Læsetid: 4 min.

Sofies verden

18. november 1999

En kort indføring i filosofiens historie

Befriet område
Al filosofi starter med en undren over bevægelsen. Hvor kommer den fra, og hvor går den hen?
"Alt flyder!" udbrød Heraklit en dag, da han lettere overrislet kom hjem fra den offentlige badeanstalt i Athen. Denne sætning er siden blevet udlagt som en overlagt hentydning til, at universet er en ophobning af bevægelse og forandring.
Så vågnede Sokrates op til dåd. Trods sine mange udmærkelser for tapperhed i felten kom han i 399 f. Kr. under offentlig anklage for dels ikke at anerkende statens guder, dels at fordærve ungdommen. Sokrates skylder denne universelle skabelon for anklager mod politiske modstandere sin berømmelse. Den er siden blevet kopieret utallige gange og bliver det fortsat.
Han var elev hos Platon. Der er derfor nogen tvivl om, hvorvidt han var førsokratiker eller ej. Platon kunne se bag om tingenes fremtrædelsesformer, hvor der hersker én urokkelig orden. Det ville have glædet Heraklit. Når vi idag taler om et platonisk forhold, og dermed mener noget, der ikke er meget kød på, fremstiller vi allegorisk Platons idélære, der går på at al menneskelig stræben er for onani at regne, når det gælder at nå den virkelige virkelighed.
Hans elev Aristoteles, der var præsenssokratiker, kaldte det højeste princip Den ubevægede Bevæger, fordi Kristus endnu ikke havde afsløret, hvem der var Faderen. Men herefter står den på kirkefædre og gudsbeviser de næste 1.500 år.

Fik De den?
Det absolut mest underholdende bevis for Guds eksistens er det såkaldt ontologiske: Det hører med til begrebet om Gud, at Gud er det højeste væsen. Der kan ikke tænkes noget mere fuldkomment end ham. Følgelig må Gud eksistere, for hvis han ikke eksisterede, ville han mangle eksistens, hvilket ville være en ufuldkommenhed ved ham. Altså hvis Gud ikke eksisterede kunne man tænke sig et mere fuldkomment væsen, hvis fuldkommenhed bestod i, at det udover at ligne Gud tillige eksisterede. Men det ville jo stride mod gudsbegrebet, der indebærer, at man umuligt kan tænke sig noget højere end Gud. Altså må Gud eksistere. Fik De den?
Franskmanden Descartes, der sædvanligvis regnes blandt postsokratikerne, accepterede Guds eksistens men gik alligevel omkring og grublede. "Jeg tænker, ergo er det menneskeligt at fejle," tænkte han en dag under en arbejdsfrokost. Han var i diplomatiet og skrev sætningen med et lammelår dyppet i ribsgelé på en serviet. Ude i køkkenet skrev 4. stuepigen nedenunder Cogito, ergo sum og da Descartes læste det, mens han gav en hånd ( eller et andet lem) med ved opvasken, tabte Gud sin status af eneste subjekt i universet.
Mennesket avancerede altså til at være universets sæde for erkendelse. Hvordan erkender mennesket, og hvad kan det overhovedet erkende? Denne nye disciplin kom til at hedde epistemologi, og den optog empiristerne indtil det ulidelige.
Her må vi nøjes med at bringe den berømte scene, hvor dr. Johnson, den kendte dilettant, sparker til en sten og siger de udødelige ord: "I refute him thus" ('jeg gendriver ham med et los'). Han sigter til biskop Berkeleys hårdnakkede påstand om, at tingene kun eksisterer i form af indtryk i vore respektive bevidstheder. Hvordan kan jeg vide, at værelset eksisterer, når jeg har forladt det? Hans kone fik tilnavnet Ol' Blue Eyes, fordi hun konstant fik døre i hovedet, når biskoppen lå på lur for at tage sin dagligstue på fersk gerning.

Tilfældig møtrik
Så kom Hegel og relancerede dialektikken - som allerede Sokrates skabte sig fjender ved at bruge, især til frækt at skelne mellem hvad han vidste og ikke vidste - med det formål at anvise den enkelte plads som tilfældig møtrik i den kære maskine, staten. Hans version af Den store Bagmand hed das Nichts.
Det gjorde Kierkegaard splitterravende trekvart. Tværtom, sagde det unge brushoved: Den enkelte er af uendelig betydning. Om så hele møntunioner går til grunde er det dog for intet at regne mod katastrofen, når det enkelte menneske mister sig selv.
Siden kom så nazisten Heidegger og annekterede Kierkegaards tankeverden, idet han dog med tysk grundighed annihilerede hele den transcendentale overbygning. Ud med Gud, ind med Herman. Den store Rorgænger hos Heidegger hedder det værendes væren. Og det lykkedes ham at slå Hegels indendørsrekord i tysk sætningsbygning uden komma, hvilket ruinerede mange bookmakere.
Indimellem kom dog lige østrigeren Wittgenstein, der tænkte, at når nu filosoffer har sproget som værktøj, er det hele nok bare en leg med ord. Han satte sig for at opløse alle de klassiske filosofiske problemstillinger i de sprogspil, de ifølge ham består af. Han var dog en udmærket arkitekt.
Har vi ingen store danske tænkere i dette århundrede? Det kan De bide spids på: Tor Nørretranders udgav for nogle år siden den monumentale Mærk verden, det første værk, der klart demonstrerer det forhold, at den moderne vestlige civilisation er i færd med at besværge sine sekundaprodukter med klistermærker, der skal få os til at forveksle det suspekte med det sublime.
Det undrer mig, at det ikke er alment kendt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu