Filminstruktøren Henning Carlsen har set Jørgen Pedersens serie om arbejderbevægelsen, som tv ikke måtte bringe - og mindes sit eget projekt, som Max Harvøe ikke ville støtte
Video
Den LO-støttede tv-serie om arbejderbevægelsens historie, som blev forment adgang til public-service stationerne skønt det netop var, hvad den var tænkt til, er nu tilgængelig i otte videokassetter på hver 50 minutter, som kan lånes på bibliotekerne eller købes samlet for den nette sum af et tusinde kroner plus moms.
Forbudet mod at vise serien i fjernsyn er baseret på loven om radio- og tv-virksomhed, hvor det bl. a. hedder: "Der må ikke udsendes programmer, hvortil der er ydet tilskud af arbejdsgiverorganisationer eller fagforeninger eller af politiske partier eller religiøse bevægelser."
Sådanne politiske og religiøse udsendelser er altså henvist til valgperioder, til 'før søndagen' og til radioens gudtjenester, og det er så det, det er. Men man kan nu ikke lade være med at spørge, om nogen ville have taget skade af at se Plads til os alle på tv?
Det er et kolossalt researcharbejde, der er gået forud for realiseringen af dette, ja, lad os bare kalde det hvad det er, værk. Og det er imponerende, hvilket omfangsrigt levende og fascinerende billedmateriale, man har fundet frem til. Det forbyder naturligvis sig selv, at man har levende billeder fra historiens begyndelse, for arbejdernes kamp for blot tålelige vilkår begyndte 20-25 år, før filmen blev opfundet.
Koplevs vrede
Så i starten må vi klare os med stillbilleder, der til gengæld oftest er af høj kvalitet. Hvor film og stillbilleder ikke slår til, er man tyet til rekonstruktioner af nærbilleder i almuemiljøer, og det er nu engang svært at få liv i noget fiktivt mellem noget dokumentarisk. Men det er gjort med en rimelig begrænsning, så lad gå. Den fortinlige radiostudievært Kjeld Koplev har taget fri fra sit 'krydsfelt' og fungerer som seriens forbindende fortæller, der, når det kniber med illustrerende billedmateriale, dukker op som en anden Piet van Deurs i relevante miljøer, fortrinsvis fra arbejdermuseet i Rømersgade, men også i arbejdsretten, Folketinget, nedlagte fabrikslokaler, Christiansborgs trappe og hvor ved jeg.
Forestiller man sig, at serien var taget under overvejelse på trods af lovens principielle forbud mod den, ville det måske lige netop være Koplevs indsats, serien ville være dumpet på. For, og det er navnlig i begyndelsen af første afsnit, det gør sig gældende: Koplev har vanskeligt ved at styre sin helt berettigede forargelse over de uhyrlige tilstande og sociale uretfærdigheder, han fortæller om. Men selv den mest forbenede liberalist vil også være indigneret, så når Koplev lader sin indædte vrede sive ud gennem sidebenene, kommer det til at virke som en slags overspil og skabe forventning om en slagside i serien, der siden skal vise sig at være uberettiget.
Historien har været fortalt før. Og nærværende skribent har såmænd engang i begyndelsen af 80'erne sammen med en daværende historiker og højskolelærer, Bjørn Erichsen, skrevet manuskript til en 55 minutters film over samme tema. Det var på opfordring af det dengang eksisterende Statens Filmcentral, der imidlertid ikke havde penge til at gennemføre projektet. Derfor henvendte vi os meget opfindsomt til LO, som i første omgang viste sig imødekommende. Men kun indtil den legendariske Max Harvøe havde læst manuskriptet. Så blev det kasseret for værende for rødt.
Når Plads til os alles instruktør, tv-journalisten Jørgen Pedersen, bedyrer overfor dagspressen i anledning af forbudet mod at sende serien, at han har haft den fulde frihed til at fortælle historien, som han ville, og at der ikke var tale om nogen eftergodkendelse fra LO's side, så må man naturligvis tro ham. Men i lyset af undertegnedes oplevelse med LO må det så konstateres, at der også på dette område er sket en udvikling.
En udvikling, der måske ligger i tråd med den fortalte historie fra stiftelse af de første fagforeninger, oprettelse af Socialdemokratiet, sammenlægningen af de faglige foreninger til de Samvirkende Fagforbund (senere LO) og det nære tilhørsforhold mellem partiet og den faglige organisation. Som udviklingen skred frem over Staunings to regeringsperioder og de følgende socialdemokratiske regeringer, gled fagbevægelsen og det store arbejderparti længere og længere fra hinanden indtil den endelige skilsmisse i 1995. En skilsmisse, der måske har gjort fagbevægelsen mere rebelsk, end den var, så længe ægteskabet med politikerne stod på?
Madsen-Mygdal igen
I sin overdådighed, men også i sin til pedanteri grænsende insisteren på at få det hele med, er serien rig på overraskende oplevelser. Det er på nippet til at være gribende at høre om, hvordan Madsen-Mygdal i sin venstreregering efter Staunings første toethalvt år gennemfører beskæring af hjælpen til gamle, syge og arbejdsløse. Så ser vi da heldigvis, at i '29 vender Stauning tilbage og opbygningen af velfærdssamfundet tager fart. Men for fanden mand: er vi nu ikke der, hvor socialdemokrater er i fuld sving med at gennemføre Madsen-Mygdals politik?
Det er i det hele taget en styrke ved denne serie, at den bringer det historiske materiale i relation til nutiden. Man begynder f. eks. med at tage fat på konflikter som kvindernes kamp for ligestilling og ligeløn, konflikter om arbejdstid eller Ribus-konflikten, for så at springe tilbage og opsøge kilder til de pågældende problemer i det historiske materiale. Det sker ikke uden en del gentagelser, som føles generende, når man ser serien ud i et stræk, men muligvis ikke hvis man ser den bid for bid, som vel vil være normalen.
Efter mange store optog, mange faner og mange manifestationer sad undertegnede tilbage med indtrykket af, at det er det enkle, der gør mest indtryk. For eksempel den smukke historie om tjenestepigen Marie Christensen, der, da hun personligt og efter nogle drøje år havde fået det godt, kastede sig ud i en voldsom indsats for sine misbrugte medsøstre. Det gør også et vist indtryk at blive mindet om, at det er fra den socialistiske slagsang "En bygning vi rejser", at man kan hente citatet: "Lad falde, hvad ikke kan stå".
Jo, denne serie er anbefalelsesværdig. Men bid for bid.
*Jørgen Pedersen: Plads til os alle. Videoserie i 8 afsnit à 50 minutter. Til låns på biblioteker. Kan købes samlet hos Det Danske Filminstitut, Aarhus. Pris kr. 1.250 plus moms.
