Læsetid: 3 min.

A-teens styrer for vildt på mp3

14. december 1999

Hvis man gør det, man ikke må, og downloader mp3-musik fra Internettet, så kan det blive en stor aften. Hvis man altså vælger det rigtige maskinmusik

Undergrund
Det er nødvendigt at sløre adressen. Jeg kan kun sige, at det foregår i en større by et sted på Sjælland. I en mindre to-værelses lejlighed, hvor computeren er det næststørste møbel efter spisebordet. Mere kan jeg ikke oplyse.
For det er vist halvulovligt, det vi har for. I hvert fald kan cd-branchen ikke lide, at vi vil downloade den nyeste musik fra Internettet og gemme dem som mp3-filer. De filer, der fylder så lidt, fordi oplysningerne - altså musikken - er komprimeret. De filer, som cd-branchen frygter vil true dens fremtid.
Min vært til denne session har forstand på computer, og han skal hjælpe mig med at finde rundt i mp3-junglen. Han er helt fremme på IT-beatet, men der er alligevel plads til refleksion over, hvad fanden der egentlig foregår i den verden. På grund af min egen uvidenhed er min tilgang så meget på brugerniveau, som det overhovedet kan lade sig gøre. Hvad kan man så egentlig finde derude i cyberspace? Og hvordan lyder det?
Efter en søgning på ordet "mp3" på de almindelige browsere dukker den ene hjemmeside med musikudbud op efter den anden. Lige til at downloade. Et rent slaraffenland med alle genrer repræsenteret: Opera, klassisk, jazz, a capella, whatever. Og ikke mindst al den nyeste musik fra hitlisterne - MTV top 40 osv.

Musik til maskinen
Det er i den masseproducerede popmusik, at aftenens største triumfer skal fejres. Det viser sig nemlig muligt at downloade sådan noget som: A-teens med den gamle Abba-sang Super Trouper, Ann Lee med Two Times, Destinys Child med Bills Bills Bills og ikke mindst TLC med
Unpretty.
På computerens selvklart ringe plastikhøjttalere lyder det fantastisk, når A-teens' maskinproducerede melodier kommer ud fra en maskine - en computer. Musikken vinder simpelthen ved det, fordi form og indhold supplerer hinanden og går op i en højere enhed. Lydmæssigt opstår der en synergieffekt, der simpelthen styrer for vildt. Samtidig kan det konstateres at gamle, teknologiske 80'er-sange som New Orders Blue Monday også med fordel kan høres på mp3. De følgende timer bliver til decideret fede stunder og kulminerer ved, at vi hører Eiffel 65's i princippet irriterende computerlydshit fra i år, Blue. Sangen passer perfekt til at blive hørt på en computer, og det er og bliver en stor aften. Tror jeg.
Men sådan ender det ikke.

Rocken taber
For da vi bevæger os ind i rockgenren til navne som Radiohead, R.E.M. og David Bowie, bliver oplevelsen fladere og fladere.
Hvordan skulle man for eksempel kunne yde R.E.M.'s What's The Frequency, Kenneth? retfærdighed på anden vis end ved at skrue op for den på et godt stereoanlæg? Vel at mærke med en cd som kilde.
På computeren lyder sangen som om, man hørte den på en dårlig kortbølgeradio i en beduinlejr i Vestsahara, og Alanis Morisette får samme respektløse behandling af pc'en.
Nu kunne man jo overspille sangen til en diskette og smide den ind i en mp3-afspiller, der er koblet til stereoanlægget. Men, understre-ger værten, det lyder stadig ikke så godt som med en cd, da musikken mister kvalitet ved at blive komprimeret så meget.
Så hvad er cd-branchen egentlig bange for? Måske for det store udbud og for at udbydernes formaninger om, at man er forpligtet til at slette sine musikfiler indenfor 24 timer efter downloadning klinger endog rigtig hult.
Og så er der jo det der med, at det går så hurtigt på den front, at det er umuligt at kontrollere og stoppe det. Det er kun et spørgsmål om tid, før også Radiohead styrer for vildt på mp3.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her