Læsetid: 2 min.

Center for Dansk Billedkunst orienterer

28. december 1999

CDB har oppet sig. Det har skiftet selvrosen ud med nyttig information

Kunst
Det klæ'r det lille statslige foretagende, der skal betjene kunstscenen bredt, at det nu har lagt stilen om. Tilforn delte man flittigt ud med superlativer om Centrets virke og foruddiskonterede dermed - troede man - en positiv modtagelse hos journalister og kunstkritikere.
Nu har centrets direktør, Lars Grambye, som vil være Informations trofaste læsere bekendt, lagt informationsdelen ud til sine medarbejdere, der netop har sendt nyhedsbrev nr. 3 på gaden. Heraf fremgår det, at man nu har støttet transporten af Bjørn Nørgaards gobeliner til dronningen. Først fra Paris til Kassel og derefter fra Kassel til København. Gobelinerne vises den 16. april 2000 i Christiansborg i anledning af Dronningens 60 års dag.
Det fremgår også, at billedkunstnere kan søge atelierophold af tre måneders varighed i Berlin og af seks måneders varighed i New York. Ansøgningsfrist henh. den 1. februar og den 31. januar. En kurator og en kunstner kan tillige søge ophold i Los Angeles med bil og lejlighed. Kirsten Dufour tager afsted i foråret, mens Lene Burkard fra Brandts Klædefabrik tager afsted til efteråret. Og en masse andre oplysninger om dansk kunsts deltagelse i
biennaler, messer og om separat- og gruppeudstillinger i udlandet.
CDB yder gennem sin fondsvirksomhed økonomisk tilskud til eksterne projekter efter ansøgning. Det fremgår af listen over tildelte fondsmidler og støtte fra 30. august i år og frem til årsskiftet, at det i særlig grad er unge kunstnere, der har fået tildelt støtte. Det er Henrik Plenge Jacobsen, N55, Joachim Koester, Superflex Jens Haaning, Peter Land, Jes Brinch m.fl., der går igen. De udstiller flittigere i udlandet end andre kunstnere, og ansøger derfor hyppigere om tilskud.

Ny adresse
Centret fik ny adresse i efteråret: Kgs. Nytorv 3-5 i Harsdorffs hus. Her har man fået mulighed for at udvide biblioteket og studiesamlingen. Der er også indrettet læsesal, ligesom der er indrettet en møde- og foredragssal.
Den skiftende bestyrelse består p.t. af kunstneren Hans Chr. Rylander, der er formand. Øvrige medlemmer er Helle Behrndt fra Kunstforeningen, kunstnerne Jesper Christiansen, Jette Vohlert, Elle Klarskov Jørgensen og Niels Guttormsen, Claus Hagedorn-Olsen fra Horsens Kunstmuseum, Leila Krogh fra Willumsens Museum samt galleristen Peter Weinberger.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her