Læsetid: 2 min.

Søvngængersmukt

9. november 1999

Pladedebuterende Under Byen lyder ikke som noget dansk band i nyere tid og det lyder godt og lokkende

Ny cd
Der mangler en guitar, men man savner den ikke på debutalbummet fra Under Byen, en cd, der også udmærker sig ved at være renset for digitale samplinger og resten af tidens triphop-trivialiteter.
I stedet er der tale om noget så antikveret og tidløst som organiske instrumenter, spillet af musikere så man kan høre, at de står i et rum og prøver at fylde det helt ud med indbyrdes diskuterende klange. På den led er cd'en Kyst en lille sensation i en branche, hvor klanglig uniformering ellers nærmest er lig med tegn på pli.
Det er vel rytmisk musik i en eller anden forstand, men Under Byen skal nok ikke vente at blive inviteret i Absolut Fredag. Titelnummeret er det nærmeste man kommer en popsang og så er man alligevel langt fra med musik, der bevæger sig i en tusmørkezone mellem Björk, shaman-musik og mild DUT-avantgardisme.

Tvangsneuroser i flor
I stedet for guitar er Myrtha Wolfs cello og Sara Saxilds percussive bas toneangivende i det filmiske soundscape, tekstforfatteren og sangeren Henriette Sennenvaldts vokal gør flerdimensionel med en tone, der får tvangsneuroser til at springe ud i farligt, fascinerende flor. Og som samtidig kogler forlokkende af lige dele cinema noire-poesi og elvermyter.

Hun sagde til mig
Det bliver bedre dag for dag
og hun sagde til mig
tag min hånd og kom med
gå ind i lyset
som myggesværmen

Længere er den sangtekst ikke, og sådan er det hele vejen igennem. Strofisk, men urimet, giver Under Byen os ingen firkantethed, men afsæt til drømme, som vi kan forvilde os i; billeder, der bliver siddende som klanglige burrer i bevidstheden: "Vi er af dem, der rider blandt heste om natten/Jeg har set dig på din cykel fra bussen/vindens gigantiske hove i dit hår/hvis du gav slip nu ville du ikke falde/men galoppere gennem eftermiddagsskyernes vindeltrappe ..."
Man kan med nogen ret indvende, at 11 numre er lige i overkanten på en cd, hvor det musikalske udtryk ikke udvides radikalt undervejs. Omvendt tager facettering tid, og det er ikke hver dag, vi hører danske debutanter på dansk, som ikke stiller sig tilfreds med at betræde endnu et af de dybe hjulspor i rockens midterrabat. De vil, for nu at citere endnu en sang, fremkalde "røntgenbilleder af frodighed ..."

Kunstnerisk forrentning
Med denne første udgivelse på eget pladeselskab vover Steffen Brandt og TV-2 noget af egenkapitalen. Kunstnerisk vil det givet forrente sig. Under Byen vover nemlig sig selv. Og byder vanetækningen trods.
De efterforsker forskellen mellem det fortænkte og det tænksomme, og bevæger sig søvngængersikkert i elegant balance mellem det selvhøjtidelige og eksistentielt alvorlige. De tilbyder ingen nemme genveje. Der er ingen vej udenom: Gå selv Under Byen.

*Under Byen: Kyst. Pladeselskabet Have A Cigar. Udkommer i morgen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her