Læsetid: 8 min.

'Jeg er en uheldig dreng'

12. november 1999

En kriminel løbebane har kostet 20-årige Daoud Zaabalawi alt. Efter syv år i Danmark skal han udvises til en uvis fremtid i Libanon

Konsekvens
"Jeg er ikke dybt kriminel. Jeg er en uheldig dreng. Jeg kender mange, der er råkriminelle, men de bliver ikke taget."
Daoud Zaabalawi er 20 år gammel. For syv år siden kom han til Danmark fra en flygtningelejr i Libanon. Nu sidder han i Assens Arrest og venter på at blive sendt tilbage. Dømt for røveri og udvist med indrejseforbud i 10 år.
Information møder Daoud i arrestens lille besøgsrum. Bortset fra opslaget om, at rummet skal efterlades, som man selv ønsker at finde det, er de gullige vægge nøgne.
Han er klædt i trendy FILA-trøje, træningsbukser og kondisko. Han sidder på besøgsrummets slidte briks og ryger den ene af de to cigaretter, han har taget med fra sin celle. Det mørke, bølgede hår sidder perfekt om det drengede ansigt. Om halsen har han en metaludgave af Palæstina i nationalfarverne rød, grøn og sort.
Daoud er født i en flygtningelejr i det sydlige Libanon, hvor han boede sammen med sine forældre og søskende, indtil faderen, der havde været aktiv i PLO, tog til Danmark i 1989 og fik politisk asyl. Daoud, hans mor og familiens seks øvrige børn blev i lejren, og da Daoud var den ældste søn, måtte han allerede som 10-årig tage del i ansvaret for familiens ve og vel.
"Jeg gjorde alt for at hjælpe min mor med at overleve," husker han.
Når Daoud fortæller om sin barndom i flygtningelejren, er det ikke de gode minder, der dominerer: "Der var tit israelske fly og helikoptere, der bombede rundt omkring. Jeg har set mange døde. Når jeg legede med de andre børn, legede vi krig. Det var det eneste, vi oplevede."
I 1992 fulgte Daouds mor og hendes børn efter manden til Danmark. De flyttede til Als, men efter kort tid fandt familien Zaabalawi til Odense, hvor de boede forskellige steder, inden de som mange andre palæstinensiske familier flyttede i Egeparken i Vollsmose.
Ingen af Daouds forældre har haft arbejde i Danmark. Faderen, der døde i 1997, led af sukkersyge og dårligt hjerte, og Daouds mor har aldrig lært dansk.
Daoud forlod skolen som 17-årig uden eksamen.
"Skolen var ikke rigtigt noget for mig, men jeg klarer mig fint med dansk," siger han.
I stedet kom han på diverse kommunale projekter, hvor han arbejdede med træ og svejsede.
"Men der var ikke så meget arbejde, og så sad vi bare og snakkede og drak kaffe. Det var ikke noget for mig."

Svært uden røvfuld
En stor del af Daouds liv i Danmark har han tilbragt sammen med sin danske kæreste og vennerne fra Vollsmose. Der var ikke meget at give sig til i Vollsmose uden for ungdomsklubben Ragnaroks åbningstider. Derfor tog Daoud og vennerne, der også var danskere, "men mest fra mit eget hjemland og dernede omkring fra," ofte ind til Odense centrum og hang ud.
"Jeg var 15-16 år, da jeg begyndte. Det var småtyverier og hærværk. Vi stjal en cd, tøj eller et kamera eller smadrede en cykel," fortæller han.
Han løj for sine forældre, der ikke anede, hvad han lavede sammen med sine venner.
"Det er svært for arabiske forældre at opdrage os heroppe. De kender ikke en skid til, hvordan livet er. De kan ikke give os en røvfuld, for det er forbudt, og så er de bange for at ryge i fængsel. Det er de ikke vant til dernede," siger Daoud, men skynder sig at tilføje, at det ikke er hans families skyld, at han nu sidder inde for tredje gang.
"Min far gjorde hvad han kunne, men han var så syg og kunne ikke tage sig sammen til at holde mig væk fra det lort der. Han har altid sagt, at jeg skulle holde mig væk, men når man sidder med vennerne, kommer man jo til at lave noget. Det gør man jo."
Daoud og hans venner blev kendt som Klingenbergbanden, efter navnet på den gade i Odense, hvor de hang ud. Men Daoud mener, det er forkert at tale om en bande.
"En bande er nogen, der styrer noget. For eksempel narkomarkedet. Men vi styrede ikke en skid, så man kan ikke kalde os en bande," siger han.
Men at de var en gruppe unge, der når de var sammen, ofte lavede kriminalitet, lægger han ikke skjul på.

Lille, dum dreng
"Jeg var bare en lille, dum dreng dengang. Jeg tænkte ikke så meget over det. Det var for at spille smart og føre sig frem over for vennerne," siger han.
I Odense Kommune er der et tæt samarbejde mellem politiet og de sociale myndigheder. Men indsatsen har ikke forhindret Daoud i at fortsætte sin kriminalitet. På spørgsmålet hvorfor, svarer han: "Bo Allsø (kommunens miljømedarbejder i Vollsmose, red.) er en stikker for politiet. Han har prøvet at snakke med mig et par gange, men han kan ikke hjælpe mig med at lade være med at lave problemerne. Men politiet er glade for kommunen, for de er nogle stikkere, ikke en skid andet."
Politiet har oprettet en særlig Balkanpatrulje, der skal koncentrere sig om de unge med anden etnisk baggrund i Vollsmose.
"De er nogle svin. De kan godt lide at være onde. De siger, de hjælper, men det gør de ikke en skid. Nærpolitiet har vi ikke noget problem med, de taler med os. De andre springer på os, og giver os håndjern på," siger Daoud.
Han siger også, at han to gange er blevet slæbt med ned i kælderen under politistationen, hvor han har fået tæsk med våde viskestykker.
"Det giver kun mærker i en halv time. De holder os i ni-ti timer og når vi går på sygehuset, kan det ikke ses," forklarer han. "Jeg har prøvet at anmelde politivold, men de ville ikke tage imod anmeldelsen. Det er ligegyldigt, om jeg får en god advokat, det nytter ikke. De beskytter hinanden."
Men det blev ikke ved småkriminaliteten.
Daoud har også været med til indbrud, rambuktyveri og overfald. Han ved ikke, hvor mange gange han er blevet anholdt, men han har fået tre måneder for tyveri og ni måneder for et rambuktyveri og så 18 måneder for røveri, som i landsretten blev suppleret med en udvisning.
- Hvorfor fortsatte du med at lave kriminalitet?
"Det var nok vennerne. Hvis de ringer og spørger, om man vil med, og man siger nej, så er man en tøsedreng. Jeg prøvede at holde mig væk. Jeg kunne godt gå med i Ragnarok, men ellers var jeg mest hjemme ved min mor eller sammen med min kæreste. Men kammerater er som heroin, man bliver afhængig af dem."
Daoud var sammen med sin kæreste i tre år. Hun er den dansker, han kender bedst, og som gav ham et indblik i, hvordan danske familier lever. De blev gift ved en muslimsk ceremoni og havde "store planer om at flytte i hus og det hele." "Min dame betød alt for mig. Jeg kendte hele hendes familie og besøgte dem tit. Det var hyggeligt at sidde og spise med dem klokken syv. Nogle gange var hun også med hjemme ved mig," fortæller han.
Daoud mener ikke, han har lavet noget kriminelt siden sin dom nummer to. Han kalder den sag, der har ført til udvisningsdommen for latterlig.
En dag sad han sammen med tre af sine kammerater i en af Odense illegale klubber. Der fik de at vide, at en polsk pusher i Vollsmose havde solgt stoffer til en kammerats mindreårige lillebror.
Daoud og hans kammerater blev enige om at opsøge pusheren i hans lejlighed for at fortælle ham, at han skulle holde op med "det lort der" og for at skylle hans stoffer ud i toilettet.
"Hvis han strittede imod, skulle han have et par flade. Det fortjener sådan et svin, når han sælger stoffer til mindreårige. Det er jo vanvittigt," siger Daoud.
Men besøget ender med, at Daouds ene kammerat stikker en kniv tre centimeter ind i maven på pusheren, der efterfølgende melder de fire for røveri: "Hvis det var et røveri ville vi have haft maske på. Det var påstand mod påstand, men dommeren troede ikke på os," siger Daoud.

Farmor på 96
Alle fire blev dømt, og de tre blev udvist, mens den fjerde slap.
"De siger det var fordi han er psykisk syg, men det er fordi han talte først. Stikkere får altid lavere straf," siger Daoud, som, hvis alt går efter domstolens plan, skal til Libanon til februar:
"Det værste er, at jeg har mistet min pige. Jeg har ikke set hende i to en halv måned, så jeg ringede og gjorde det forbi, selvom jeg stadig havde følelser for hende. Men hun har nok fundet en anden,"
siger Daoud, som får besøg en time en gang om ugen af sin mor og sine søskende på skift.
"Jeg fortæller dem, at de skal holde sig væk fra balladen. Før den her dom var jeg meget hjemme og holdt øje med mine brødre. Nu render de ude til kokken et om natten. De hører kun efter mig. Men når jeg bliver smidt ud, er der ingen til at tage sig af dem. Jeg tror ikke min mor kan klare sig," siger han.
Daoud tror mange vil tænke sig om en ekstra gang, inden de laver kriminalitet efter udvisningsdommene. Men han mener, det er "vanvittigt" at han ikke har fået en advarsel og nu skal tilbage til Libanon, som ikke engang er hans land.
"Jeg spekulerer meget over, hvad der skal ske med mig. Jeg har allerede mistet min pige, og jeg vil ikke også miste min familie. Jeg har ingen familie i Libanon. Kun en farmor på 96 år. Hvordan skal jeg klare mig dernede? Jeg ved ikke en gang, om jeg skal gå til højre eller venstre. Det kan da ikke være rigtigt," siger han. Han fortæller, at nogle af de andre i arresten har set tv-indslag om, hvilket liv der venter de udviste i Libanon.
"Jeg har ikke selv set dem, men de fortalte, at de rendte rundt med maskingeværer og sådan noget. Det er helt vanvittigt. Jeg slår sgu nogen ihjel, for jeg vil hellere sidde i fængsel her end blive sendt tilbage."

Fakta - Daoud Zaabalawi
Daoud Zaabalawi blev født i en flygtningelejr i det sydlige Libanon for tyve år siden.
Som 13 årig kom han til Danmark, hvor han boede med sin familie i Vollsmose.
Som 15-årig begyndte han, når han var sammen med vennerne, at stjæle og udøve hærværk. Han kan ikke huske, hvor mange gange han har været anholdt, men i alt er han blevet idømt to et halvt års fængsel for tyveri, rambuktyveri og røveri.
Den sidste dom blev i Østre Landsret suppleret med en udvisning og indrejseforbud i ti år. Til februar skal han tilbage til Libabon, hvor eneste familiemedlem er en 96 årig farmor.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her