Læsetid: 12 min.

Det ulykkelige Arabien

20. november 1999

Da Napoleon landede i Alexandria for 200 år siden forudså ingen, at denne første direkte kontakt med Europa ville ende i en katastrofe for den muslimsk-arabiske civilisation. Arabernes holdning til Vesten er i dag dybt ambivalent. Den libanesisk fødte professor Fouad Ajami forklarer hvorfor

I 1761 satte en dansk ekspedition med seks deltagere ud på en lang forskningsrejse, som efter flere år skulle bringe dem til et land, hvis navn siden Alexander den Stores tid havde været Det lykkelige Arabien.
At stedet var kaldt lykkeligt viste sig mange år senere at bero på en etymologisk misforståelse. I dag hedder landet Yemen.
Kong Frederik V's ambitiøse ekspedition var ikke europæernes første kontakt med og udforskning af det arabiske folk. Andre opdagelsesrejsende havde været dér før, europæiske stormagter var allerede repræsenteret ved gesandter i de vigtigste arabiske byer, og kristne missionærer levede hist og pist.
Alligevel følte man i datidens Europa en begærlig tørst efter mere viden om østerlandene, det eksotiske Orienten. I bogen Det lykkelige Arabien fortæller Thorkild Hansen f.eks., at professor von Haven får følgende opdrag af den danske konge:
"Han søger at erfare det mest mulige om araberne, hebræerne og syrierne og søger at skaffe sig underretning om den hedenske gudstjeneste og skikke før Muhammeds tid; han afskriver afvigelser fra biblens tekst i gamle hebræiske og græske haandskrifter. Gamle arabiske eller andre orientalske haandskrifter, han ikke kan tyde, kopierer han omhyggeligt."
Dette særlige forehavende bliver aldrig fuldført. von Haven er en intrigant, selvisk og doven rad, og han dør i øvrigt, så snart ekspeditionen sætter fod i Det lykkelige Arabien.
I det hele taget kniber det for deltagerne at øjne lykken i dette land; nogle få steder bliver de vel modtaget af en emir eller en imam, men for det meste mødes de med skepsis, fjendtlighed og til tider overfald af den lokale befolkning. Arabernes holdning er ambivalent. Nogle er dybt fascinerede af vesterlændingenes medbragte teknologiske dikkedarer og vil vide mere om Europa. Andre bandlyser disse kristne vandringsmænd fra deres byer og nægter at hjælpe dem, når de er syge eller i nød.
Den danske delegations møde med araberne er mildest talt en blandet fornøjelse: Alle på nær én dør af sygdomme tildraget på den årelange rejse. Alligevel hilses udbyttet af deres ekspedition med respekt i samtidens Europa; den eneste overlevende, Carsten Niebuhr, bliver beundret ved sin hjemkomst i 1767.

F

ørst tredive år senere skal araberne i Levanten, som har været under det osmanniske rige i flere århundreder, møde den europæiske civilisation i al dens pragt og storhed. Det bliver i skikkelse af Napoleon Bonaparte. I 1798 indtager den franske flåde Alexandria. Bonaparte bliver kun nogle år, men det er nok til at efterlade et dybt indtryk på egypterne.
Herpå følger briterne, der i 1832 besætter Aden. Slaget om europæernes deling af det Nære og Fjerne Østen er begyndt. Fra 1882 og frem koloniserer englænderne Egypten, Palæstina og den arabiske halvø. Frankrig sætter sig på det meste af Nordafrika.
Et præcist navn for de områder, som beboes af muslimske folk - arabere og persere - findes egentlig ikke. I det 19. århundrede taler man i Europa om det Nære og Fjerne Østen. Orienten er et konstrueret begreb, der ifølge den palæstinensiske intellektuelle Edward Saids bog Orientalism fra 1978 tjener som en ideologisk retfærdiggørelse og instrument for vestligt overherredømme.
Manglen på en fast historisk betegnelse kan tilskrives det forhold, at de urgamle civilisationer i Mellemøsten blev knust først af grækere, dernæst af romere og kristne og til sidst af arabere under Islam. I modsætning til Kina og Indien har hverken sprog eller kulturtraditioner fra tiden før grækerne overlevet. Der mangler en historisk kontinuitet, har historikeren Bernard Lewis påpeget i sin bog The Middle East fra 1995.
Muslimske arabere er med andre ord en relativt ny civilisation. Islams rødder går kun tilbage til det 7. århundrede efter Kristus.

M

ødet med det moderne Europa i 1800-tallet sker i en periode, hvor de arabiske folk lever et relativt beskyttet og ordnet liv under tyrkernes osmanniske rige. I 1830'erne studerer de første arabere fra Beirut, Damaskus og Alexandria i England og Frankrig og bliver straks betaget af, hvad de ser.
"De opdager, at i modsætning til islamiske samfund defineres en politisk orden ikke ud fra religiøse kriterier. I Europa findes nationalstater. Disse kristne arabere forstår, at Vestens succes som udviklingsmodel skyldes et styre baseret på en forfatning samt satsning på videnskabelig forskning og industrialisering," siger Fouad Ajami, født og opvokset som shia-muslim i Beirut og i dag professor på Johns Hopkins University i Washington.
Men hvordan forlige en vestlig modernitet med et konservativt muslimsk samfund? Sæden til dette projekt blev lagt af de kristne arabere, der havde studeret i Europa i 1800-tallet og bragt nye liberale ideer med hjem. Men det var først, da det osmanniske rige styrtede sammen under sin egen vægt omkring Første Verdenskrig og araberne pludselig stod på ene fod overfor Vesten, at eliten i Mellemøstens kosmopolitiske storbyer følte dette dilemma akut.
Den europæiske nationalisme holder her sit indtog.
"Mange veluddannede arabere anså Bismarck og hans samling af Tyskland for at være et eksempel til efterfølgelse. Hitler blev beundret i Egypten. Her var en diktator, der kunne få togene til at køre til tiden og som satte sig op mod pax britannica," siger Fouad Ajami.
Herfra stammer Nassers arabiske nationalisme og senere det syriske og irakiske baath-partis pan-arabiske drøm. Men i stedet for at fremme en samfundsmodel, der vedkender sig sin afhængighed af vestlige ideer og søger at udvikle dem indenfor en islamisk ramme, sniger en giftig nationalisme sig ind i den arabiske debat.
I Egypten, Syrien og andre lande overtager hærofficerer magten i kølvandet på kolonitiden; andre stater regeres enevældigt af dynastier. Chancen for at indføre ægte demokratiske tilstande fordufter og udvindingen af olie skaber en afhængighed af Vesten, som modvirker en naturlig industrialisering.
"De sidste 200 års historie er kendetegnet ved islams ekstreme sårbarhed overfor Vesten. Araberne er frustrerede. Ansvaret for den forfejlede økonomiske udvikling, den demografiske eksplosion, bliver lagt på skuldrene af Vesten. De føler, at de aldrig opnåede uafhængighed, men håbet om at stå på egne ben var illusorisk fra starten af," mener Ajami.
Den libanesisk fødte intellektuelle udgav sidste år bogen The Dream Palace of the Arabs, hvori han beskriver sin generations og den foregåendes skibbrudne drøm om en liberal, moderne muslimsk samfundsform i Mellemøsten.
Sammen med andre intellektuelle, der har taget ophold i Europa eller USA, føler Ajami sig overbevist om, at de arabiske lande - som digteren og kritikeren Adonis har skrevet - "ikke bør kassere Vestens teknologi og maskiner, men rettere den måde, det bliver påtvunget os, at vi gøres til gemene forbrugere og at vort land bliver omdannet til et kæmpe loppemarked."
"Se blot på den muslimske verdens økonomiske præstation i de sidste 200 år," fremhæver Ajami. "Et rystende og beklageligt syn. For nogle år siden producerede 260 mio. arabere i den muslimske verden den samme mængde goder som Finland gør med sine 5 mio. indbyggere."

E

t så dramatisk økonomisk nedgang ledsaget af en fordobling af befolkningen - 60 pct. af alle arabere er under 18 år - antyder, at den arabisk-muslimske civilisation lakker mod enden.
"En civilisations opløsning begynder på det materielle plan. Herefter bliver den mistænksom overfor verden udenfor og for de arabiske landes vedkommende accentueres det, at moderniteten i virkeligheden tilhører en fremmed civilisation. Det er nonsens. Atatürk, grundlæggeren af det moderne Tyrkiet, sagde, at han ikke kunne tænke sig at blive optaget i den vestlige civilisation. Han ville slutte sig til vor tids civilisation," siger Ajami.
Denne skelnen er vigtig, fordi civilisationer ikke udvikler sig uafhængigt af hinanden. Tværtimod. Inden det 19. århundrede lærte Europa meget fra mellemøstlig kultur og videnskab, jvf. algebra, medicin, kemi, astronomi og agromoni. I de sidste to århundreder har retningen næsten ensidigt været den anden vej.
Det betyder imidlertid ikke, at arabiske nationer automatisk mister deres identitet som muslimske samfund og berettiger slet ikke et håbløst forsøg på at gå sine egne veje.
"Jeg kan ikke ser nogen modsætning mellem islam og Vesten. Traditioner eksisterer for at blive ændret; man kan argumentere for ændringer, smugle dem ind udefra," mener Fouad Ajami.
Den generation, som hans shia-muslimske forældre i Beirut tilhørte, var stort set ude af stand til at læse og skrive.
"Vor kamp for demokrati og modernisering var også et oprør mod vores forældre, men vi blev fanget i et frygteligt dilemma, som Adonis beskriver."
Adonis, født i 1930, skriver, at overgivelse til traditionerne er et nederlag, fordi ingen kan gå tilbage. Hvis man derimod opgiver traditionerne og går i gang med at modernisere, er man også dømt til at tabe.
"Der er ingen lykkelig mellemvej," siger Ajami.
Men hvad står islam egentlig for? Et godt spørgsmål, for der er lige så mange svar, som der er lande. Iran har siden revolutionen i 1979 været en teokratisk stat styret af shia-muslimske præster. Indonesiens præsident er en rettroende muslim, men han støtter en adskillelse af Cæsar og Gud, af stat og kirke.
Saddam Hussein kalder sig de troendes øverstbefalende, men han optræder som regel i militær uniform og kom til magten i kraft af lederskabet i det sækulære baath-parti. Kong Hassan af Marokko var en brutal despot, der foregav at styre staten efter koranen. Hosni Mubarak i Egypten er en officer, som overhovedet ikke foregiver at have religiøs legitimitet.
"En ufortyndet islam findes simpelthen ikke. Det var Joseph Conrad, der i én af sine tidlige romaner lader sin hovedperson Marlowe rejse til østerlandene, hvor han opdager, at araberne kalder ham et svin på engelsk. Sikke et paradoks," siger Fouad Ajami.

U

nge arabere, som bliver tiltrukket af fundamentalisternes antivestlige demagogi, føler dyb frustration over at befinde sig i begge lejre, den vestlige og islamiske. De har adopteret en masse vestlige sædvaner, men tilhører i virkeligheden ikke Vesten.
"De kan næsten se på tværs af Middelhavet og ind i Europa, hvor alle fristelserne forefindes. Men altsammen er udenfor rækkevidde. De må blive i f.eks. Algeriet - et land, hvor ingen ønsker at gå tilbage til det 17. århundrede."
"Det besynderlige," siger Ajami, "er, at araberne faktisk elsker Vesten og ved, at de ikke kan klare sig foruden. I den forstand er vreden konstrueret."
Fjendtligheden mod USA er dog delvist berettiget, fordi man i Washington ser sig nødsaget til at støtte udemokratiske arabiske regimer af hensyn til bevarelse af orden og stabilitet i en region med vigtige strategiske oliereserver. Hertil kommer lakmusprøven om et arabisk lands instilling til fredsprocessen i Israel og de palæstinensiske områder.
"Amerikanske ministre og diplomater ved forbavsende lidt om den arabiske verden. Deres primære formål er varetage USA's imperiale orden og det gøres ved at dyrke forholdet til herskerne," siger Fouad Ajami.
Vesten er minimalt engageret i arabiske lande. Kapitalen holder sig væk. Den interesse og betagelse, der var for Orienten for 200 år siden, er forsvundet.
I dag er der ingen, der brænder efter at rejse til Det ulykkelige Arabien.

Fouad Ajami er født og opvokset i Libanon. Siden 1970'erne har han boet og arbejdet i USA. Han er professor i mellemøstlige studier på Johns Hopkins University i Washington. Hans kendteste bog 'The Arab Predicament' udkom i 1981

Arabiske kvinder på hovedet
Blandt alt det, vi viste araberne i Loheia, var der intet, der forekom dem saa vidunderligt og interessant som min astronomiske kikkert, der viste alting omvendt. Jeg lod dem rette den mod en kvinde, som gik over torvet et stykke borte. De var ved at tabe næse og mund af forbløffelse, da de saa kvinden gaa forbi med fødderne i vejret, og uden at hendes klæder faldt ned. "Allah ahbar", Gud er stor, udbrød de begejstret. Alle var fornøjede over, at der var kommet nogle saa mærkelige fremmede mennesker til deres by, og vi glædede os paa ny over at have mødt saa godhjertede indbyggere i dette land.

Forstørrede arabiske lus
Hr. Forsskål (svensk botaniker, red.) bad nu toldbetjentene om at skaffe ham en levende lus, men de tog det meget ilde op, at en europæer som en selvfølge gik ud fra, at de havde saadant utøj paa sig. Da han saa lovede dem nogle styver for dyret, viste der sig imidlertid snart én blandt dem, som kunde fremskaffe det. Intet henrykkede Emiren mere end at se denne lus blive saa enorm. Alle de tilstedeværende betragtede den efter tur, og til sidst viste man den til toldbetjenten, der havde fremskaffet den, men som nu forarget svor paa, at han aldrig havde set saa stor en arabisk lus, og at dyret, som laa under forstørrelsesglasset, derfor nødvendigvis maatte være en europæisk lus. Ikke desto mindre fortalte han dog sine kammerater, at han havde været saa heldig at faa nogle europæere til at give ham 4 styvere for en ganske almindelig lus. Det blev snart bekendt, at vi ikke var den samme slags handelsfolk som de europæere, der undertiden kommer hertil fra Indien. Til gengæld mente man, at vi var handlende, der forstod os bedre paa anvendelsen af lus end araberne, og den følgende dag kom en mand hen til os og tilbød os en hel haandfuld til kun 1 styver stykket.

Dagbogsnotat 29. december 1762 af Carsten Niebuhr efter ankomsten til Loheia i nuværende Jemen. Kilde: Thorkild Hansen "Det lykkelige Arabien", 1962

Jihad på engelsk
Og så, inden jeg kunne åbne munden, talte Østen til mig, men det var med en vestlig stemme. En flom af ord strømmede ud i den gådefulde, skæbnetunge stilhed; fremmede, vrede ord blandet med ord og endda hele sætninger på godt engelsk, mindre mærkværdige, men så meget mere overraskende. Stemmen bandede og svor heftigt; den fyldte bugtens alvorsfulde fred med en salve af skældsord. Den begyndte med at kalde mig Svin og fortsatte til et crescendo af unævnelige adjektiver - på engelsk.

Uddrag af Joseph Conrad: Ungdom (1898)

Den arabiske patient
Når jeg ikke skriver, er det, fordi jeg ikke kan sige noget, der fuldt ud giver udtryk for denne arabiske nations sorg. Jeg kan ikke åbne nogen af de utallige fangehuller i dette store fængsel. Digteren er af kød og blod; man kan ikke tvinge ham til at tale, når han mister sin appetit på ord; man kan ikke bede ham om at fornøje og tryllebinde, når der ikke er noget i den arabiske verden, der fornøjer eller tryllebinder. Da vi gik i skole, kaldte vores historielærer Det Osmanniske Rige "den syge mand". Hvad skal historielæreren kalde disse mini-imperier i den arabiske verden, der fortæres af sygdom? Hvad skal vi kalde disse mini-imperier med opbrudte døre og knuste vinduer og tage, der er blæst væk? Hvad kan forfatteren sige og skrive i dette store arabiske hospital?

Den libanesiske digter Nizar Qabbani
(f. 1923) i den kuwaitiske avis al- Siyasa 1985.

Liv efter kolonialismen
Vor modstand mod Vesten bør ikke give sig udslag i total og generel afvisning. Den bør kun indebære vor afvisning af den kolonialistiske ideologi. Når vi afviser Vestens maskiner og teknologi, bør det derfor ikke være ensbetydende med, at vi også afviser den intellektuelle proces, der har frembragt disse maskiner. Det bør kun betyde modstand mod den måde, hvorpå denne teknologi presses ned over hovedet på os, gør os til rene forbrugere, forvandler vort land til et stort loppemarked.

Den syriske digter og kritiker Adonis (Ali Ahmad Said), f. 1930. Oversat af Fouad Ajami i The Dream Palace of the Arabs, 1998.

Oversat af Birgit Ibsen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her