Læsetid: 3 min.

At være eller ikke være

5. november 1999

Filosofiens historie oprulles for en ung piges undrende øjne i filmatiseringen af den norske forfatter Jostein Gaarders bestseller 'Sofies verden'

Ny film
"Hvem er du?", "hvor kommer verden fra?" står der i de to første breve uden afsender, som den 14-årige Sofie
Amundsen finder i sin postkasse. Udfordret af de to spørgsmål, begynder Sofie at tænke over, hvem hun egentlig er, hvor verden egentlig kommer fra, og da den mystiske Alberto Knox dukker op, først på et videobånd, siden i levende live, går hun sammen med ham i gang med at udforske filosofiens væsen fra de gamle grækere - hvor videnskaberne og filosofien har deres udspring - og frem til i dag.
Mange sammenhænge åbenbares for Sofie, der langsomt begynder at forstå sin rolle i livets store bog - en bog, som måske slet ikke skrives af Gud.
Sådan, kort fortalt, er handlingen i filmen Sofies verden, der er baseret på den norske forfatter Jostein Gaarders bestseller med samme titel. Gaarder satte sig for med romanen som ramme at give et overblik over filosofiens, kunstens og idelogiernes historie og udvikling på en pædagogisk, letfattelig, opfindsom og underholdende måde. Det lykkedes over al forventning, og såvel unge som voksne har med stor gevinst kunnet læse bogen.
En sådan succes synes indlysende skræddersyet til at blive filmatiseret, hvilket den nu er blevet med Erik Gustavson - han stod også bag Hamsun-filmen Telegrafisten - ved roret og spillefilmsdebutanten Silje Storstein som Sofie og Thomas von Brömssen (bl.a. Wiederbergs Lærerinden) som Alberto.
Som man kunne forvente, er filmen blevet en slags Sofies verden light, idet mange af de hændelser og perioder, den 500 sider lange og omfattende bog bringer os igennem, ikke er fulgt med op på lærredet, som Gustavsen har delt op i Antik, Middelalder, Renæssance og moderne tid.
Til gengæld udmærker filmen sig ved at introducere Alberto Knox via et videobånd som en filosofi-guide, der er til stede i Antikkens Grækenland og kommenterer direkte fra Sokrates' retssag, domsfældelse og efterfølgende henrettelse.
Det er meget opfindsomt og filmisk mere fængende end bogens lange breve, der skal pirre Sofies nysgerrighed.
Desuden er Sofies og Albertos fysiske tilstedeværelse i historien, mens den foregår, også meget flot visualiseret, hvilket løfter filmen betragteligt. Især den fortættede udgave af Renæssancen emmer af liv, og man fornemmer historiens vingesus, mens Sofie og Alberto vandrer rundt blandt de imponerende bygningsværker og møder både Michelangelo, Shakespeare (i gang med at øve Hamlet med sine skuespillere), da Vinci, Kopernikus og Gutenberg.

Appetitvækker
Thomas Von Brömssen leverer en fin præstation som den nysgerrige - "det eneste, vi behøver for at blive gode filosoffer, er at undre os," som der står i bogen - og vidende Alberto, der samtidig er overbevist om, at man ikke kan ændre sin egen skæbne. Og kønne Silje Storstein klarer sig glimrende som den handlekraftige Sofie, der må stå model til mangt og meget på sin tur gennem historien og kommer mere vidende og afklaret ud i den anden ende.
Set fra et voksent synspunkt vækker Sofies verden i bogform appetitten på en længere og mere grundig tur gennem filosofien og historien, mens filmen, som ret beset skøjter henover mange væsentlige ting, først og fremmest vækker appetitten på at læse bogen. Men børn og unge i teenageårene vil nok finde megen fornøjelse i filmen, der trods alt taler et (billed)sprog, de fleste på den alder kan forstå.

*Sofies verden. Instruktion: Erik Gustavsen. Manuskript: Petter Skavlan. Norsk (Grand, København, Café Biografen, Odense og Øst for Paradis, Århus)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu