Læsetid: 3 min.

ABC-kunst

24. december 1999

Den modne Ancher
*Den første af to bøger (se nedenfor) om Skagensmalerne er diger og monumental, og skrevet af kunsthistorikeren Elisabeth Fabritius. Den er en opfølgning på hendes bog fra 1992 Michael Anchers ungdom 1865-1880. Hendes smukke nye bog, der er rigt illustreret med præcise farvereproduktioner, rummer beretningen om, hvorledes Michael Anchers kunstneriske udvikling blev næret af hans kolleger, bl.a. Viggo Johansen, nordmanden Christian Krogh, svenskeren Oscar Björck, Holger Drachmann, P. S. Krøyer og sidst, men ikke mindst, af hans hans muse og kammerat, Anna Ancher. Bogen er en monografi, det vil sige den er værkorienteret og fremlægger sine faktaprægede oplysninger ud fra et væld af kilder og ud fra grundige værkanalyser. Den rummer en lang række noter samt et oeuvrekatalog over Anchers værker fra perioden. Den udgives her i 11. time i anledning af 150-året for kunstnerens fødsel.
Michael Ancher startede som gammel folkelivsmaler, men blev accepteret i gennembrudskunstnernes kreds, fordi han indoptog den franske realisme og naturalisme i meget højere grad end impressionismen, som stort set alle i den periode anså for at være ekstrem og udansk.
Elisabeth Fabritius: Michael Ancher og det moderne gennembrud 1880-1890, Christian Ejlers Forlag, 280 s., farveill., 395 kr.

Skagensmalerne - forever
*Det er ufatteligt, så mange bøger og udstillinger, der følger i Skagensmalernes fodspor. Den lille kunstnerkoloni, der havde base på Danmarks top omkring århundreskiftet, har fået ikonagtig status og tiltrækker af den grund den mere traditionelle del af kunsthistorikerne, der hele tiden graver nyt frem fra gemmerne. De er som bekendt forlængst blevet folkeeje, disse kunstnere, der lod kunst og liv smelte sammen i værkets form, og det danske folk ynder at frekventere deres domiciler og studere deres værker - ikke mindst på postkort og kalendere.
Romanforfatteren Maria Helleberg har skrevet en biografi, der hviler på kilder om Skagensmalernes kvinder, det vil sige kunstnerne Anna Ancher, Martha Johansen, der var gift med Viggo Johansen og Marie Krøyer - hvis tragiske levnedsløb elles synes gennemlyst. Denne trojka, hvoraf den første fik både kunstnerisk og privat succes, den anden kompenserede for sit af ægteskabet tilbageholdte talent ved at sole sig i sin mands succes, og den tredje blev en tragedie, plejede omgang med hinanden på Skagen. Martha og Anna var oven i købet kusiner. Men den noget jaloux, bitre og moralsk fordømmende Martha, som belastes af seks børn og et trist ægteskab, og som lever i delvis fattigdom, sætter falske rygter i omløb om Marie Krøyers promiskuitet, og der opstår ballade i feriekolonien på Skagen. Det er i sig selv en spændende historie, der udfolder sig om de tre kvinders 'samliv', men dér hvor bogen bliver mere end blot en beretning om tre berømte kunstnere, er hvor Helleberg forsøger at beskrive de generelle forudsætninger for den kunstneriske skabelsesproces, som må få Fisseflokkens forfattere til at blegne. Bogen beviser, at "hvis man vil slå igennem som kunstner - og reglen gælder også for mænd - kræver det energi, stædighed, held og talent," skriver Helleberg. Men Marie havde kun det sidste. Og hvor Martha resignerede over for en hård skæbne, forblev Marie i bund og grund utilfredsstillet. Vred over, at ingen af hendes to betydelige mænd (P.S. Krøyer og Hugo Alfvén) havde formået at finde frem til hendes livsnerve. "At det først og fremmest havde været op til hende selv, faldt hende tilsyneladende aldrig ind," skriver Helleberg. Kun Anna Ancher realiserede sig selv, og hun forblev tolerant og åben, trods sit religiøse udgangspunkt, ligesom hun til det sidste forsøger at forblive loyal over for begge sine veninder. Marie beskrives i øvrigt som en forfærdelig mor. Datteren Vibeke, som hun fik med Krøyer, følte lettelse!, da moren forlod familien og - gravid med Alfvén - bosatte sig i Sverige.
Marie Helleberg: Martha, Marie og Anna. L & R Fakta. 252 s., ill., 268 kr.

Børnenes kunsthistorie
*Kunsthistorikeren Bente Scavenius har udgivet en lille bog, der er tænkt som en lettilgængelig intro til den danske kunsthistorie. Der lægges vægt på - gennem billedbeskrivelsen - at fortælle om kunstnerne i relation til samfundet.
I begyndelsen blev kunsten til som bestillingsarbejde for kongerne, men allerede i guldalderen løsrev den sig fra sine repræsentative forpligtelser, og den moderne kunstnertype opstod. Vi følger kunsten fra gotikken over renæssancen, barokken, rokokoen og nyklassicismen frem til guldalderen. Alt er nydeligt fortalt, så en 10-12-årig kan være med, men det vil både være hyggeligt og stimulerende at læse bogen sammen med sine forældre.
Bente Scavenius: Den lille Billedkunst, Gyldendal, 62 s., farveill., 148 kr.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu