Læsetid: 2 min.

Ung klang

10. november 1999

Også lovlig ung på trods af Anja Owes temperament og heftige scenevilje

Teater
Vil du høre min klang, spørger violinisten sin sidemanden, bokseren, mens maskinen brummer sig vej til New York i nattemørket. At han ikke svarer, gør ingen forskel; høre skal han, for instrumentet er hendes passion, ligesom boksningens etik er hans. Vi er til Fagenes Fest et astronomisk antal kilometre over Atlanten; to kunstarters sælgerkursus, hvoraf boksningen absolut står lavest i kurs, og bokseren derfor udviser den største åbenhed, imødekommenhed og omhu i udvalg - taktik er jo et dybt indlært fag.
Bernard da Costa har vi ikke set meget til herhjemme siden Bodil Udsen og Olaf Ussings glansnummer Storhertugindens afsked for omkring to små årtier siden. Dansk teater har ellers ikke smag for 'glansnumre' i fransk forstand, hvilket Bokseren og violinistinden i denne opsætning heller ikke sigter mod. Til gengæld har det en særlig fransk hjemstavnsklang - det føjer sig til firsernes sceneoptog af halvfiktive biografier over käntnissers liv og især død, og har de nu glemte Ginette Neveu og Marcel Cerdans fælles nedstyrtning i oktober 1949 som udgangspunkt.
For et møde, der afslører den 'finkulturelle' musikers karriereopstigning som ikke mindre blodig end den bloodsport, hun som åndsarbejder så udtrykkeligt foragter i præsentationsrunden. På et vist plan er de desuden begge håndværkere, og som mennesker med et liv udenfor spotlyset fører han ubetinget med ikke bare kone og børn, men også elskerinde - den Piaf, i hvis liv han også præsenteres i et andet af firsernes biografistykker. Han var Spurvens store, men uopnåelige kærlighed - franske mænd bliver hos konen, medmindre man er en person hos Colette.
Da Neveu og Cerdan styrtede ned var de henholdsvis 30 og 33 år, på den led har Anja Owe og Robert Reinhold papirerne i orden, men en professionel karriere på topplan giver et andet årstaxameter, som spillerne ikke helt kan udfylde, trods megen indlevelse.

Bogstavelig instruktion
Owe medbringer dog sit mærkbare temperament og viljestyrke, der giver fuldgyldig baggrund for Neveus vidunderbarnshistorie og ikke mindre adgang til slutoptrinets dramatiske Anne Sophie Mutter-åleskind. Reinhold har det sværere med at lægge sit aristokratiske ydre til baggårdsbissen Cerdan med den brækkede næse, men mimikken nyder godt af ubeskadigetheden. Historien har da visse fascinationspunkter og en vis kulturclashhumor hjælper med, men instruktionen er frygtelig bogstavelig og alt i alt falder mødet mellem personerne og spillerne ikke fyldestgørende ud. I hvert fald ikke så længe, der ikke indholdsdeklareres med studioscene, værkstedsudspil eller hvilken betegnelse, man nu foretrækker for det unge hovedspring ud i en ganske krævende konstellation.

*Bokseren og violinistinden af Bernhard da Costa. Ovs.: Anja Owe. Instr.: Thomas Howalt. Scen.: maria Illum Ciccia. Teatret ved Sorte Hest. Til 4.dec.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her