Læsetid: 4 min.

Bøgernes farveskær

18. december 1999

DE, DER SÆLGER bøger, udstiller dem i deres vinduer efter forskellige principper. Boghandeler bruger gerne nyhedskriteret, dvs bøger, der er godt omtalt i medierne, bøger af kendte og populære forfattere, smukke gavebøger etc. Antikvariater er friere stillet, fremhæver måske sjældenheder eller bøger med beslægtede emner, temaer, genrer, f.eks. kunstbøger, rejsebøger, kogebøger, digtsamlinger, samlede værker af denne og hin.
En original idé kan man for tiden atter se i Fiolstræde, det indre København, hvor
Buscks antikvariat i alle vinduerne har samlet lutter røde bøger til udstilling. Ikke formand Maos lille røde, De røde enge eller Røde Orm, men bøger i rød indbinding. Det er forretningens årlige anfald af julestemning eller bare almindelig farveglæde, forbavsende smukt og forunderligt er det. En glødende vinduesrække midt i vintermørket, en kaminild af læselyst, et nyt lys på litteraturen.

NÅR JEG NU kaster et blik på arbejdsværelsets reolmasser, så ser jeg nok rødt, men en spredt rødmen uden den intensitet, som den systematiserede kolorit ville kunne give. Dér står de alfabetisk eller fagligt klassificeret, for at jeg dog kan finde rundt. Svært nok, fordi så mange bøger unddrager sig entydig bestemmelse og er anbragt uden genkendeligt strukturelle overvejelser.
Det er så en overvejelse værd at genopstille bøgerne efter f.eks. størrelse, farve, indbinding eller andre sanselige træk. Som bogbruger husker man fra fornemmelsen i hænderne meget godt en bogs udseende og stofkarakter: farve, tykkelse, højde, indbinding. Man kan med et blik hurtigere identificere den end komme i tanker om en fagbogs forfatter.
Hvor har man nu anbragt et værk med flere forfattere eller med blandede emner og kategorier? Ligefrem at gå i gang med at oprette bibliotekernes decimalsystem til privat brug ville gøre en til bogholder mere end til bogbruger. Men tænk en herlig farvelade at leve i, med sektioner af røde, grønne, blå, gule, sorte og hvide bøger! Måske opstillet i regnbuens farver med blide overgange. Spektralanalyse som vejen ind til tekstanalysen.
RADIO's OG TV's afdøde litteratør og dannelsesrepræsentant Jørgen Claudi betroede mig engang sin tristesse ved at se hen over sit hjemlige landskab af reoler fulde af nye bøger.
De er hvide allesammen!, sagde han klagende. Claudi, der engang havde skrevet en bog - den var gul - om Eyvind Johnson, havde åbenbart erhversmæssigt renonceret på klassikerne med deres læderrygge og guldtryk, oaseged i bibliofil blånen og århundredskiftets jugendforsiringer på rødt, blåt og grønt pap, til fordel for den nødvendige professionalisme, aktualiteten og hele dens fantasiløse udstyr. Der var en periode, hvor forlagene ikke gjorde noget ud af ryggene.
Det var ved en fest i Hvidovrecentrets festlokaler under tildelingen af boghandlernes Gyldne Laurbær til Leif Panduro. Vi sad efter smørrebrøddet og rødvinen i en palmehave og talte om bøger og deres mere eller mindre kulørte skæbne. I Hvidovre.

JEG HAR SET den påstand fremført, at dette med farver skulle være en kvindelig holdning til bøger, da kvinder som bekendt er umiddelbare og ufaglige og derfor lader sig styre af lyst frem for af forstand. Dengang, hvor man endnu slap godt fra at mene den slags, hændte det også, at jeg læste kriminalromaner. I en af dem - jeg husker ikke hvilken - var det afgørende indicium mod en morder en vis genopstilling af en væltet reol: bøgerne stod nu ordnet efter farve, hvad der entydigt pegede på den kvindelige mistænkte.
Det har været fra tiden før 1970, det år da kvinderne i Danmark ikke kun tog røde strømper på og andet af, men skar mændene ned til bog- og sokkeholderne ved at vise, at de havde gennemskuet det herskende sociale decimalsystem. De begyndte at skrive deres egne bøger om og til hinanden, farvet af private erfaringer.

FARVEGLÆDEN i videre forstand er skildret af bl.a. Sophus Claussen i hans
Foraarstaler (1927), en samling af artikler og essays, hvor han bl.a. reflekterer over forholdet mellem poesi og maleri i sit nye atelier, optaget af at skabe bildende kunst. Han gør det med ordenes musik: "Det var en ny Musik, en ejendommelig Omgangskreds. Det rødes Orkester. Det gules Orkester. Det blaa. Der var Buskadser af lilla og violette Toner, med 'Mørke som Roser udbreder'. Den grønne Symfoni. Og Racerne, Farveslægterne, Familien Okker, Familien Cadmium... Jeg lod Farverne brænde sammen og danne Form. Det var ligesom Verden fik Sammenhæng paany."
Han understreger formens nødvendighed i livets farvespil. Og en eller anden form må man finde til opstilling af bøgernes mængde, for nu at vende tilbage til bogens fysiske væren og rejsen i kammerets snævre perspektiv.
Jeg har samlet bøgerne af og om Sophus Claussen på nogle hylder for sig, uden for systemet. Dér står bl.a. 1980'ernes heftede udgave af hans samlede digte i 10 bind, ved Jørgen Hunosøe. De udgør netop en smuk farverække fra rødt over gult og grønt til sortnende blåt, hele spektret i blide overgange, sådan som også denne mesterpoet brugte sproget.
Hans bøger er til hele året. I tilegnelseslyst, som han siger. Farverne gør det let for en at finde dem i ethvert bibliotek.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her