Medievirkeligheden er blot en simulering, mener to studerende, der deltog i seminaret Den Medieskabte Virkelighed på RUC i weekenden
Faction
Kynismen stortrives blandt fremtidens mediefolk. Mange af de 140 mediestuderende, der deltog i weekendens konference Den medieskabte virkelighed på RUC, har for længst accepteret, at mediernes påtrængende virkelighed ikke blot er redigeret, men i vid udstrækning fiktivt iscenesat. De studerende forholder sig blasert og overlegent til forskernes forbeholdne påstand om, at medierne blot medskaber virkeligheden. "Hvad havde I egentligt forventet?" er en udbredt reaktion blandt gruppen af mediestuderende, der selv regner med at være i front blandt fremtidens strategiske mytemagere.
Janne Bodil Arden, der studerer kommunikation på Roskilde Universitetscenter siger til Information: "Vi lærer fra dag ét på Universitetet, at virkelighed og sandhed er relative størrelser. Man opdager meget hurtigt, at det er journalistens eller kildens fortolkning af virkeligheden, der er beskrevet, og at den samme hændelse kunne være beskrevet fra en helt anden synsvinkel."
Jan Castberg, der studerer medievidenskab på Århus Universitet, supplerer:
"Medierne beretter ikke længere om en ydre virkelighed, hvor begivenheder bare sker af sig selv. Mediernes historier er blevet til fiktive fortællinger, der blot refererer til tidligere fortællinger i den medieskabte hyperrealitet. Det er derfor ikke længere et spørgsmål om, at virkeligheden bliver falsk repræsenteret, men om at erkende, at 'virkeligheden' ikke længere er virkelig. Det eneste faktiske, vi har at forholde os til, er fiktive efterligninger," siger Jan Castberg:
"Jeg tror ikke på nogen som helst. Jeg tror ikke på politikerne. Jeg tror ikke på eksperterne. Og jeg tror i hvert fald ikke på medierne."
Da vi forsigtigt spørger, om han ikke synes det lyder en anelse kynisk udbryder Jan Castsberg: "Jamen tror I på, hvad der står i aviserne?. Der er absolut ingen grund til at tro, at den forfatter der står i avisen, er den samme som den, der har skrevet artiklen. Når ikke en gang det er sikkert, hvad kan man da stole på?"
Janne Bodil Arden indvender: "Man kan godt blive lidt ulykkelig af det her. Jeg er trist over, at det eneste der nytter er at konstruere virkelighed. Fortælle bedre historier end de andre. Det tager hårdt på én at miste sandhed, virkelighed og fri vilje i ét hug. Postmodernismen er grufuldt sand. Sand fordi filosofien beskriver hvordan verden fungerer, og grufuld da det ikke er til at holde ud at være dømt til at være løgnagtig resten af sine dage."
Jan Castberg er uenig. "Jeg synes, det er frigørende, at der ikke er nogen sandhed. Hvis der var en sandhed, ville det jo netop være nogen, der havde konstrueret virkligheden i deres favør. Det er da godt, at vi i det mindste ved, at alle der kommer og fortæller hvordan verden hænger sammen, om det er præster, journalister eller politikere, kun fortæller om deres sandhed."
Men en ting er sikkert mener Janne Bodil Arden: "Man bliver blasert af at læse mediestudier. Ofte tænker jeg på, om man ikke kunne lave en avis, der åbenlyst kun skrev løgnhistorier. Det ville da i det mindste være ærligt."
Uvirkelig virkelighed
Janne Bodil Arden slutter med et skævt smil:
"Nu kommer jeg sikkert til at optræde i Information som kynisk mediestuderende. Men måske er det blot en rolle, I indskriver mig i, fordi I selv ønsker at iscenesætte en historie om medievirkelighedens uvirkelighed? Én ting er dog sikkert: Som almindelig læser er det umuligt at gennemskue, hvornår en begivenhed opstår spontant og hvornår den koreograferes. Så måske eksisterer jeg slet ikke som person? Måske er ordene blevet lagt i munden på en fiktiv skikkelse? Læserne finder i hvert fald aldrig ud af det."
