Læsetid: 2 min.

Billeder der swinger

13. december 1999

Timme Rosenkrantz' efterladte fotosamling danner basis for en righoldig jazzbilledbog

Ny bog
Journalisten og forfatteren Timme Rosenkrantz, der døde i 1969, samlede på jazzbilleder fra omkring 1930, og de fotografier, ofte til publicity-brug, som han fik fra sine mange, ikke mindst amerikanske, musikervenner supplerede han med egne amatørfotos, som han begyndte at tage under sit første New York-besøg i 1934.
Den store samling (over 2000 billeder), der ligesom andre offentligt betalte samlinger i Det danske Jazzcenter blev overført til Syddansk Universitetsbiblioteks Musikafdeling på Det Fynske Musikkonservatorium i Odense, da jazzcentret ophørte for et par år siden. Her har bibliotekar Frank Büchmann-Møller registreret samlingen samt - på grundlag af denne - redigeret en righoldig billedbog.
Mange af billederne har tidligere været offentliggjort i Timme Rosenkrantz' tidsskrift Jazzrevy (1934-35) og i hans egne fotobøger, Swing Photo Album (1939) og Jazz Profiles (1946), så der er gengangere i Büchmann-Møllers bog, men også meget som vil være nyt selv for erfarne jazzøjne.

Fra Royal Garden
Eksempelvis er der et daguerrotypi-agtigt, gammelt og ret medtaget fotografi, som stammer fra 1918. Det viser en sekstet af New Orleans-musikere i The Royal Gardens Café, der åbnede i Chicagos South Side-kvarter som byens største dansehal, hvor en række sorte musikere kom til at spille gennem en årrække.
Orkestrets leder var bassisten Bill Johnson, men dets mest berømte medlem var kornettisten Joe 'King' Oliver.
Billedet er det ældst kendte med Oliver og viser ham et par år, før han dannede sit eget orkester, der yderligere et par år senere blev til det berømte Creole Jazz Band, hvortil en kun godt 20-årig Louis Armstrong blev hentet op fra New Orleans. De andre fire musikere er Paul Barbarin (trommer), Eddie Vinson (basun), Lottie Taylor (klaver, ikke fra N.O.) og Jimmie Noone (klarinet).
Lad mig som det mest spændende også nævne billederne af Louis Armstrong med Carroll Dickersons orkester i 1927 og med eget i 1931, grammofonorkestret Chocolate Dandies i 1940, Duke Ellingtons orkester i 1940-41 (med Jimmie Blanton på bas, ikke Junior Raglin, som det hævdes s. 61), Spirits of Rhythm i ca. 1940 og Mary Lou Williams' trio med Bill Coleman og Al Hall i 1944.
I det hele taget er det swingperiodens musikere, der fylder mest og stod Rosenkrantz' hjerte nærmest.

Et par smuttere
Bogen rummer 300 billeder, og man kommer godt ud i jazzens afkroge, hvilket er fint nok, men var det nødvendigt at medtage dansepianisten Eddie Duchin, crooneren Bob Eberly og refrænsangerinden Helen O'Connell? Stoffet er arrangeret (løseligt) alfabetisk i stedet for kronologisk, og Büchmann-Møllers sagkundskab fornægter sig ikke i de fyldige engelske billedtekster.
Et par smuttere kan dog noteres: fotograf Wraae (s. 6) er næppe Erik, men Ebbe; teksten til portrættet af Artie Shaw (s. 165) omhandler Shaws orkester, som ikke ses; og Dinah Washington (s. 180) præsenteres som den eneste uden fødsels- og dødsår (1924 og 63). Det kan vel rettes i et kommende appendix, f.eks. i forbindelse med publicering af nogle af de hundreder af
fotografier i samlingen, som endnu ikke er blevet identificerede.

*Frank Büchmann-Møller: Is This to Be My Souvenir? Jazz Photos From the Timme Rosenkrantz Collection 1918-1969. 202 s. ill. Kr. 328,00. Odense University Press 2000

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu