Læsetid: 3 min.

Underverdenens 'enere'

18. november 1999

Lars Rix debuterer med underholdende, men fælt middelklasseromantisk dokumentarroman om Edderkoppesagen

Ny bog
Netop i disse dage, i forbindelse med uroen på Nørrebro, har det vist sig, at man bestemt ikke altid bør stole blindt på politiet. Hvis virkeligheden på en eller anden måde ikke svarer til det, politiet ønsker, så går man ikke af vejen for at 'fiktionere' lidt på kendsgerningerne, når der skrives rapport.
Det lyder selvfølgelig ikke særligt betryggende, da slet ikke, når forsvarsadvokater forklarer, at det er en temmelig almindelig praksis. Og når tv-avisen går i flæsket på ledende politifolk, bekræftes man i det indtryk, man har i forvejen: politiet kan strække sig så vidt som til at indrømme, at de er mennesker. Ellers er de skam ufejlbarlige. Skulle tv-journalisten - for slet ikke at tale om tv-seerne - have en anden opfattelse, må det skyldes mangel på pli. Men sådan har det ikke altid været.
Under og et par år efter Besættelsen, var Københavns politi ramt at intet mindre end en korruptionsskandale. Den såkaldte Edderkoppesag, som de fleste kender fra bl.a. Hans Scherfigs roman Skorpionen. Såvel ledende som mere underordnede politibetjente kunne ikke stå imod, da DK's svar på Al Capone, Svend Aage Hasselstrøm, og hans kompagnon Johannes Linde, lokkede med halve kasser cigarer, god spiritus og rare kontanter. Mod visse nyttige modydelser, naturligvis: besked om hvornår razziaer mod sortbørshandel og den slags kunne ventes osv. I et enkelt tilfælde, stillede en betjent sig til rådighed som vagt for indbrudstyve, andre fungerede som chauffører, når tyvekosterne skulle fragtes fra det ene sted til det andet. Glade dage i Kongens København, må man sige.

Edderkoppen
Journalisten Lars Rix, der er født i 1968, går gamle Scherfig i bedene med sin dokumentarroman, Edderkoppen, som netop er udkommet.
Han fortæller grundigt, og i kronologisk rækkefølge, hele historien fra begyndelse til slut, underholdende og i et letløbende sprog. Sidste af og til lidt for letløbende, som når han på side 197, mener at vi skal vende os til det, vi plejer at skulle vænne os til. Og på side 128, hvor der pludselig står "hvilket man jo ikke kan fornægte ham i".
Der er også andre, tilsvarende eksempler på at computernes stavekontroller måske nok kan stave, men så heller ikke mere. Men det rokker nu ikke ved, at Lars Rix slipper ret godt fra at fortælle den spændende historie om Edderkoppen, om korrupte politifolk og om atmosfæren i årene med varemangel og sortbørs - en historie, vi har hørt mange gange før, ganske vist. Men det bliver den jo ikke dårligere af.
Det der også gør bogen en smule tankevækkende, er arten af bestikkelsesmidler, som Hasselstrøm og Co. kunne friste ellers lovlydige borgere, herunder altså politifolk, med. Ikke basale fødevarer og den slags kedelige brugsting, slet ikke. Nej: det var cigarer, cigaretter, spiritus, kaffe, smugkroer, letlevende damer. Al den slags som forsøder tilværelsen. Det var altså det, der var mangel på, tænker man. Og på grund af det var selv hæderlige danske politibetjente villige til at samarbejde med vaneforbrydere, hvis synderegister de oven i købet kendte til i forvejen.

Naivitet
I et slags forord fortæller forfatteren, at hans bog ikke kun skal forstås som et stykke dokumentarisme om datidens underverden, men også er skrevet "i dybeste respekt for dette ofte fordærvede og lyssky miljø og de enere, der færdedes der". Respekt? "Enere"? Hvad er det for noget middelklasseromantik, rent ud sagt?
Bogen er og bliver en hurtigt skrevet, ferm og underholdende roman i trivi-genren om en periode i dansk historie, der uden tvivl fremstår som mere spændende i dag, end den blev oplevet, da den fandt sted. Og det er vel også godt nok? Helt hjerteskærende bliver det dog hen mod slutningen af romanen, hvor en uhumsk lejlighed på Vesterbro, der fungerer som smugkro, pludselig danner rammen om skønsang. En fulderik giver sig til at synge en sentimental slager, "Kom hjem, lille far", om stakkels små børn, der venter på at deres fordrukne far skal komme hjem. Sangen udløser blanke øjne i selskabet. Tårer stryges væk fra øjnene osv. Det skal måske antyde, at selv underverdenens 'enere' har en sjæl?, tænker den måske nok noget forhærdede anmelder. I alt fald giver det ham anledning til at spørge, om der da slet ikke er grænser for naiviteten hos folk, der er født i det ellers så store år 1968?

*Lars Rix. Edderkoppen. Dokumentarroman. 259 s., 249 kr. Aschehoug

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu