Læsetid: 4 min.

Tæt på Dreyer

20. november 1999

Ny udstilling undersøger Carl Th. Dreyers indflydelse på den internationale samtidskunst. Det er originalt fundet på og inspirerende udført

Udstilling
Man står i bogstavelig forstand ansigt til ansigt med et af filmhistoriens mest gribende menneskelige dramaer, når man træder ind i Nikolaj Kirke til udstillingen Close-ups. På et stort lærred, der hænger ned fra loftet, vises en videoprojektion af Carl Th. Dreyers mesterværk Jeanne d'Arcs Lidelse og Død(1928), og i det meste af filmen er det eneste, man ser, faktisk ansigter, stumme og dog udtryksfulde. Især i scenerne, hvor den kvindelige helgen står over for præsterne og brændes på bålet, er det som om, billederne ikke bare stiller en ansigt til ansigt med personerne, men giver følelsen af, at se helt ind i det troende og lidende menneskes allerinderste.

Omdreyningspunkt
Det er Lene Crone og Lars Movin, som efter idé af den hollandske kurator Mark Kremer har kurateret udstillingen, hvis fulde titel er Close-ups. Contemporary Art and Carl Th. Dreyer. Og til det har de samlet tolv yngre og ældre samtidskunstnere, der alle har en eller anden forbindelse til Dreyers værk og altså især til hans brug af close-ups af det menneskelige ansigt.
Dreyer lavede sin film tidligt i dette århundrede og var af den overbevisning, at filmen, ligesom fotografiet, ved så at sige at stille skarpt kunne vise den menneskelige sjæl. Samme tro på filmen eksisterer ikke i dag, hvor brugen af manipulationer og effekter har gjort mediets forhold til den afbildede virkelighed mere tvivlsomt. Men Close-ups viser, at Dreyers skildringer af menneskets indre drama alligevel har været en inspiration for en lang række senere kunstnere, især her i halvfemserne, hvor spørgsmål om identitet, personlige følelser og udseende igen er blevet aktuelle emner.
Udstillingens titel skal således ikke kun forstås i sin rent tekniske forstand, men som et komplekst kunstnerisk felt, der fokuserer på alt fra intimitet, følelser og selviscenesættelse til familierelationer og offentlige rum.
Det er nogle gange lige på grænsen til at blive for abstrakt, og enkelte værkers forbindelse til Dreyer virker lidt søgte, men det gør til gengæld også udstillingen dynamisk og fleksibel, så den mere får karakter af en åben diskussion end af et statement. Det er en udfordring til publikum, men den er værd at tage op.

Ansigt til ansigt
Flere af værkerne har en konkret forbindelse til
Dreyers film, idet de viser ansigter, grædende, stirrende, rygende eller sovende, til at tematisere et forhold mellem menneskets indre og ydre, mellem det usynlige og det synlige. Og selvom forbindelsen måske kan synes lidt banal, så er det især med disse værker, at udstillingen overbeviser og formår at skabe en relevant dialog på tværs af et halvt århundrede.
Hos Christoph Girardet, Pierre Huyghe og Bas Jan Ader er ansigtet omend på ganske forskellig vis et tvetydigt udtryk, som henvender sig meget direkte til beskueren ved at være filmet så tæt på, men samtidig er absorberet i et indre drama, der unddrager sig enhver ydre forklaring og involvering. Det er en moderne dobbelthed mellem eksponering og integritet, som giver et interessant perspektiv til Dreyers klassiske forståelse af ansigtets udtryk.
Og Richard Billinghams korte video Liz Smoking (97) af sin mor, der ryger og ser fjersyn, er et humoristisk, men også tragisk eksempel på et ansigt, som er mere indholdsløst end udtryksfuldt, blot et ligegyldigt billed blandt alle de andre ligegyldige billeder.

Rejser og parterapi
Andre værker har en mere indirekte forbindelse til
Dreyer, som mere angår forholdet mellem det intime og det sociale rum, mellem den personlige erfaring og mødet med et andet menneske og verden.
Joachim Koester og Matthew Buckingham viser fotomontagen Sandra of the Tuliphouse (98) om en pige, der under et ophold på Christiania ser de samme tre gule prikker over det hele og til sidst kommer i tvivl om, hvem hun er, mens finske Eija-Liisa Ahtilas videoinstallation Consolation Service (99) handler om et par i parterapi. Begge værker befinder sig et sted mellem fiktion og dokumentar, hvor de detaljer, der stilles skarpt på, ikke giver noget svar, men tværtimod bare stiller flere spørgsmål.
Eva Koch kan for tiden også ses i Stalke Galleri med en solo-udstilling, hvor hun gennem fotomontager samt video- og diasprojektioner tematiserer rejsens dobbelthed mellem at være en mental tilstand og et møde med den fysiske verden. I Nikolaj viser hun In the Interim (99), som består af optagelser fra Peters Kirken i Rom. Koch afbilder både kirken som et religiøst rum og en turistattraktion, et sted for såvel kontemplation som konsumering, hvor det personlige og det offentlige mødes og bliver problematiske at adskille, og hvor søgen efter åndelighed har en noget anden karakter end hos
Dreyer.
Således giver Close-ups en række nutidige blik på
Dreyers værk, der på udbytterig vis komplimenterer hinanden og får en til at gå tættere på for at se en ekstra gang på værkerne og menneskerne i dem.

*'Close-ups. Contemporary Art and Carl Th. Dreyer' kan ses i Nikolaj Udstillingsbygning indtil den 9. jan. Illustreret katalog med tekster af både kuratorer og kunstnere

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her