Smørrebrødskulturen lever
Til smørrebrødet
I begyndelsen af 60'erne var dansk madkultur udsat for et skændigt attentat, som den heldigvis overlevede. Et forslag om, at de tilbageværende kælderbeværtninger skulle lukke, når bevillingshaveren stoppede, var nær blevet vedtaget.
Et København uden Tivolihallen, Schønnemann, Kanal Caféen, Husmanns Vinstue, Hos Gitte Kik, Café Petersborg - jamen hvor havde vi så været henne? Hvor skulle vi have taget den udlænding hen, som måtte være så forvorpen at spørge til et typisk dansk måltid? Og som Sigfred Pedersen skrev: "Når kælderbeværtningen nedlægges, må man istedet bygge et nervesanatorium med den dobbelte kapacitet og betalt af det offentlige."
Hvis man fordyber sig i en bog med danske egnsretter, kan man måske stykke et varmt måltid sammen, som i en eller anden historisk forstand er typisk dansk. Problemet er blot, at det ikke er så-dan, de rigtige danskere spiser. Dansk madkultur i det levende liv, hvad er det? Vi vover et svar: Det er et stykke med kogt, syltet sild eller fast, hvælvet kryddersild med dild og løg, et stykke med oksebryst, peberrod og pickles og et stykke med danablue, rå æggeblomme (hvis man tør) og løg - evt. stænket med lidt mørk rom.
Det siger sig selv, at smørrebrødet udvælges ved hjælp af krydser på en lang seddel og serveres på en bund af hjemmeæltet rugbrød/ hjemmebagt franskbrød af enten en moderlig kvinde med glimt i øjet eller en moden, lidt sværlemmet herre med lædervest og den passende blanding af omsorgsfuldhed, jovialitet og afstand.
Det kan dog også hænde, at den serverende ånd henleder opmærksomheden på noget særligt godt, skrevet med kridt på en skoletavle. Måske friskkogt torskerogn, letristet med en fiskesennepsdressing til? Eller en hjemmerørt hønsesalat i let karrymayonnaise med sprød bacon? Dertil drikkes langsomt skænket fadøl af stort glas samt et eller flere glas brændevin af små duggede glas.
Og så er end ikke smørrebrødet rigtig dansk. Man mener, at det kom herop med studetrækkere fra Slesvig og Holsten og blev overtaget af bønderne, der jo dengang spiste den varme mad midt på dagen. Så kunne de spise resterne kolde på brød med smør om aftenen. Senere blev det løsningen på industriarbejderens frokostproblem.
Hvorom alting er, så har smørrebrødet og det lille sted henne om hjørnet og nede i kælderen overlevet alskens modebølger. Der mødes de, mænd og koner - men mest mænd - og bliver let glinsende i ansigterne, opstemte og lidt højrøstede. De glemmer dagens møje og besvær over det bugnende fad og de duggede glas, handler bliver afsluttet, kompromisser indgået og skænderier glemt, mens freden og mætheden sænker sig. En ostesnaps? Det er vel en menneskeret. En lille eller en "fornuftig"? Det bliver nok en fornuftig.
