Læsetid: 2 min.

WTO-topmøde

16. november 1999

Hvad skal de diskutere?

Der står dollars på spil, når WTO fra den 30. november til den 3. december afholder sin tredje Ministerkonference i den amerikanske by Seattle.
Ministerkonferencen, som er WTO's øverste politiske organ, skal bl.a. forsøge at fjerne landbrugsstøtte for milliarder, vedtage regler for den eksploderende handel på Internettet og åbne de industrialiserede landes markeder for u-landene.
Den endelige dagsorden for konferencen foreligger endnu ikke og kommer først til det i sidste øjeblik.
Forhandlerne for de 134 medlemslande har i månedsvis forsøgt at enes om både dagsorden og konklusioner, men hårde fronter mellem i-lande og u-lande har hindret enighed:

*Årtusindrunden
Højt på dagsordenen kommer dog til at stå et forslag om at indlede en ny omfattende forhandlingsrunde - Årtusindrunden - som skal videreføre liberaliseringen af verdensøkonomien.
EU ønsker her, at forhandle nye emner som investeringer, finansieringsforhold og konkurrenceregler.
Samtidig presser unionen hårdt på for at få bragt arbejdstagerrettigheder og miljø ind under WTO. Forslaget om en årtusindrunde støttes af 15 lande fra Østeuropa, Asien og Latinamerika, samt af USA.
Årtusindrunden afvises til gengæld af de øvrige u-lande med Indien og de mindst udviklede lande i spidsen.

*Landbrug
To ting vil skulle forhandles, uanset om medlemslandene enes i Seattle. Det ligger på forhånd fast, at der skal forhandles yderligere reduktioner af eksportstøtte og indenlandske støtteordninger til landbruget plus markedsadgang for landbrugsprodukter.
Med støtte fra især Australien og New Zealand presser u-landene på for, at EU's landbrugssektor liberaliseres yderligere. EU har selv på forhånd sagt, at man vil forsvare sin ret til at give direkte støtte til sine landmænd.

*Tjenesteydelser
EU og USA ønsker yderligere liberalisering af handlen med tjenesteydelser. Næsten en fjerdedel af den samlede globale eksport udgøres af tjenesteydelser som f.eks. telekommunikation, bankvæsen, forsikringsselskaber, hoteller eller luftfart.

*WTO skal tale kinesisk
Hvis Kina som ventet næste år bliver medlem nummer 135 af WTO, vil det også betyde, at organisationen for første gang, siden forgængeren GATT startede i 1947, bliver nødt til at indføre et nyt sprog. Det vurderer en højt placeret medarbejder i WTO's hovedkvarter i Geneve:
"Kommer Kina med, bliver vi nødt til at indføre kinesisk som sprog alene på grund af landets høje befolkningstal."
I dag har WTO tre officielle sprog, nemlig engelsk, spansk og fransk. Alle officielle møder og dokumenter oversættes til og fra de tre sprog.
Hvis kinesisk indføres som et fjerde sprog, vil det betyde store ekstra udgifter til oversættelse for WTO, som i forvejen har et meget stramt budget.
Bl.a. USA, Tyskland og Frankrig har meddelt, at de ikke vil spytte ekstra penge i WTO-kassen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu