Læsetid: 7 min.

Årtiet da alle kom med

30. december 1999

En status over 90'ernes litteratur

Tendenser

I det nummer af passagermagasinet Ud & Se, der i morgen for stedse forsvinder fra
DSB's waggoner, har man kunnet læse et portrætinterview med Klaus Rifbjerg. Heri beretter han om sin debut som digter og især om de stormomsuste 60'ere, hvor der konstant var bud efter ham og hans generation. Samtalen giver endvidere visse stikord til en karakteristik af hans virke som mediemenneske og debattør.

Den nye saglighed
Hvad der imidlertid ikke kom med i artiklen, var en passus om Rifbjergs seneste roman, Billedet fra i fjor. Den handler om en familie og var fra forfatterens side oprindelig planlagt som en stor slægtssaga a la Galsworthys Forsyte Saga. Da Rifbjerg i oktober i år sad og så tilbage, bekendte han at have siddet på Universitetsbiblioteket og som en anden Erik Aalbæk Jensen læst gamle aviser for siden at kunne flette dokumentarisme ind i sin store skæbnefortælling:
"Jeg ville," fortalte han, "endda gøre det endnu vildere, som Dos Passos, og klippe tre ting ud og sætte dem ind og lave ti-års perioder. Begynde 1907, hvor min mor blev student, og så køre op til 1987 eller 1997, eller hvad det nu kunne blive til. Men det blev det ikke til, det kunne jeg ikke tackle, af mange forskellige grunde."
I denne situation kom minimalismens nye saglighed ham sært nok til undsætning. For det næste, der skete, var, at historien ikke kunne fortælles: "Men så opstår den person, der fortæller historien. Drengen, der ligger hjemme i sin seng og fortæller en kæmpe historie med psykologiske glimt og drama og hist op og kom her ned og indimellem vender tilbage til sig selv. Så var den der, og hele læsset af viden om familiehemmeligheder kunne koges ned."
Historien er muligvis lovlig nem, men den siger os noget om, hvordan man påvirkes af tiden. En stor roman blev meget lille. Det historisk objektive blev subjektivt fænomenologisk.

Forenklingerne smuldrer
Samtidig minder Rifbjerg os om, at 90'erne ikke blot tilhører 90'er-forfattere. I dén litterære historieskrivning, der bedrives på kraft i denne tid, fremhæver man med fuld ret årti-typiske prosaister som Christina Hesselholdt og Jan Sonnergaard. Men decenniums-reduktionerne smuldrer, allerede når vi betænker, at 90'ernes litteratur langt hen ad vejen bæres af 80'er-navne som Solvej Balle og Peter Høeg, samt f.eks. Bossen og Bumsen, dvs. Jens Christian Grøndahl og Jens-Martin Eriksen. Helt galt bliver det, om man for alvor giver sig til at remse op, hvad der i prosa og poesi ragede mest fornemt op i 90'erne:
Det var i bemeldte årti, at Tage Skou-Hansen (f. 1925) lukkede sin tetralogi med Historier fra det runde bord. Det var i 1991, at Inger Christensen (f. 1935) udsendte Sommerfugledalen, et af århundredets smukkeste og væsentligste danske digte. Det var i 1993, at Peer Hultberg (f. 1935) fik Nordisk Råds flotte pris for Byen og Verden, en roman på hundrede historier fra en global provinsstad. Det var også i 90'erne, at Peter Laugesen (f. 1942) fandt frem til sin stemmes fylde og gav den plads i det lange format, og det var i selvsamme årti, Henrik Nordbrandt (f. 1945) fik humor og patos til for alvor at interferere i sine digte.
Vore litteraturinteresserede læsere kan selv supplere listen, men jeg fortsætter lidt endnu. For det var også i 90'erne, at to så forskellige prosaister som Jens Smærup Sørensen (f. 1946) og Bent Vinn Nielsen (f. 1951) markant fornyede realismen, og det er såmænd heller ikke ret længe siden, at poeter fra hhv. begyndelsen og slutningen af 80'erne føjede hidtil uhørte toner til den hjemlige sang; jeg tænker på arabeskerne i Det skabtes vaklen af Søren Ulrik Thomsen (f. 1956) og de ironisk hakkende - og umådelig righoldige! - talevers i sagde jeg, siger jeg, det seneste værk fra Pia Juul (f. 1962).

Nogle hovedtendenser
I et netop udkommet nummer af Litteraturmagasinet Standart giver en stribe skribenter bud på 90'ernes litterære særpræg og fremherskende tendenser. Prosaen dominerer, rimeligt nok, og inden for den kortlægges, hvordan i årtiets begyndelse en fænomenologisk 'minimalisme' stod over for bredt favnende 'maximalisme' af encyklopædisk tilsnit. De smalle, stramme bøger afgrænsede punkter og viste, hvordan den hele verden lå gemt i det enkelte livsøjeblik, og de store, leksikon-lignende romaner kortlagde hele felter, tit ved som Peter Høeg og Peer Hultberg at kombinere fortælleformer og genrer: Læs tre bøger, betal for én.
Mod slutningen af årtiet skifter signalerne. Unge debutanter som Peter Adolphsen (f. 1972) og Charlotte Weitze (f. 1974) forsøger sig med fabulerende, eventyrlignende kortprosa, og hos Jan Sonnergaard (f. 1963) og Pablo Henrik Llambías (f. 1964) sker der pludselig atter sager og ting i den realistisk funderede prosa, med Radiator og Rådhus, begge fra 1997. På det seneste har vi sågar set ambitiøse forsøg på at genoplive den store, den rigtig store roman, nemlig fra Janne Teller og Christian Haun Nielsen.
I lyrikken hæfter Standarts tendensaflæsere sig fortrinsvis ved to tidstypiske træk: dels opkomsten af genrehybriderne, de kasseformede rabledigte, der kan handle om hvad som helst, og som kerer sig lidet om traditionelle lyriske virkemidler, men som alligevel må stå og falde med rytmen og en fordring om maksimal udtryksmæssig fortætning - de klartskinnende hovedværker er her Katrine Marie Guldagers Styrt fra 1995 og Morten Søndergaards Ubestemmelsessteder fra 1996 - dels en genfunden optagethed af de bundne former, magtfuldt udfoldet i Klaus Høecks kilotunge mammutdigtkredse og i Niels Lyngsøs seneste bøger Stof fra 1996 og Force Majeure fra i år.

Personalhistorie
Derimod hører man ikke i Standart meget til, hvad det store, brede publikum læser. Men det drejer sig om vejledninger til kvinder om vejen til mandens hjerte samt utallige guider til lækrere mad, slankere krop, dybere meditation, mere effektiv ledelse, livskvalitet her og nu. Plus naturligvis erindringer af mennesker, der er blevet lands- eller verdenskendt for alt muligt andet end deres evne til at udtrykke sig skriftligt.
For 90'ernes tekstforbrug gælder fortsat den bibliotekariske tommelfingerregel, at når digtekunsten bliver avanceret, så flygter lånerne over i gruppen 99.4: Personalhistorie - blot med den vigtige tilføjelse, at det nu ikke længere handler om store personligheder i historie og kultur, men om mediefolk - og om læseren selv, din egen tids personalhistorie, din egen krops minikultur.
Betragtet i netop dette lys begynder de smalle bøger trods alt at hænge sammen med de brede. I en tid, hvor livsperspektivet skrumper, opsøger læserne strålende skæbner, samtidig med at digterne søger til problemets rod: tabet af lysende skæbne.
I stedet for lange slægtsromaner skriver de ultrakorte rids, eller de fryser tiden og afgrænser felter, kortlægger steder og øjeblikke. I 90'ernes mest avancerede digtning står verden åben i højden og dybden, sådan at samtlige tilværelsens lag kommer med, men også med et bemærkelsesværdigt historie- og omverdenstab. Der fortælles mikrohistorie, ud fra en klar erkendelse af makrohistoriens umulighed, verdens principielle u-kortlæggelighed.

De levende døde
Sådan opleves det nu. Men sådan har det måske altid været? I hvert fald er det påfaldende, at 90'erne ikke alene har bragt os en minimalistisk prosa og en maksimalistisk 'leksikonroman' samt genrehybrider vekslende med sonetter, terziner og haiku. Vi har også fået store værker fra verdenslitteraturen oversat til dansk. Opgaven: at favne verden i hele dens mangfoldighed og akutte u-kortlæggelighed, er som bekendt lige så gammel som litteraturen selv.
Klassiker-interessen kan aflæses af talrige markante titler. Det begyndte allerede sidst i 80'erne, bl.a. med Otto Steen Dues gendigtning af Ovids Forvandlinger, men siden er det heldigvis bare fortsat og fortsat. Vi har, takket være samme Due, fået en ny, meget smuk dansk Aeneide (1996) og en ny Iliade. Else Henneberg Pedersen har givet os en komplet oversættelse af Montaignes Essais, og Rigmor Kappel Schmidt har for nylig (1998-99) frembragt en både præcis og letlæst Don Quixote. Niels Brunse har nyoversat tre af Shakespeares vægtigste tragedier (Hamlet, Romeo og Julie, Kong Lear) og fire af de prægtigste komedier. Erik og Ellen H. Madsen nåede inden den sidstnævntes død at skaffe den læsende verden en lyslevende og dog lærd gendigtning af Lukrets: Om tingenes natur. Og Lars Bonnevie har i år udsendt sin, kongeniale, version af Célines rablende hovedværk Rejse til nattens ende. Listen kunne gøres længere endnu, men meget mangler jo fortsat; eksempelvis er det dog skammeligt, at markedet stadig skal plaskes til med kun lemfældigt moderniserede versioner af sagaoversættelser med halvandet hundrede år på bagen! For det nye årtusind eller blot århundrede må man inderligt håbe, at dygtige oversættere vedblivende vil opdatere den litterære erindring.
Billedet, der tegner sig nu, med to dage tilbage, forestiller et årti, hvor på en vis måde alle forfatterne før eller siden kom med, de unge, de yngre, de ældre, de gamle, de døde. Dén bredde lover godt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu