, dårlige tæmninger, hovedløse afleveringer i dybden. Ingen løb for hinanden.
Jeg kiggede ned på min billet. 90 kroner plus 10 kroner i forsalgsgebyr. En fadøl til 35 kroner. Som nybagt alting, er det lidt sparsomt med individuel fritid. Der skal prioriteres. Dette var så absolut en fejlprioritering. Jeg ville hellere rive blade, male de sidste vinduer med den djævelske linoliemaling. Vaske bilen ... Men jeg sad her. Skummede over det der med 'I don't like ...' og blev mere og mere indædt rasende over, at man ikke byder mere nerve og vilje, når næsten 30.000 er draget af huse. Det er bare så tyndt.
I 2. halvleg fik vi to ting. Et mål i hver ende. Det første til FCK. Hvad der derpå skete afslører, at Brøndby er hovedskurken i miseren. Bagud kom holdet frem på banen. I 10 minutter spillede Brøndby det presspil, som vi ved det kan. Først på bolden, ind i feltet, hurtige pasninger. Det gav et mål efter en smuk aflevering bagud til den fri mand i fuldt løb. 1-1. Og så kunne det være blevet en fodboldkamp. Det gjorde det ikke. Parterne var angiveligt begge tilfredse med det ene point.
Jeg hader visse søndage.

Redigeret af Flemming Kyed

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her