Læsetid: 6 min.

Det civile samfund som værn mod vold

31. december 1999

Alle taler om civilsamfundets genkomst. Kun det kan bremse staternes og industriens udskejelser

TILLÆG (2. sektion)
Svanesang for staten
Da det 20. århundrede endnu var ungt, forudså Lenin, at århundredet ville komme til at bestå af vold, revolution, magtkampe, krig og statsbygning. Han fik ret. Gennem de seneste hundrede år har mennesker - i statens tjeneste - gjort ting mod andre mennesker, som er uden sidestykke i historien. Det var stater, der udviklede en bombe, hvis eksplosion var lysere end solen, stater der perfektionerede koncentrationslejrene, og stater, der har indledt og gennemført et utal af krige og etniske overgreb.
Derfor oplever vi i dag en stigende global interesse for civilsamfundet, for dét, der hverken er stat eller marked. Menneskene vil ikke længere finde sig i staternes magtmisbrug.
John Keane, professor ved Centre of Democracy Studies nord for London, er den toneangivende internationale civilsamfundsforsker. Han bruger sit liv på at udforske menneskets dunkle sider; det uciviliserede, voldelige og uhyggelige. John Keane siger i en samtale med Information, at omfanget af vold i dette århundrede har sat spørgsmålstegn ved, hvorvidt stater bør være bærere af etiske projekter:
"I dette århundrede var det staterne, der skulle føre borgerne ind i en bedre verden og løse de problemer, den enkelte borger stod med. Nationalistiske former for diktaturer i 1920'erne skulle redde borgere fra sult og fattigdom og gøre nationen stærk. Fascismens og stalinismens historie handler om stater, der ville føre befolkningen ind i en anden tid, i kommunismens eller fascismens himmel. I vesten skulle den keynesianske velfærdsstat gøre borgerne rige og lige, medens de islamiske stater skulle rense indbyggerne og bidrage til, at himmerige kom inden for rækkevidde."
"På trods af de store forskelle mellem disse statsformer har de den forestilling til fælles, at inden for statsstrukturer kunne livet for mennesker omformes og forbedres."
Den interesse for det civile samfund, som registreres i disse år, er en protest mod de stater, der har skabt så megen smerte og uretfærdighed århundredet igennem, mener John Keane.
"Vi gennemlever i disse år en periode, i hvilken der forsøges etableret en ny ligevægt, et nyt kompromis, mellem statsinstitutioner og ikke-statslige institutioner. Staten bliver trængt tilbage, fordi den har gjort ting, som resten af samfundet ikke kan acceptere."
"Jeg er efterhånden sikker på, at vi er midt i en global renæssance for civilsamfund. Overalt diskuteres menneskers forhold til statsmagten. Jeg tror, at kinesernes eksperiment med at lave perestroika uden glasnost er et forsøg på dette. For postkommunismen gælder det samme. I den bræmme af lande beboet af despoter, der går fra Marokko til Filippinerne, er der signaler i retning af at gentegne grænser for statens udfoldelse. For første gang bliver der i den islamiske republik Iran refereret til vigtigheden af at kultivere et civilsamfund i en eller anden religiøs form."
- Hvilke konsekvenser har denne globale interesse for civilsamfundet for Vesteuropa?
"I EU-landene er der ved at ske et skift i produktionen, f.eks. i retning af computeriserede netværk. I den proces bliver det såre vigtigt for virksomhederne og for fagbevægelsen at tilpasse sig civilsamfundets sprog."
"Og samme tekniske og økonomiske udvikling har sendt chokbølger ind i statsstrukturerne. Vi kan bl.a. se et pres i retning af, at andre strukturer end staterne skal have mere magt: Regioner, lokale regeringer og globale organisationer. I denne fleksibiliseringsproces for territorialstaten er der forhøjet opmærksomhed omkring, at staters magt skal være legitim i borgernes øjne."

John Keane ser udviklingen som en accelereret udgave af den demokratiske revolution, den vestlige verden har oplevet de seneste 50 år. Men han mener ikke, at civilsamfundet kan organiseres gennem massepartier eller fagbevægelser. Udøvelsen af magt skal foregå ved at arbejde sammen om at kultivere tillidsmønstre mellem mennesker i stedet for at basere magtspillet på, at vælgerne kommer ud af deres huse hver fjerde år for at stemme de samme mennesker ind i parlamentet.
Også de forståelige protester mod den manglende legitimitet og ansvarlighed i EU er ifølge Keane udtryk for denne øgede offentlige opmærksomhed på, at stater og deres politikere ikke kan blive ved at opføre sig, som de har gjort de seneste 100 år.
For John Keane er civilsamfund ikke noget entydigt positivt. Det er alle de ting, mennesker i et samfund kan finde på. De regler, den etik og de misgerninger, folk udsætter hinanden for. Den franske filosof Michel Foucault var en af de første til at advare mod at associere civilsamfund med himmeriget. Civilsamfundet er også vold, magtkampe og ubehag. Men samtidigt har civilsamfund en tendens til at fremme forståelsen af samfundet som noget sårbart. Det kan føre til solidaritet blandt civilsamfundets medlemmer, men det kan lige så vel føre til vold. Vold mod børn, mod kvinder, gadekampe osv.
"Udviklingen af redskaber til at mindske vold er et meget vigtigt og ufærdiggjort politisk projekt," mener John Keane.
- Er civilsamfundet ikke et begreb, alle forsøger at sætte sig på? Industrien taler om sit sociale ansvar, og regeringerne verden over mener, at civilsamfundet skal være med til at løse de problemer, stat og marked ikke magter?
"Det er ikke underligt, at mange gerne vil være med i kampen om, hvad civilsamfundet betyder. For det er et godt slogan. Men det er altså også en seriøs ide og et seriøst ideal både for politikere og industri. Det er klart, at disse grupper bruger civilsamfundet ganske kynisk for at fremme deres egen sag. Vaclav Havel i Tjekkiet og Tony Blair her i England bruger begrebet i deres valgkampagner. Alle forsøger at få civilsamfundet til at passe ind i deres projekt. Det bruges i kampen om at definere en ny postkeynesiansk velfærdsstatsmodel, og i denne forstand har civilsamfundets sprog et manipulativt potentiale."
- Hvad mener du med, at vi lever midt i en ny demokratisk revolution?
"Ideen om en demokratisk revolution er den franske historiker og politiker Alexis de Tocqvilles. Tocqvilles refererede i sidste århundrede til den lange proces af affortryllelse af magtforhold i samfundet, som har stået på siden starten af 1600-tallet. De, der mener, at de har ret til at bestemme over andre, har et permanent problem med at retfærdiggøre denne ret, påpegede Tocqville."

For mig at se stiger bevisbyrden i forhold til, at vi gennemlever endnu en demokratisk revolution på samme måde, som man gjorde i 1640'erne i England og i forbindelse med frigørelseskrigen i USA. Verden rundt stiger interessen for og kærligheden til demokratiet som det indtil nu bedste system for magtdeling. Vi leder stadig efter teknikker, der kan gøre regeringen af mennesker mere offentlig og mere acceptabel for den brede almenhed."
- Hvad bør indgå i et fremtidigt kompromis mellem stater og borgere verden over?
"Vi må sikre, at de, der udøver magt gennem statsinstitutioner, tvinges til at retfærdiggøre og legitimere deres handlinger. En forhøjet interesse i demokratiseringen af magt er for mig at se en vigtig ingrediens i dette nye kompromis, som vi alle leder efter."
"Når det er sagt, så tror jeg samtidig, at vi kun har set startskuddet til de økologiske debatter, der kommer til at foregå i fremtidens civilsamfund. I det kommende kompromis mellem stater og folk vil med usvigelig sikkerhed indgå de problemer, som epoken af keynesiansk masseforbrug og masseproduktion har skabt. Vi ved ikke, hvad langtidskonsekvenserne af 'kemikaliseringen' af vore fødevarer er. Vi ved ikke, hvad konsekvenserne af reduktionen af biodiversitet er, eller hvad konsekvenserne af genetisk manipulation er."
"Disse nye politikområder, der er opstået i løbet af de seneste 20 år, er kun begyndelsen. Det er naturligvis muligt at forsætte, som vi altid har gjort. Men beviserne for, at det vil være både tåbeligt og uforsvarligt, stiger. Et væsentligt politisk element i ethver fremtidigt politisk kompromis er derfor 'økologiseringen' af civilsamfundet," mener John Keane.
"Civilsamfundet har en tendens til at gøre sine medlemmer opmærksom på problemerne ved hybris, og det er netop, hvad vi på det økologiske område står over for at lære."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her