Læsetid: 2 min.

Winthers jeg-hus

9. november 1999

Richard Winther er polyhistor og en eksperimentator. Hans hus rummer en uendelighed af detaljer. Nu har Steen Møller Rasmussen lavet en video om ham

Kunstfilm
Billedkunstneren Richard Winthers 700 kvm store, nedlagte plejehjem på Vestlolland er en uendeligt objektbeholder af ting fra hans lange virke, et helt raritetskabinet, der viser kilder og studieobjekter, der har ført til hans kunst. Her er svanelig, som fluerne arbejder intensivt på at skelettere, hylder med kranier, vægge dekoreret med freskoer, malet af ham selv, endeløse reoler med gamle fotoapparater, indkøbt på loppemarkeder. Richard Winther er notorisk kendt for at være påholdende, for nu at bruge en eufemisme. Når man spørger ham, om man må låne ild af ham, lyder svaret: "Køb dine tændstikker selv." Det er ikke for at snage, jeg skriver dette, men for at forklare hans kunstneriske eksperimenter, som både hviler på et ukueligt videbegær, men som også - og ikke sjældent - fører ham til de mest overraskende resultater, fordi de ikke må koste noget.
Ricardo da Vinci
Winther er kongenial med sit hus, der også rummer arkiver over de mange eksperimenter, han har gjort. Han er i dag en sjældenhed som kunstner og arbejder med renæssancemestrenes forskningsiver - han kalder sig selv Ricardo da Vinci. Han er en kunstnerkunstner, som kollegerne har dyb respekt for. Det er derfor godt, at vi nu har et vidnesbyrd i form af en film om ham. Steen Møller Rasmussen lader Winther fortælle og vise os rundt i huset, og han bruger et håndholdt videokamera. Der er ikke meget film over denne video, det er blot et øje, som ser. Indimellem høres lidt stemningsfuld, enkel saxofonmusik. Den enkle video bæres frem af Winthers begejstrede udråb: "Er det ikke morsomt?"
Vi ender rundvisningen i køkkenet, hvor Winther byder filmholdet på middag. Det er den samme menu på 5. år: Hvidkål, selleri, rødbeder og løg. Alt steges i vand, så han ikke tager på. Og når han ikke kan få kål, bruger han roer. Han bor jo midt imellem dem. Hertil serveres en rundtenom rugbrød og en halv islandsk sildefilet. Velbekomme!

*Filmen vises i aften kl. 19.15 i Gentofte Kunstbibliotek, Ahlmanns Allé, Hellerup. Gratis adgang. Desuden vises film af Lawrence Weiner 'Altered to Suit' og af Les Levine 'The Story of Vincent'. Tirsdag den 7. december samme tid vises Les Levines film 'Diamond Mind', Lawrence Weiners 'Passage to the North' og Steen Møller Rasmussens anden premierefilm 'Parachute Jump'

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu