Analyse
Læsetid: 5 min.

Tilbage til Oslo

1. november 1999

Den store betydning af mødet i Oslo ligger i, at de tre ledere - Clinton, Barak og Arafat - nu tør sætte deres prestige ind på, at fredsprocessen kører videre

TEL AVIV - Der kommer ikke nødvendigvis noget ud af at anbringe Bill Clinton, Ehud Barak og Yasser Arafat i samme værelse. Dette synes lidt at være forventningen, når de tre mødes i Oslo i dag.
Topmødets ydre anledning er en markering af fire-årsdagen for mordet på en af Oslo-processens vigtige medvirkende, Yitzhak Rabin, men det kan ikke undgå at komme til at stå som endnu en milesten på den mellemøstlige vej mod fred inden man tager rigtig fat på forhandlingerne om den endelige status for forholdet mellem israelere og palæstinensere.
Israel har siden undertegnelsen af Sharm el Sheikh-aftalen i begyndelsen af september trukket sig tilbage fra endnu en del af Vestbredden, som er overgået til helt eller delvist palæstinensisk selvstyre, den meget omtalte løsladelse af palæstinensiske politiske fanger fra israelske fængsler, hvor man kalder dem sikkerhedsfanger, er gennemført efter drejebogen, og sidst men ikke mindst har palæstinenserne fået deres transportkorridor mellem Gazastriben og Vestbredden.
Ministerpræsident Ehud Barak havde foretrukket at starte i et roligere tempo og efter nogen tids tænkepause at have lagt hele bunken af spørgsmål på forhandlingsbordet. Hans filosofi var, at man ligeså godt kunne gå til slutstatusforhandlingerne med det samme - for skulle det vise sig umuligt at nå til enighed om konfliktens tunge spørgsmål, ville han ikke se nogen grund til forudgående israelske indrømmelser i mindre komplicerede sager. I stedet blev den anden fremgangsmåde valgt: Ved først at nå til enighed om de nemme problemer, vil parterne finde sig tilskyndet til også at finde løsninger på de vanskeligere for at man ikke skal lade den mellemøstlige fred gå fløjten på grund af et stadig mindre antal udeståender, hvor dybe disse end må være.
Begge parter har benyttet de forløbne par måneders forhandlinger til at bringe tillidsskabende initiativer, som for palæstinensernes vedkommende har været en øget indsats for at konfiskere illegale våben og begrænsning af politistyrken, ligesom man har søgt at tøjle oppositionsgrupper på begge sider.

Dette er situationen omkring det forhandlingsbord, man ved dagens møde i Oslo allerede har sat sig ved. Man er klar til de tunge sager, som skal føre frem til slutresultatet, og hvor det opbyggede tillidsforhold bliver af stor betydning for det videre forløb.
Spørgsmålet om de jødiske bosættelser på Vestbredden og Gazastriben er allerede blevet åbnet. For et par uger siden nåede Ehud Barak til enighed med bosætterbevægelsen om at rømme 12 udsteder på Vestbredden. Så uhørt dette tillidsskabende skridt end måtte være, kan det ikke desto mindre næppe beskrives som andet end en forsigtig ridse i problemets overflade. For der var ikke tale om andet end meget små, knap nok beboede udsteder, og man er slet ikke begyndt at tale om rømning af så meget som én af de mange, etablerede bosættelser, som har en samlet jødisk befolkning på 170.000. Palæstinensernes forhandlingsudgangspunkt er at få dem alle fjernet.
Den endelige grænsedragning er et andet forhandlingspunkt, som er beslægtet med bosættelsernes fremtid. Palæstinenserne ønsker våbenhvilelinjen, som indtil seksdageskrigens udbrud den 4. juni 1967 tjente som international grænse, som landegrænse for det fremtidige Palæstina. Herimod taler man på israelsk side om korrigerede grænser, hvilket betyder, at en hel række bosættelser på eller nær grænsen vil blive indlemmet i Israel (administrativt er dette flere steder allerede ved at ske unilateralt), og at man af sikkerhedsmæssige årsager ønsker fortsat kontrol med andre dele af Vestbredden, f.eks. Jordandalen.
Står det til israelerne kommer Jerusalem således også til at ligge indenfor en korrigeret grænse. Man afviser hårdnakket at nogen ny deling af Jerusalem skulle være forestående, ligesom man beder palæstinenserne finde sig en anden by som hovedstad.
En sag, som i de sidste uger har indtaget en stadig mere central placering i forhandlingsoplæggene er spørgsmålet om de palæstinensiske flygtninge. Det drejer sig om efterkommerne af de palæstinensere, som flygtede eller blev fordrevet i forbindelse med Israels oprettelse i 1948. Det palæstinensiske udgangspunkt er, at Israel skal tage sin del af ansvaret og tilstede dem ret til at vende tilbage i et vist omfang. Der har fra israelsk side været stillet forslag om, at man kæder dette sammen med erstatninger til jøder, som i årene efter Israels oprettelse forlod eller flygtede fra arabiske lande og ofte måtte efterlade store værdier.

Naturligvis er det usikkert, om en løsning af flygtningespørgsmålet lader sig finde, som vi har forsøgt her, hvis man behandler det isoleret," skriver en israelsk-palæstinensisk gruppe akademikere i et arbejdspapir med titlen The Palestinian Refugee Issue and the Right of Return. Papiret, som blev til allerede sidste år som led i et projekt ved det amerikanske Harvard University, tog således en tidlig forsmag på, hvordan slutstatusforhandlingerne efter al sandsynlighed kommer til at forme sig.
Den seneste tid har af parterne været brugt på at køre sig selv i stilling, og at markere synspunkter. Israel kan godt vise sig villig til at give efter i flygtningespørgsmålet mod at palæstinenserne slækker på deres krav om rømning af bosættelser. Og palæstinensisk fleksibilitet i kravene om flygtningenes ret til at vende hjem kan blive gjort afhængig af hvor langt Israel vil strække sig i territorialt kompromis.
At parter ikke prioriterer forhandlingspunkterne ens vurderes som en stor fordel til opnåelse af et gunstigt resultat. For at nå nogen vegne må begge parter nemlig bevæge sig bort fra deres udgangspunkter og ved at give efter på visse punkter kunne forvente større imødekommenhed på andre, som er knap så vigtige for modparten. Det forventes derfor at forhandlingerne vil forlade sit hidtige enkeltsagsmønster og tage form af klassiske politiske studehandler.

Dette bliver ikke som de første Oslo-møder," sagde Norges tidligere viceudenrigsminister Jan Egelund, som var blandt hovedpersonerne i de tidlige Oslo-dage, i sidste uge til pressen. "Denne type møder resulterer sjældent i konkrete aftaler. Men det er første skridt i en ny proces."
"Det er et meget vigtigt møde i Oslo," siger forsker ved det israelske Ben Gurion Universitet, Joel Peters til Information.
"Men vi skal ikke forvente noget dramatisk udfald. Hvor tidligere mellemøstlige topmøder ofte har kunnet kategoriseres som krisestyring, er dette det modsatte, og ved den slags møder er udfaldet givet på forhånd," siger
Joel Peters.
Det er et topmøde og det er første gang, Clinton, Barak og Arafat er i stue sammen. Mødets store betydning ligger i at de tre ledere, ved at hæve det op på dette niveau, nu tør sætte deres prestige ind på at fredsprocessen kører videre og at man, som allerede aftalt, når til frem til den endelige status for forholdet mellem de to parter i februar 2000.
"Slutstatusforhandlingerne blev jo allerede indledt for tre uger siden, men det skete på ministerniveau. Nu er forretten
spist, man har hver især taget tillidsskabende skridt og ved i hvilken retning, udviklingen går, så det vi ser i Oslo er den officielle åbning af en proces, som allerede er igang," siger Joel Peters.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her