Læsetid: 5 min.

Det store puslespil

18. november 1999

Georges Perecs 'Livet' er en totalroman, der henrykker og overvælder

Roman
Af en bog med titlen Livet en brugsanvisning kunne man vel vente en piece på 16 sider med passende gode råd eller måske en digtsamling af Benny Andersen. Den franske forfatter Georges Perec (1936-82) tog munden fuld og lagde en roman på 640 sider på bordet. Det skærper kravene og forventningerne til et livsbillede med et budskab.
Titlens signal er dobbelt: Det er nok en realistisk verden, der fremvises, men den er til det yderste formaliseret.
Det er hverken en magisk eller en grotesk realisme, men en hyperrealisme, så egenartet, at den kommer til at handle om sit system, sin måde at være roman på gennem 99 kapitler, befolket af mennesker i en bestemt boligejendom i rue Simon-Crubellier, Paris' 17. arrondissement. Ydermuren er så at sige fjernet, skuepladsens fjerde væg, så bygningen står og kan ses indvendig som et totalbillede. Grafisk markeret.
Konstruktionen kalder på sammenligninger. Sådan indrettede Dante sin Guddommelige komedie: Ét hundred sange og en vandring gennem fortællinger. Boccaccios Dekamereon, ét hundrede noveller i en bestemt situation. Balzacs romanserie Den menneskelige komedie.
Og så dem, Perecs værk altid jævnstilles med: Prousts På sporet af den tabte tid samt Joyces Ulysses. Danske paralleller er Svend Åge Madsens Sæt verden er til samt Peer Hultbergs Byen og verden, der ligeledes samler og spreder ét hundred menneskers liv og historier.
Og under dem alle ligger valgte formsystemer, mytologiske, filosofiske, psykologiske, hvad som helst. Når Perec nøjes med 99 kapitler, er det naturligvis en pointe, en markering af mangel på egentlig sammenhæng.

Gennem labyrinten
Helt elementært er Georges Perecs roman en samling uimodståelige, detailrige anekdotiske fortællinger med egen gyldighed om menneskers besynderlige liv, et bredspektret socialt katalog af skæbner, forskellige af alder, køn, sprog, slægt, uddannelse, økonomi, helbred, karakter m.m.
Den foregår i dette århundrede med diverse historiske tilbageblik, frem til 1975, hvad en detaljeret tidstavle bag i bogen gør rede for sammen med et 57 tospaltede sider langt indeks over emner og navne, suppleret med en alfabetisk registrant over historiernes indhold foruden naturligvis en nyttig indholdsfortegnelse over romanens seks dele, forsynet med navne på personerne, deres lejligheds placering i komplekset og markering af gentagen omtale. Dertil forord og efterskrift.
Det er således muligt at manøvrere gennem labyrinten og tjekke sin læserhukommelse for sammenhænge i netværket. At forfatteren selv har tjek på sin komposition og hele encyklopædiske viden, lades man ikke i tvivl om.

Litterært værksted
Ni års brug af fantasi, klæbehjerne, studier og leksikonbrug lå bag dette legende, vittige og sørgmodige menneskes litterære præstation.
Den var opøvet ved hans medskaben og deltagelse i kunstnergruppen Oulipo, et værksted for en potentiel litteratur og systematisk gakkede gangarter, sammen med Raymond Queneau - som bogen er tilegnet - og Italo Calvino. På dansk kendes, i en oversættelse fra 1968, ellers kun hans lille tidlige roman Ting, der genudsendtes i år.
Trappegangen er fællespassagen for beboerne, så her tages afsættet, undertiden med elevatoren, som går i stå og bringer mennesker sammen. Ellers er det ikke de glidende bevægelser, men skakbrættes springer i ryk, som er et af de finurlige systemer, der vilkårligt påføres materialet sammen med tegninger, formler, diagrammer, stamtavler, reklamer, plakater, udklip, skriftprøver etc.
Mange slags regler, spil og lege er inddraget, krydsord, kortspil, backgammon og frem for alt puslespillet, som er værkets stormetafor. Det er desuden inventar i en af de solide historier. Naturlighed og tilstræbt unatur går hånd i hånd i husets historie.
Og budskabet? Verden er et kaos af tilfældigheder og disses forbindelser. Livet er historier. Fraværet af den store historie muliggør de vilkårligt valgte systemers provokation og produktion af mening.
Og det mærkelige sker, at arrangementerne reproducerer sig selv i utallige komplicerede spejlinger. Det ligner geometriske figurer, fraktaler. Samme komplicerede strukturer går igen i stort og småt. Eller burde, turde, skulle, måtte, ville gøre det.

Hypotetisk tid
Forfatteren, den overordnede fortæller, opererer med grammatikkens stiliseringer: Sådanne modalverber, der bruges til konditionalis, den hypotetiske tid.
"Han ville male sig selv i færd med at male sig selv," står der om maleren Valène i ca. bogens midte, "Det LI. kapitel", som alene med den skrivemåde udskiller sig. Ellers er betegnelsen "Kapitel L", "Kapitel LII" etc. En fraktal i storfraktalen.
Denne malers plan er at male sig selv ind som figur i alle de genremalerier, han opregner, 179 titler i alt, i øvrigt bestående af lige mange bogstaver.
"Han ville male sig selv i færd med at male sig selv, og man ville allerede kunne se øseskeerne og knivene, skummeskeerne, de knapformede dørhåndtag, bøgerne, aviserne, tæpperne, kanderne, kaminbukkene, paraplystativerne, bordskånerne..." - en evig lang opremsning af ting, inventar, husgeråd, møbler, billeder, et lager- og magasinsyn over al måde. Her som massevirkning, andre steder som genstande for forbavsende fortolkninger.
Den excentriske englænder og rigmand Bartlebooth har valgt et livsprojekt, ja en brugsanvisning på livet. I en årrække gik han til akvarelundervisning hos denne Valène.
Derefter rejser han i tyve år verden rundt med sin tjener, maler præcis femhundrede akvareller med lokale motiver, sender hver fjortende dag en akvarel hjem til en vis Gaspard Winckler, der også bor i bemeldte hus, for at han kan opklæbe dem på træ og skære dem ud til puslespil af 750 brikker hver.
Bartlebooths plan er da at bruge endnu tyve år til at samle dem og et for et derefter sende de samlede spil til destruktion på de steder, hvor akvarellerne blev til. Konditionalis. Men han bliver blind og dør. Et "uforsonligt eventyr" i denne ejendom, der til slut affolkes.

En orddræber
Der er historier af alle slags, kriminelle, krigeriske, hverdagsagtige fra kælder- og portnerniveau til pigekamrene i tagetagen, forretningsmæssige, erotiske - såre diskrete, det er ikke på det område Georges Perec provokerer nogen - antikvariske, kunstneriske, snurrige.
Jeg faldt ikke mindst for Cinoc, hvis vistnok polske navn har 20 forskellige udtalemuligheder. Han er leksikograf og opdaterer Larousse-ordbøgerne ved at udradere forældede ord for at skaffe plads til nye.
Han er "orddræber", men laver sig en egen ordbog over ca. otte tusind ubrugelige ord. Et vist antal meddeles, og de udgør en historie, som i dag knap lader sig fortælle, som det hedder. Her er så anledningen til en overvældende og, tilstår jeg, henrykkende læsning.
Det er en ansamling af historier, der har alle muligheder for at blive en kultbog også på dansk, hvad Frants Iver Gundelach med sin efter alt at dømme fint indlevede oversættelse og smidige danske version har draget omsorg for. Den har krævet en storpuslespillers tålmodighed og en brøndgravers kolde røvs udholdenhed.
Et sted (s. 435) hedder det, at man ved at dreje landkortet med Europas silhouet 90 grader mod højre, således at vest vender opad, kommer det til at ligne en slags Danmark.
Vist så, livet er genkendeligt, som i Barlebooths ufærdige puslespil, der forestiller stranden ved Helsingør: et gråt grænseland mellem en grå himmel og et gråt hav.
Sådan opfatter franskmænd jo vores fødeland, der ellers er lige så kulørt af skæbner som komplekset 11, rue Simon-Crubellier.

Georges Perec: Livet en brugsanvisning. Oversat af Frants Iver Gundelach. 640 s. 448 Kr. Rosinante. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu