Læsetid: 2 min.

Alt for damerne

23. december 1999

Godt spil, overkvikke replikker og en del sentimentalitet præger 'Playing by Heart', der rummer en del behagelig underholdning

Ny film
For flere årtier siden var det på mode at lave novellefilmantologier om kærligheden og beslægtede temaer.
Men efter at en Robert Altman har bevist (senest i Short Cuts), at man mindst lige så effektivt kan væve de korte historier sammen i et varieret, sammenklippet mønster, er den gammeldags episodefilm døet ud. Og vi får i stedet en film som Playing by Heart, der virker som en bastard mellem freske-formet Altman og sentimentalt komedie-snedkeri af den gammeldags Hollywood-skuffe.

Døden på lur
Som i Short Cuts er vi i Los Angeles, men denne gang mest i middel- og overklassen, hvor en række nydelige personer står midt i en nogle alvorlige livskriser.
Sean Connery og Gena Rowlands skal som bedaget ægtepar leve med, at han har fået konstateret en hjernesvulst mens hun har opdaget, at han engang var forelsket i en anden. Komisk nok bliver det sidste problem det dominerende, for her viges på amerikansk manér ikke en tomme fra ægteskabsløftets till death do us part - selv ikke retrospektivt.
Dødstemaet tages op i hele to aids-historier - klamt i en mor-søn-beretning med Ellen Burstyn bristende i tårer ved sin elskede drengs dødsleje, mere interessant i mødet mellem Ryan Philippe (overraskende troværdig som ung knudemand) og det lovende navn Angelina Jolie, der pludrer sig uhæmmet og ganske skægt igennem en velskrevet rolle som meget udadvendt skuespillerinde.

Fiks komposition
Her tager det rosenrøde skær overhånd, hvad der også sker gradvis i de øvrige historier. En utilfredsstillende udvikling, for filmen tager ellers beslutsomt hul på problemerne. Hvor meget kan man lægge i et forhold udelukkende bygget på sex? Er rollespil en løsning på et vaneægteskab? Hvordan åbner man sig for kærligheden, når man først én gang har brændt sig fatalt? Hvordan tackler man et forhold med en aids-ramt?
Altmans episodefilm, fra Nashville til Short Cuts, bygger på reel iagttagelse og mangetydige situationer. Playing by Heart skærer efterhånden på damebladsvis sine konflikter ud i kunstigt velartikulerede replikker.
Hvilket skuespillerne generelt gør vældig godt, indlysende glade for at være med i character driven film og ikke de sædvanlige genre-stereotypier. Carroll sørger tilmed for en fiks komposition, hvor kabalen til slut går op, efter at vi først har fået nogle finurlige vink: f. eks. den genkommende brug af ordet anger ball (oversat med knude).
Playing by Heart er behagelig underholdning, når den ikke gaber over for meget og derved får tilskueren til at gabe. Og så får fotografen Vilmos Zsigmond minsandten Los Angeles til at se helt gammeldags stilfuld ud. Her er - om ikke Alt - så en del For Damerne.

*Playing by Heart. Instruktion og manuskript: Willard Carroll. Amerikansk (Premiere 1. juledag på Dagmar, Palladium)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her