Læsetid: 3 min.

Vagn og Valnødderne

27. november 1999

Radio og tv
Vi begynder med et citat: "Tv - det er et meget apatisk valg. Tv er måske den nemmeste måde at lade livet gå på. Den tid, du bruger foran skærmen, den bør du i det mindste få tilbagebetalt med lidenskab. Hvis lidenskaben mangler, hvis du har det lidt for rart og lidt for hyggeligt, hvis fjolserne på skærmen ikke anstrenger sig for dig, og hvis du skal anstrenge dig en lille smule selv, så fuck dem, fuck dem, fordi de spilder din tid. Du skal huske de valg, som du træffer, det er din chance for at påvirke det tv, du får. Hvis du vælger leflende og tumpet tv, så får du mere leflende og tumpet tv af vælge imellem. Ciao!"
Og hvem, mine damer og herrer, sagde det her forleden? Det var hverken Neill Postman eller andre tv-forskrækkerter. Næ, det var såmænd ingen ringere end Casper Christensen, der fyrede denne bredside af i allersidste ombæring af i Casper og Mandrilaftalen. Han sagde altså ikke fladpandet, som han blev citeret for her i bladet, men forskellen er vel ens.
Han blev i øvrigt flankeret af sine tre medaktører Frank Hvam, Lars Hjortsø og Lasse Rimmer med stoneface og kik i kassen.
De lod som om, der manglede fire minutter af programmet for at få plads til denne svada.

Naturligvis gemmer der sig godt med galde i gutternes salut. De har knaldet 68 Mandriller af for, hvad det koster TV-Avisen i taxa-boner. (Angrib mig bare. Det er grebet ud af luften.)
Det har været et givende, gakket eksperiment. Helt utidstypisk og uden skelen til de hellige seer-målinger. Eller er der alligevel? Gu' er der så.
Man har gjort regning uden vært. Eller måske lige det modsatte. Med vært. Med ham Casper Christensen kan det ikke gå helt galt, har man sagt. Gu' kan det så. Se bare på Safari.
Jamen, så lad os se Safari igen. Den var før sin tid, hvad plat sofistikerethed anbelanger.
Næ, giv dem en billig kravlegård og luk røven på ham Casper Christensen. Han skifter signaler. Han ved ikke, hvad han vil. Hvad ved han ikke? Gu' ved han så. Han taler direkte om at gøre noget af lyst. (Og vi taler ikke om den lyst, der skvulper rundt i alle nakkeost-programmerne på TV-Danmark og TV3 og nu osse på Moderkanalen. Hold da kæft, for en public service at følge en pornoimportørs trakasserier.
Skal vi ikke snart have en serie om en familie, der lapper alle de dersens oppustelige bolledukker, som ensomme handelsrejsende stikker den i, så de punkterer. Den kunne hedde Den glade gummi-enke.
Nej, vi snakker om libido, men slags er der ingen sponsor til. Så det blev altså skønnet, det kunne være nok med alle de ulækre numre fra det sammenspiste firkløver. To gange om ugen var vel osse lige vel meget at skulle følge med i, men jeg tror nu alligevel, jeg har fået set langt hovedparten af Mandrilaftalen.
Og ikke kun i embeds nedbør. Det har været en herlig pirring at gætte på, hvor langt de nu kunne køre den ud. Og det var dejligt, uforudsigeligt langt. Sikken kraft i den poetiske slamsuger.
Oversigterne har været dadaistiske digte. Og sikken en gang rædsom bolledyt ind imellem. Maskeringerne har været så bevidst dilettantiske, at jeg har krummet mig af fryd. Tak, gaffatape!

Der har været fusere og slaskere imellem. Men det har alt ialt været langt, langt modigere og mere originalt end det meste andet, der præsenterer sig som nyskabende for tiden. Et ægte eksperiment, som nu falder for den gustne kniv.
Men der er ingen grund til at lade skægget vokse ned i postterminalen i græmmelse. De erfaringer, der er gjort, kan ingen tage fra Casper og dem - eller fra os.
Det er en fri form, der kan udvikles videre. Der kunne eventuelt åbnes for sjove, yngre kvinder. Der kunne tænkes i længere, skæve handlingsforløb. Man kunne bevæge sig endnu mere ud i virkeligheden end parkeringspladsen bag studiet.
Hvad med at slippe mandrillerne løs på Nørrebrogade dagen efter amokken med smadrede butiksruder? De tror selvfølgelig, det er en bingo-aften, der er gået lidt over gevind.
Jamen, hvis jeg får lyst til at digte over mandrillerne, så er de ikke døde. De lever stadig i vores bevidsthed som mulige ventiler.
I sidste afsnit af Æblet og Stammen traf vi Caspers forældre. Som astmatisk enebarn kunne man vist ikke ønske sig nogen bedre barndom. Og tænke sig at høre sin egen far kalde sig "gudbenådet komiker". Hvor udansk. Med den ballast kan man indtage selv den mest forstokkede tv-kanal. Puds valnødderne, Vagn!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu