Jørgen Leth skildrede hele den danske litteraturhistorie i en kortfilm på 44 minutter. Hvem skulle med, og hvem skulle ikke med?
Boguddrag
Anders Leifer, der er cand. phil. i filmvidenskab, har skrevet en bog om filminstruktøren Jørgen Leth på baggrund af 30 timers interviews, hvor hver af Leths 38 film bliver drøftet. Det let forkortede uddrag, vi bringer her, tager udgangspunkt i filmen 'Dansk Litteratur' fra 1989. Leth er - som en anden fodboldtræner - ved at 'sætte hold' til filmen. 'Hjælpetræner' er kollegaen, forfatteren Asger Schnack. Leth fortæller til Leifer:
"Vi var stort set enige om, hvilke klassikere der skulle med, og hvilke vi måtte forkaste. Og der var jo masser, der måtte ryge ud. For eksempel Johannes V. Jensen - ud med ham! Valgene er ofte provokerende, men ikke tilfældige. Martin A. Hansen ville aldrig kunne kravle bare i nærheden af den film og heller ikke Jacob Paludan. Især ikke Martin A. Hansen. Valgene er simpelthen alle baseret på, hvad vi syntes var værd at tage med. (...)
Det nulevende drama
Men det kritiske punkt, det var de nulevende digtere. Det var det største drama, og det vidste vi, Asger Schnack og jeg. Vi lavede hver vores valg, men der var næsten ingen uoverensstemmelser - og så havde jeg selvfølgelig det sidste ord. Jeg er jo selv digter og kender mange af dem personligt, men der skulle simpelthen vælges. Og filmen bliver i sig selv en balanceakt med hensyn til, hvor mange nulevende digtere, der skulle være i forhold til de gamle. Og de skulle også placeres på en bestemt måde, for der var jo den forskel, at de nulevende havde krop og ansigt.
Jeg vil sige, at man kan jo sagtens redegøre for, hvem der er med og hvem der ikke er med, men det er måske sværere at sige hvorfor. Erik Knudsen overses ofte, men han er en meget stor digter, som fortjener at blive revurderet, og han er stærkere end andre digtere fra samme periode. Det er begrundelsen for, at han er med.
Peter Laugesen er en stor digter, som virkelig fortjener at komme på plads, men så ryger der altså en anden stor digter ud, nemlig Henrik Nordbrandt, som jeg virkelig sætter meget højt. Men jeg blev jo nødt til at forholde mig strategisk til det hele. Hvis Peter Laugesen var med, kunne jeg ikke også have Nordbrandt. Jeg kan dårligt forklare hvorfor - men det har noget at gøre med, at jeg ikke ville overbefolke filmen med digtere fra samme generation.
Balancen
Rifbjerg er med som modernismens repræsentant, kan man sige, og det er så på bekostning af Gustava Brandt, Jørgen Sonne, Uffe Harder og andre, som jeg også holder meget af. Specielt Uffe Harder ville jeg gerne have haft med i filmen, men Rifbjerg var alligevel en markant repræsentant. Han har også det der kubistiske ansigt, som er fantastisk godt. Ja, hans presence er indiskutabel, og med de billeder af ham, som i øvrigt er de første i filmen, ville jeg også godt ajourføre min Rifbjerg-film fra 1975. Så er der Peter Seeberg, og man kan bestemt diskutere, hvilke prosaister fra den generation, der skulle med. Men jeg synes godt om Seeberg.
Og så ville jeg aldrig drømme om ikke at have Svend Åge Madsen med. Men det var klart for mig, at for eksempel Sven Holm og Vagn Lundbye ikke skulle med. Og jeg ville aldrig have Peter Høeg med, han ville komme i syvende division. Og så videre. Det er klart, at det kan lyde voldsomt, men der er jo også lidt fornuft i det. Et forsøg på at finde en balance i stoffet.
Jeg er meget glad for, at Erik Knudsen er med som repræsentant for sin tid - og med sit garvede, læderagtige, helt fantastiske indianeransigt lukker filmen sammen med denne her fuldstændig nedskårne, minimale og enormt stærke poesi, som han skriver.
Det er en perfekt epilog, ligesom jeg er glad for at have Rifbjerg til at indramme filmen fra starten med den rigdom, der er i det ret lille digt, han læser, "Det regner". Det er meget smukt og giver en god stemning.
Tavse ansigter
Og så var valget jo simpelthen bare at fordele det øvrige materiale og at skabe nogle principper eller spilleregler. For eksempel bliver princippet for de nulevende, at de skal læse en tekst på lydsiden, men jeg fravælger at se dem læse teksten. For denne her films meget hårfine dynamik - eller måske antidynamik - ville det for mig næsten være obskønt at have en digter, der står og læser ud i rummet. Men jeg ville gerne se deres ansigter. Så de læser altså på lydsiden, men man ser deres tavse ansigter. Det er jo en ret stram spilleregel.
Og i Svend Åge Madsens tilfælde er det sådan en opdelt krop, man ser - på en måde et lille bud på en tolkning af hans arbejde. Jeg ville nødigt ud i for meget af den slags, men jeg kunne ikke modstå den fristelse at lave de billeder af Svend Åge Madsens fødder, skæg, arme og ansigt.
Og så er der Inger Christensen, men der er jo ikke mange kvinder med i filmen. Der er ikke nogen kønskvotering. Karen Blixen måtte jo være med - og Inger Christensen. Men jeg har ikke været politisk korrekt i den henseende. (...)
Jeg kender Inger Christensen meget godt, og jeg elsker hende virkelig - og da hun var meget sky over for det at blive filmet, så respekterede jeg hende og brugte det ganske enkelt som en spilleregel. Og så filmede vi hendes hænder, som jo er meget udtryksfulde i den scene.
Geniale Lerdorff Rye
Til at læse de gamle tekster valgte jeg nogle skuespillere, som virkelig beherskede oplæsningens kunst. Først og fremmest Preben Lerdorff Rye, som er en fuldstændig bevægende oplæser. En af de største, vi overhovedet har haft(...).
Ja, det er jo et orgelværk, han opfører! Jeg fik fuldstændig tårer i øjnene, da jeg hørte ham læse Grundtvig-salmen.
Det var en præstation af ham overhovedet at stille op i studiet, og han havde sine problemer. Jeg havde faktisk hentet ham op fra et stort dyb, og han kan jo lave nogle læsefejl, men hans sprog, hans måde at tale på er så totalt forførende, at man kun opdager fejlene, hvis man er meget opmærksom. Men det var jo min forbandede pligt som instruktør at sidde og høre efter, om han nu læste ordene, som de stod i teksten. Og jeg havde nogle meget morsomme diskussioner med ham, for han læste somme tider nogle kolossale, fantastiske fejl.
Men jeg kunne næsten ikke nænne at afbryde ham. Det var en meget skrøbelig situation, og jeg tænkte hele tiden, at hvis jeg havde én version, okay, så havde jeg da den, for det var jo ikke sikkert, at han kunne læse teksten en gang til. Men der tog jeg fejl, for han var jo en virkelig professionel. Jeg måtte for eksempel sige: "Preben, det var stærkt bevægende. Jeg kan ikke sige, hvor glad jeg er - men du lavede en fejl. Du læser 'blomstrende' i stedet for 'blomsterne'." "Jamen, sådan har det altid været", sagde han. "Nej, det er jo ikke det, der står, Preben." "Nå, men det har jeg altid læst. Men okay, hvis du vil have det..." Og så fik jeg det en gang til.
Han har også en anden, helt utrolig fortalelse, hvor han et sted skal sige 'sfærernes musik', men siger 'chefernes musik'. Og det er midt i en stor, svær tekst, som han læser helt genialt, og han siger det fuldstændig overbevisende, men jeg var jo nødt til at gøre opmærksom på det: "Preben, det hedder 'sfærernes musik." "Jamen, hvad er det. Hvad er 'sfærernes musik' for noget? 'Sfærerne'? Det har jeg aldrig i mit liv hørt, det udtryk. Det giver ingen mening." "Jo, det er det eneste, der giver mening. Desuden er det det, der står i teksten", måtte jeg sige til ham. Jeg sagde det meget blødt, for jeg elskede ham - jeg kunne omfavne ham for den følelse, han lagde i sin oplæsning. Og jeg fik ham så til at rette det, hvorefter man meget tydeligt kunne høre, at han anstrengte sig så kolossalt for at sige det 's'. Han siger 's-færernes musik', og jeg er ved at dø af grin hver eneste gang, jeg tænker på det. Jeg tror desværre ikke, at det er med i den endelige film."
*Bogen udkommer mandag på Informations Forlag
