Læsetid: 2 min.

Soldater ud af Aceh

4. november 1999

Ny forsvarschef siger, at Indonesien opgiver at finde en militær løsning i Aceh

Indonesiens nye forsvarschef, admiral A.S. Widodo, sagde i går, at landets væbnede styrker ikke længere vil søge at løse problemerne i oprørsprovinsen Aceh på Sumatras nordspids med militære midler.
Efter det første møde i den nyudnævnte regering sagde forsvarschefen, at alle specialstyrker, der ikke normalt hører til i provinsen, vil blive trukket tilbage.
Meddelelsen kom efter, at den nyvalgte indonesiske præsident, Abdurrahman Wahid, tidligere på ugen gav militæret ordre til at trække specialstyrkerne ud af Aceh og iværksætte undersøgelser af de mange rapporter om militærets overgreb på civilbefolkningen i området.
Wahid lovede samtidig, at soldater vil blive retsforfulgt, hvis der findes beviser på overgrebene.
"På den måde håber vi, at Acehs befolkning vil føle sig sikker inden for den indonesiske republik. Jeg ønsker at gøre det klart, at vi tager problemerne i Aceh alvorligt," sagde præsidenten.

Personligt ansvar
Wahid har som en af sine første opgaver søgt at opbløde fronterne i Aceh, hvor tusinder er blevet dræbt i kampen mod Jakartas styre. Under tidligere indonesiske ledere er tusinder af ekstra soldater og politifolk blevet sendt til området for at kvæle en militant uafhængighedsbevægelse, men resultatet har kun været yderligere vold.
Så sent som mandag blev en indonesisk soldat dræbt, og tirsdag blev adskillige civile såret, da sikkerhedsstyrker åbnede ild mod tusinder af demonstrerende, der gik til angreb på det lokale parlament med krav om en folkeafstemning som den, der nu er på vej til at give Østtimor selvstændighed.
Inden han blev valgt til præsident, åbnede Wahid for muligheden for en lignende afstemning i Aceh, men efterfølgende ser det ud til, at han vil satse på øget selvstyre til provinserne, kombineret med de seneste meldinger om militær tilbagetrækning og løfter om retfærdighed.
Om taktikken lykkes, er uklart, men det ser ud til, at Wahid og hans makker, vicepræsident Megawati Sukarnoputri er godt igang med at sende soldaterne tilbage til kasernerne og fravriste dem noget af den politiske magt, der har ført til årtiers undertrykkelse.
Forsvarschef Widodo er i sig selv et eksempel på de nye tider: Han er den første fra flåden, der sidder på militærets øverste post, og det tolkes som et forsøg på at trække magten væk fra hæren og over til den mere disciplinerede og politisk neutrale flåde.
Samtidig har Indonesien fået sin første civile forsvarsminister i 33 år, den tidligere uddannelsesminister Juwono Sudarsono. Selvom han er tidligere medlem af en militær tænketank og beskrives som et acceptabelt valg for generalerne, er det et dramatisk brud med fortiden, hvor forsvarschefen og -ministeren var én og samme person.
Indtil sidste uge var navnet på denne person general Wiranto, men han er nu placeret på en mindre indflydelsesrig ministerpost.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her