Læsetid: 6 min.

Danmark dejligst

6. december 1999

Gregers Dirckinck-Holmfelds Danmarkskrønike virker stærkt stimulerende på læserens egen erindring

Ny bog
Da Danmarks Radio i sin tid udsendte Paul Hammerichs store Danmarkskrønike, sad store dele af befolkningen klistret til skærmen. Af gode grunde, for så vidt, for selvfølgelig var det spændende at se filmklip fra den nyere Danmarkshistories højdepunkter. God underholdning. Og Paul Hammerich kunne sit kram, han forstod at dosere i en passende blanding af alvor og "uhøjtidelige indslag fra dagliglivet i Danmark" - eller hvordan han nu udtrykte det.
Når en del af os alligevel sjældent kom længere end til at se indledningen - og kun ventede på at Palle Lauring udtalte de vise ord: Danmark - er en brugs-for-e-ning - skyldtes det, at den store billedkrønike alligevel var et nummer for Politiken'sk: tv-seriens mål var at oplyse os om alt det, langt de fleste godt vidste i forvejen. Ved hjælp af gamle filmklip, som de fleste også havde set før. Ud fra den - politikenske? - grundopfattelse, at det er rigtig ufolkeligt at fortælle folk noget, de netop ikke ved.
På samme måde som den ligeså populære tv-serie Matador, var formålet ikke at ryste befolkningen med nye vinkler på vores fælles historie. Men at hygge om os. Det er der selvfølgelig ikke noget galt i, om ikke andet er det jo hyggeligt. Men er det virkelig hele historien om os? Maud Varnæs' hovedpine og Finn Ejnar Madsen - i pænt tøj - der får lov til at sige sin uforbeholdne mening om borgerskabet fra rektor Mogens Fogs fint pyntede talerstol? Tjah, tjah, bum, bum - som en radikal leder af og til udtrykker sig.

Bogen
Det var oprindeligt Danmarks Radios mening, at Hammerichs krønike skulle efterfølges af en tilsvarende om den allernyeste historie med Gregers Dirckinck-Holmfeld som tilrettelægger. Den serie blev aldrig til noget - eller rettere: der kom ikke tv ud af det. Derimod kom der et trebindsværk med titlen Danmark dejligst. Den nye Danmarkskrønike 1972 - 1993, hvis afsluttende bind netop er udkommet.
Man kan godt ærgre sig over, at tv-projektet blev skrinlagt, for noget tyder på, at Dirckinck-Holmfeld har mere at byde på, end Hammerich havde. Som gammel tv-mand har han en lige så fast tyrkertro på, at det der har været i fjernsynet, er mere virkeligt end det, der ikke har. Men han har nu samtidig en vis distance til alt medieglimmeret, som når han f.eks. spidder ugepressen, der ved en teaterpremiere afstår fra - af rent professionelle grunde - at tage et billede af stykkets forfatter. "Vi ta'r kun de kendte," forklarer en fotograf. Forfatteren var den altså åbenbart næsten ukendte P.O. Enquist.
Selvfølgelig er der en vis ironi i at et kuldsejlet tv-projekt ender som en bog. Noget så gammeldags. Og netop Bogen gøres til genstand for et helt kapitel, der handler om forlagskrisen i 80'erne. Bibliotekssalget raslede ned. Forfattere var kun i sjældne tilfælde tv-egnede, derfor forblev de ukendte og i vidt omfang også ulæste. Folk så fjernsyn. Og på bibliotekerne lagde man hovederne i blød: hvordan skulle man dog få lånerne tilbage? Hidtil havde hele meningen med folkebibliotekerne jo været, at ingen borger skulle forholdes den gode litteratur af økonomiske grunde. Den skulle stå til rådighed for alle og enhver. Det var naturligvis underforstået, at det ikke var 'læsestof' sådan i almindelighed, man tænkte på. Triviallitteratur og den slags kunne folk købe i kiosken. Men bibliotekarer er jo ikke dummere end andre mennesker, så de fandt ud af, at hvis der skulle komme kunder i butikken, så måtte kundernes ønsker tilgodeses. Så ud med Malinovskis tynde digtsamlinger, ind med amerikanske krimier.
Bibliotekarernes naturlige interesse i at bevare deres egne stillinger, blev på det smukkeste bakket op af politikerne, der lagde alle væsentlige beslutninger om biblioteksvæsnet ud til kommunerne. Det hedder decentralisering, dvs. noget af det mest demokratiske, man kan forestille sig. Og når nu det er krimier og trivier, folk vil have, hvorfor så have Kierkegård stående ulæst på hylderne i Lille Skensved? Tjah, tjah, bum, bum.

Realiteter
Det tidsrum Dirckinck-Holmfeld beskriver, perioden fra 72 til 93, er i det hele taget præget af, at politikerne tager folkets behov og ønsker til efterretning. Sværmeriske forestillinger om, hvordan samfundet burde se ud, er fortid.
Det fik chefredaktøren på Ny Dag i Nakskov at mærke, da han blev fyret på gråt papir af A-pressens direktør. Chefredaktøren, Hans Christiansen, bestyrede også lokalradioen Radio Dagny og havde nægtet at flytte et musikprogram, der kolliderede med fagbevægelsens bingoaften. Den slags kunne man ikke have: skik følge eller land fly. Folk er, som de er, og det skal de have lov til at være. Det drejer sig om bingo, ikke om musik. Og sådan har det været lige siden.

Tamilsagen
I landspolitikken kørte Socialdemokratiet træt. Dels var der uklædelige skandaler - Bolind osv. - dels var arbejdsmanden Anker Jørgensen ved at være slidt op som mediefigur. Han emmede jo ligefrem af folkeoplysning, kultur og verdensfjern romantik. Han kunne endda få sig til at tage ordet 'socialisme' i sin mund. Også her var der brug for realisme, i skikkelse af Poul Schlüter, der rent ud erklærede, at ideologier er noget bras. Desværre havde han udnævnt en justitsminister, der følte sig hævet over loven, så efter ti år satte Tamilsagen en effektiv stopper for Det-går-ufatteligt-godt-vældet. Det var ret lærerigt.
Justitsministeren, Ninn-Hansen, følte sig overbevist om, at han havde befolkningen på sin side, når han modsatte sig, at der kom flere flygtninge til landet. Det havde han nok ikke helt uret i. Men der var trods alt grænser for, hvor imødekommende man kunne være over for folkets ønsker. Der var også lovgivningen at tage hensyn til. Både den nationale og de internationale konventioner, Danmark har underskrevet. Men at Schlüter-regeringen måtte gå af, betød på den anden side ikke, at man bare kunne gå tilbage til det gamle. Til Socialdemokratiet, fagbevægelsen og de gode, gamle dage, da solide danske arbejdere kunne drikke bajere og sødmælk fra bevægelsens egne produktionsselskaber. Tage på ferier arrangeret af bevægelsens eget rejsebureau osv. osv. De tider var forbi.
Partiet havde i mellemtiden fået ny formand, nemlig Svend Auken, men han måtte også ud. Han var for flyvsk, for belæst og for intellektuel - og værst af alt: for politisk. Så han blev skiftet ud med den solide, men godt nok noget kedelige Poul Nyrup Rasmussen. En mand, der forstod at samarbejde med landets virkelige magthaver, ham med tjah, tjah, bum, bum, og derfor kunne opnå det, Auken aldrig nåede: at blive statsminister i kongerige Danmark. Og tænk engang: vi har ham endnu! Selvom vi næsten var ved at miste ham i 1996, under Rushdie-sagen, som han håndterede så umanerligt klodset, at dyb rødmen var ved at udvikle sig til et nationalt kendetegn. Men regeringen Nyrup Rasmussen er jo netop realister. Dødsdømte forfattere og den slags finere åndsliv er ligesom ikke deres sag. Endelig er der jo også fetaosten at tænke på. Tjah, tjah, bum, bum.

18. maj
Men ellers er puslingelandet Danmark nu ikke altid så fredeligt. Når det føler sig truet, så kan det godt bide fra sig. Det så vi hin 18. maj, da politiet brugte skydevåben på Nørrebro. Dirckinck-Holmfeld fremlægger nøgternt fakta om denne begivenhed, der jo egentlig burde fratage os illusionen om at vold og ufred overvejende er et udenvældsk anliggende.
Men hvad skal man sige. Også den fodboldelskende Mr. Tjah, tjah, bum, bum havde noget at glæde sig over: vi blev verdensmestre i fodbold næsten samtidig med de blodige begivenheder i Københavns gamle arbejderkvarter.
Som det forhåbentlig fremgår af ovenstående, virker Gregers Dirckinck-Holmfelds Danmarkskrønike stærkt stimulerende på læserens egen erindring. Det er vel også meningen med en bog? I øvrigt er den velskrevet, underholdende og særdeles brugbar. Måske var det alligevel meget godt, den ikke endte som tv-suppe søndag aften. Havde jeg nær sagt.

*Gregers Dirckinck-Holmfeld: Danmark dejligst - Den nye Danmarkskrønike 1972-93, bind 3. 589 s., 398 kr. Aschehoug

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu