Læsetid: 4 min.

Apokalypsen gennemsyrer historien

20. december 1999

Frygten for apokalypsen deler nutidens menneske med alle tidligere generationer i den kristne verden

BOSTON - Menneskets angst for verdens undergang og tro på dommedag er ikke et nyt socialt og psykologisk fænomen.
Når folk over alt i verden lidt skælvende ser frem til dette årtusindeskifte - og frygten for en katastrofe forårsaget af edb-maskiners gale datoindstilling gør det sandelig værre - deler de denne frygt med alle tidligere generationer i den kristne verden.
Ja, man kan endda spore den apokalyptiske forestilling tilbage til de jødiske stammer, der levede før Kristi fødsel for mere end 2000 år siden. I trængselstider, hvor de var forfulgt og på flugt som et mindretal, kom angsten for udslettelse til udtryk i jødisk litteratur. Det bærer f.eks. Daniels Bog i Det Gamle Testamente vidnesbyrd om.
Efter Kristi død førte apostlen Johannes i sin beretning om åbenbaringen i Det Nye Testamente denne tradition videre. Enhver der har læst Johannes' og Daniels Bog kan forstå, hvor dramatisk et indtryk forudsigelsen om verdens undergang og de efterfølgende katastrofer må have efterladt hos læsere af bibelen. Det gælder pøblen såvel som de veluddannede og privilegerede klasser.

Efter mørke kommer lys
Gennem tiderne har kristne folk været stærkt overbevist om en antikrists komme - Satans alter ego. Under hans styre på Jorden ville menneskeheden blive tildelt en grufuld skæbne og brænde i Helvede. Albrecht Dürer, Pieter Brueghel og Hieronymus Bosch står for nogle skrækindjagende illustrationer af tragedien.
Men efter mørke kommer lys. Modgangstiderne, Guds straf for at have syndet og forbrudt sig mod hans love, ville blive afløst af Kristi genkomst og oprettelsen af tusindsårsriget. Guds himmerige stod lige for døren.
Disse virkningsfulde profetiske visioner har ikke kun øvet en sporadisk indflydelse på folk gennem tiderne. Når Halley's komet med jævne mellemrum dukkede op på himmelhvælvingen, gik der rigtig nok panik i menneskemasserne. Jordskælv, flodbølger, epidemier og storkrige havde samme øjeblikkelige effekt.
Det fascinerende er imidlertid, at dommedagstænkningen faktisk gennemsyrer hele den kristne civilisations historie - på godt og ondt. Den amerikanske historiker Norman Cohn var den første, som opdagede denne ledetråd, hvilket han beskrev i bogen The Pursuit of the Millennium (1957).
Cohns tese var, at Bibelens forestilling om verdens undergang er blevet overført fra en kultur til en anden, fra et sprog til et andet, fra en generation til den næste og selv fra religiøs til verdslig diskurs uden af den grund at miste sin sammenhængskraft og enestående evne til at opildne de rådvilde masser til opstand.

Apokalypsens lup
I en anden netop udkommet bog tager Eugen Weber, professor i europæisk historie på University of California, samme tråd op og maler et fascinerende billede af verdenshistorien set gennem den apokalyptiske lup.
Her får vi at vide, at kun i de seneste par hundrede år har europæere og amerikanere været klar over deres alder. Dante havde f.eks. kun en vag anelse om sin fødselsdato. Så dommedagsvisioner blev ikke udløst af århundredeskifter, thi kun få mennesker fulgte kalenderen og i alle tilfælde blev den gregorianske kalender først bebudet i 1500-tallet og gradvist indført i forskellige europæiske lande, senest i Rusland i dette århundrede.
Kristnes frygt for verdens undergang blev derfor udløst af helt andre markante begivenheder - f.eks. en stjernekonstellation. Da Tyge Brahe opdagede et nyt solsystem i 1572, tog han det som et varsel om Kristi genkomst. Hans assistent Johannes Kepler fandt, at Det Nye Testamentes datering af korsfæstelsen ramte galt med fire år på baggrund af en tilbagevendende solformørkelse.
Ikke kun naturfænomener og katastrofer satte gang i fantasien. Indtil oplysningstiden i 1700-tallet diskuterede lærde folk datoen for verdens undergang som noget givet og uundgåeligt. Ens fjende eller ideologisk-religiøse modstander blev pr. automatik kaldt en antikrist. Da tyrkerne stod ved Wiens porte, var de Satans budbringere. Protestanter anså paven for en antikrist.
Allerede i det 4. århundrede tog kirkefaderen Augustin behørig afstand fra dommedagsvisionerne. Leonardo da Vinci gjorde grin med sine samtidige. Først i oplysningstiden - da materialismen og den rationelle tænkning tager over - spreder anskuelsen sig i lærde kredse, at Bibelens ord måske ikke skal tages for bogstavelig, skriver Eugen Weber.
I vor moderne tid, de sidste 2-300 år, synes visionen om et tusindsårsrige at vinde frem på bekostning af undergangen. Puritanerne og andre emigranter til Den Nye Verden så Amerika som opfyldelsen af den bibelske profeti. Utopister af forskellig art drømmer i 1900-tallet om et rige, hvor menneskeheden lever i fred, frihed og velstand.
Fantasteriet kan imidlertid også give udslag i menneskeskabte katastrofer, som nogle ville kalde antikrists styre. Norman Cohn og nu Eugen Weber ser Karl Marx' kommunisme og Adolf Hitlers 3. rige som tragiske udtryk for en vrangforestilling om Guds rige på Jorden, der kostede millioner af mennesker livet.
Nytårsønsket bør altså være, at visionen om verdens undergang forbliver en bibelsk fiktion. Gud bevare os fra et tusindårsrige.

Undergang
*Eugen Weber: Apocalypses - Prophecies, Cults, and Millennial Beliefs Through the Ages. 249 s. $24.95. Harvard University Press

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Godt man altid er i sidste øjeblik der! ;-)

Men glem nu ikke optimismen. F.eks Jehovahs Vidners regnedrenge har, mig bekendt, spået og udsat apokalypsen ikke mindre end 14 gange....

God undergang eller Jul....:-)

Hvis apokalypsen som en istedet positiv begivenhed (rent teoretisk) var opfundet af en Harry Potter så ville folk efter en sådan Harry Potter skabt apocalypse - ikke have hørt om 2. verdenskrig - AIDS og 11.september og al anden ondskab fra f. eks 23/12/12- da dette mirakuløst aldrig havde fundet sted.

Men desværre tenderer Apokalypsens skumle præsteskab til kun at vise den ene side af Apocalypsen - som dels uovervindelig og ond.
Men kendsgerningen er at endda uovervindelig ondskab har et spejlbillede af sig selv i modsat-rettet form - og i dette aldrig omtalte spejlbillede er Apocalypsen kun at betragte som en ragekniv og et viskelæder der kun bortfjerner al udført ondskab og mindet derom.

Det fine ved sådan et princip er, at man kan tænke sig frem til at ufattelige ondskaber - engang udført - ved sådan en indgribende skillelinie som den positive Apokalypse - (kan vi kalde fænomenet) må ufattelig ondskab og al dens effekt på nutiden være helt sporløst forsvundet.

Naturligvis efterladende enhver tids ondskab's magtvæsener som alle tiders tabere.

Hvordan fik du drejet dét over i en ideologisk modsætning, alle ideologier er spundet på tro.

Den eneste fællesnævner er uvidenhed.

Hvis man koger det ned, er det dødsangst, og alle er udvalgte. Vi forvalter den rejse, til det uundgåelige, med ringe agt.

Fra vugge til overførelsesindkomst.

Jesper Wendt
"Hvordan fik du drejet dét over i en ideologisk modsætning, alle ideologier er spundet på tro."

Hvis det er mig du spørger ?

Så er er svaret vel det enkle at derfra min religiøse platform er jødedommens og kristendommens alle forbandelser - kun til at forkaste og smide bort.

Og da jeg helt konkret kan se en "positiv Apocalypse" indvirke både jævnligt og konstant på vores samfund - er intet mere nemt end at påpege princippet bag en sådan konstant kørende "positiv Apocalypse".

Iøvrigt er Apokalypsen ikke blot dødsangst - det er påduttet dødsangst !

Apokalypse er, når det forhæng der skærmer for udsynet, trækkes til side og virkeligheden åbenbares.

Angst for apokalypsen er så angsten for at vide, se og kende sandheden.

Eller hva?

Sören Tolsgaard

Artiklens påstande er på mange måder forvrøvlede og tendensiøse.

"Frygten for apokalypsen deler nutidens menneske med alle tidligere generationer i den kristne verden"

Artiklen gentager adskillige gange, at alle tidligere generationer af kristne (ja endda jødiske stammer før Kristi fødsel), har efterladt vidnespyrd om en sådan frygt, når de var forfulgt og på flugt som et mindretal.

Elementært. Og denne frygt gav allerede de ældste mesopotamiske skrifter udtryk for i form af syndflodsberetninger, undergangsscenarier, som man naturligvis betragtede som gudernes værk, ligesom også den nordiske mytologi bebuder sit Ragnarok. Det hinduistiske hovedværk Mahabharata udmunder i, at konger og guder udkæmper et ødelæggende slag, hvorpå den nuværende tidsalder kaldet "Kali Yuga" begynder - "the fourth and final age of mankind, in which great values and noble ideas have crumbled, and man is heading toward the complete dissolution of right action, morality and virtue."

Så der er på ingen måde tale om et særligt jødisk-kristent fænomen, men et perspektiv, som har været indeholdt i al indo-europæisk mytologi siden den fjerneste oldtid og formentlig også i mange andre kulturer. Forståeligt nok, for nårsomhelst en kultur er blevet overmandet af mere eller mindre barbariske herskere, har de involverede erfaret en "dommedag" og meddelt frygten for lignende tildragelser til de følgende generationer.

I forsøget på at levendegøre Middelalderens bevidsthed omkring kosmiske og kronologiske forhold synes den anmeldte bog omtrent ligeså forenklet og fordomsfuld, som den skrøne, der har fastholdt vor tids almene bevidsthed i forestillingen om, at man dengang troede, at Jorden er flad. Det var faktisk ikke tilfældet.

Det er formentlig en omtrent ligeså grovkornet undervurdering, når det hævdes, at Dante kun havde "en vag anelse om sin fødselsdato"; eller hævdes, at man dengang knap nok havde en fornemmelse af århundredeskrifter og begrunde denne "skarpsindige" analyse med, at Rusland først gik over til den gregorianske kalender "i dette århundrede" (sic!). Nogle har åbenbart stadig vanskeligt ved at hitte rundt i århundredeskifterne!

Og kan den amerikanske forsker virkelig mene, at lærde mennesker dengang ikke var opmærksom på livsfaser og årstal, omend de måske anvendte en lidt mere unøjagtig kalender, eller at forudsigelser fra astrologer og andre lærde, som Tycho Brahe, Johannes Kepler, Giordano Bruno og Nostradamus, ikke spredtes vidt omkring? Arrtiklen tegner et forsimplet billede af datidens formåen på dette område.

Og så har der ganske rigtigt altid været prædiket modforestillinger: Allerede Augustin, Leonardo da Vinci og andre begavede mennesker rystede på deres kloge hoveder, men det var ifølge forfatteren naturligvis først "da materialismen og den rationelle tænkning tager over", at der for alvor blev gjort op med denne (kristne) dommedagsmentalitet.

At den modernistiske fornægtelse af dommedagsperspektivet siden har givet anledning til opskruede forventninger om bl.a. et nazitisk tusindårsrige og andre materialistisk baserede idealsamfund, får artiklen også lige med. Mens den undlader at komme ind på, at det materialistiske "fremskridt" og dets medfølgende ubalancer efterhånden indgyder en stigende fornemmelse af "dommedag" blandt både lægfolk og lærde.

Så måske kan vi slet ikke undvære dette begreb, hvis vi vil forstå menneskehedens potentiale, ligesom vi måske heller ikke bør nære den illusion, at vi er blevet frygtelig meget klogere, når det gælder om at undgå sådanne katastrofer. De undgås i hvert fald ikke ved påståelig selvhævdelse, som ikke formår at perspektivere de historiske tildragelser, og samtidig kun forholder sig yderst mangelfuldt til vor egen tid.

Kaspar - det var til 'max og nazismen'... Er nu ret enig i din konklusion. Den her tlf er helt umulig til copy/paste af citater - så jeg har lidt droppet det i dovenskabets navn.

Måske vinder jeg årets Robert. :p