Læsetid: 5 min.

Jeg vil bare spille mine sange

20. december 1999

I 30 år har Sebastian optrådt i pullover og cowboybukser og ladet musikken tale for sig selv

Portræt
Vanløse Bio, december 1969. Knud Christensen, en ung mand på 20 år med stort hår og et mut ansigt, har fået sin første pladekontrakt og indspiller sin første singleplade. Han har hørt Donovan og Dylan, og hans stil på singlen,
"I Won't Do It Mama", ligger lige i hælene på især Donovan.
Cirkusbygningen i København, 19. december 1999. Sebastian afslutter sin turne med to næsten udsolgte koncerter på samme dag efter at have holdt en pause fra 'popcirkuset' i over 10 år. Det er samtidig dagen, hvor Sebastian fylder 50 år.
For mange unge - heriblandt undertegnede - er Sebastian alias Knud Christensen repræsentant for en generation af rockmamas og rockpapas, der for længst har spillet deres bedste kort, og som godt kan pakke deres gear sammen og gå på pension. Men Sebastian hævder sin ret til fortsat at spille sin musik.
"På et tidspunkt i starten af 90'erne blev jeg klar over, at det var tvivlsomt, om jeg overhovedet kom tilbage til rockscenen. Og det er vel egentlig også sådan, det er nu. Når man hører - nærmest som en anklage - at det ikke er mig, der forener den danske rockscene mere, så kan jeg kun sige: Det er heller ikke meningen. Jeg er et andet sted nu," siger Sebastian.
"Jeg ville blive alt for hårdt dømt i popcirkuset, alene fordi jeg er så gammel. Men derfor tillader jeg mig alligevel at sige, at det kan ikke være rigtigt, at jeg ikke kan få lov til at gå ud at spille nogle gange med mine gamle sange uden at stå som den store fornyer."
"Jeg har også fjernet mig fra miljøet. Hele attitude- og gimmickræset har aldrig været mig, og det er en for stor del af rockmusikken i dag. Jeg har hele tiden postuleret, det var den enkelte sang, der talte. Men man skal hele tiden have passet det ind med pladeselskabet og medierne. Til sidst er der meget lidt, der beskriver musikken selv. I de værste tilfælde får publikum ikke lov til at høre og bedømme det selv."

Eksperiment og giro 413
Men der var engang , hvor Sebastian stod for noget af det mest eksperimenterende musik på den danske rockscene.
"I 1971 lavede jeg min første dansksprogede singleplade, som var en seks minutter lang sag, der hed "Lossepladsen bløder". Og den vakte en hel del opmærksomhed. Det var en meget, meget lang sang i forhold til datidens normer. I 1972 kommer så albummet, Den store flugt, som bliver et enormt gennembrud, og da begynder jeg for alvor at eksperimentere ved at lave en sammensætning af musikerhold, der var helt uhørt. Jeg blandede deciderede rockmusikere med jazzmusikere, folkmusikere og dansktopmusikere og forsøgte at lave et udtryk, som lød anderledes."
"Samtidig begyndte jeg også at eksperimentere med konceptudtrykket ved at lade en form for rød tråd løbe gennem hele pladen. Behovet for at sætte sangene ind i en ramme bliver også en slags forløber for, at jeg senere hen bruger musicalkonceptet. Den enkelte historie indgår i et større sammenhæng, selv om jeg også arbejder utroligt meget med den enkelte sangs egen identitet," siger Sebastian.
- Men til gengæld hører man dig også i Giro 413, og Blå Øjne finder på at lave 'Romeo'. Der er sket en modtagelse af din musik, der gør, at man også kan regne din musik for dansktop i dag.
"Det er både rigtigt og forkert. I virkeligheden er min musik alt for kantet til Giro 413, og den handler ikke om dig, mig og vi to, sejlede i træsko, som man synes, det skal. Mange af mine sange har taget mange forskellige aspekter af kærligheden. "Du er ikke alene" handler for eksempel om et kærlighedsforhold mellem to drenge, men er også blevet brugt til alt muligt andet."

Den melodiske styrke
- Men dine melodier apellerer til noget alment eller bredt.
"Ja, det melodiske er min helt store styrke. Man søger selvfølgelig hele tiden at opnå, at tekst og melodi skal gå op i en højere enhed."
"Men jeg kan aldrig bestemme, hvad folk får ud af mine ting. At lave en sang er en form for drejebog til folks egen fantasi. Folk får vidt forskellige oplevelser af den samme sang. Det kan man aldrig styre, men du kan lave din sang, som du synes, den skal være, men hvad folk får ud af det er meget forskelligt."
- En mand som David Bowie brager igennem med sit nye album, og han er trods alt 52 år. Han får nærmest det samlede danske anmelderkorps til at dåne.
"Det er et interessant fænomen. Jeg holder meget af Bowie på grund af nogle enkeltstående sange. Jeg har altid synes, at hele hans imagecirkus er dybt uinteressant, men det har været enormt interessant for rockbranchen. Og så bliver det lige så interessant, når han smider masken. Gab. Jeg så en koncert med Bowie i tv her for nylig. Jeg synes, den var røvkedelig. Manden har lavet nogle fantastiske sange, men helt ærligt, så står han der nøgen i sweat shirt, og det har jeg gjort i alle årene. Og så er
det lige pludselig interessant."

Sminke og image
"Der er ikke noget i vejen med, at han bruger teatersminke på sig selv, men jeg foretrækker at der er nogle andre, der gør det frem for mig selv. Det væsentligste må være sangene."
- Inden du sagde farvel til rocken prøvede du med et mafia-image på 'Miraklernes Tid'. Der var det, som om du prøvede at gå ind i det her popcirkus.
"Jeg havde været væk fra rockscenen i et par år, så pladeselskabet skulle lave et
comeback, og jeg havde de der meget skarpe holdninger til, at jeg ikke gad at lave videoer og alt det der pis. Og samtidig har jeg forlangt, at hvis jeg skulle lave en stor albumproduktion, så fik jeg den tid i studiet, jeg skulle bruge og med de musikere, jeg ville have. Derfor blev det nogle dyre produktioner, der så skulle sælge meget. Derfor krævede pladeselskabet, at den skulle lanceres ordentlig, og at det var dem, der skulle bestemme lanceringen."
"Det gik jeg til en vis grad med på, men havde ikke lyst til, at mafiaboss-billedet skulle på pladecoveret. Det kunne man bruge i nogle andre sammenhænge, og jeg gik med til at bruge det på videoen. Så jeg blev meget ked af, at det blev forsidecoveret."
- Det er pudsigt at se den udvikling, at i dag ser alle de moderne rockbands ud som om, de lige er kommet ind fra gaden.
"Så er jeg måske pludselig blevet trendy igen," griner Sebastian.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her