Læsetid: 8 min.

Danmark og den store bjørn

10. december 1999

Socialdemokratiets tidligere udenrigspolitiske ordfører anmelder Bent Jensens nye kæmpeværk - og giver professoren en lektion

Ny bog
Washington lagde forud for Atlantpagtens underskrivelse ikke skjul på, at USA tillagde de amerikanske baser på Grønland den største strategiske betydning for forsvaret af skibs- og flyveforbindelsen over Atlanterhavet, og at dette var en hovedgrund til, at USA ønskede Danmark som medlem af den vestlige forsvarspagt.
Det, der interesserede Moskva i de dansk-sovjetiske relationer, var den del af riget, der befandt sig ved Østersøen og dens udløb. Grønland blev kun brugt i den sovjetiske propaganda for at vise, hvordan det imperialistiske USA skaltede og valtede med et lille værgeløst lands suverænitet. Ligesom USA var mest interesseret i Grønland, var Sovjet mest interesseret i den sydlige del af det danske rige.
To citater fra professor Bent Jensens nye bog, Bjørnen og Haren, og den politiske baggrund turde vel være indlysende. Men med hensyn til selve bogen bliver jeg nødt til advare læseren. Bogens to hovedtemaer er Bornholm og Grønland. Men den har så mange sidetemaer, at der er 682 sider. Nu er professoren - som nogle måske vil vide - ikke en af dem, jeg helst vil drikke the sammen med. Skønt jeg en gang ved en middag i ambassaden i Moskva pludselig opdagede, at jeg i hvert fald på et enkelt punkt faktisk var enig med ham. Men det skal (bør) jo ikke vedkomme denne omtale af bogen.
Lad mig først konstatere, at den er for lang, for ordrig, for gentagende, for detaljeret, for lidt objektiv, men det sidste er næsten for nemt at skrive, for skulle nogen have været letsindig nok at anmode mig om at skrive noget, der bare mindede om en lignende bog, var den blevet endnu mindre objektiv. Tænk på emnet. Når dette er konstateret, bliver jeg nødt til at indrømme, at interesserer man sig for politik og historie - og næsten også personelhistorie - er det direkte anbefalelsesværdigt at læse bogen.
Den energiske professor, der jo helst vil hænge os alle ud for urent trav, har endevendt alle de arkiver, han har kunnet få fingre i (men han synes ikke selv, det er nok), så han f.eks. har kunnet citere en gammel Komintern-agent Laursen/Moltke, der tilbød følgende karakteristikker: Vilh. Buhl var senil, Hedtoft var på gravens rand som følge af druk, H.C.Hansen og andre var korrupte, Kjærbøl var hadet af arbejderne som følge af samarbejdet med besættelsesmagten, Hartvig Frisch og Alsing Andersen var begge kompromitterede. Citater altså og ikke forfatterens opfattelser - gør han klogt nok opmærksom på. Men den eneste socialdemokrat, som Bent Jensen udtrykker klar sympati for, er Jens Otto Krag. Bl.a. fordi han havde mod til at sige tingene lige ud - også da han var blevet udenrigsminister.
Da den amerikanske Marshall-plan blev tilbudt Danmark, blev kommunisterne både her og i Moskva rasende. Bent Jensen fortæller, at Socialdemokratiet allerede i 30'rne og 40'rne var blevet stemplet som fascismens lillebror og socialfascister, agenter for den britisk-franske imperialisme og som pro-fascister.

Ponomarjovs pjece
I 1947 publicerede kommunisterne en pjece, Højre-socialdemokraternes politik. Den fremtrædende kommunist, Ib Nørlund, forklarede, at hensigten med Marshall-planen var at skabe de økonomiske strukturer, som Hitler havde planlagt, men ikke fået virkeliggjort. Selve pjecen var skrevet af chefen for Sovjet-partiets udenrigsafdeling Boris Ponomarjov. Det var ham, Socialdemokratiets repræsentanter (bl.a. jeg) forhandlede med i to omgange i Moskva, da vi forsøgte at vinde international forståelse, bl.a. sovjetisk, for partiets fredspolitik og anti-atomvåben-holdning. (Egentlig nævner jeg det kun for at komme Bent Jensen i forkøbet, men oplysningen er gammel og gentaget ofte, bl.a. af Bent Jensen).

Den stærkes ret
Har man været i tvivl om Danmarks strategiske betydning, bør man læse uddrag af en indberetning til den russiske viceudenrigsminister Vysjinskij fra Sovjets ambassadør lige efter krigen.
Især Bornholms og Grønlands vitale betydning bliver fastslået. Men det fremgår også, at Sovjet gerne ville støtte Danmarks selvstændighed, da det ville være til Sovjets fordel. Dette er dog ikke ganske i tråd med de teorier, som Bent Jensen præsenterer os for tidligere i bogen.
I en efterfølgende rapport mener de russiske diplomater, at England havde opkastet sig som eneherre i Danmark med den motivering, at man ønskede at skabe et "vedhæng til det britiske imperium (...), et anglo-amerikansk brohovede til kontrol med Østersøens udløb."
Der var naturligvis kontakter om, hvem der i grunden skulle befri Danmark, men under stormagtskonferencerne under krigen blev spørgsmålet overhovedet ikke berørt, og en af årsagerne var åbenbart, at Stalin ønskede at holde spørgsmålet åbent, ligesom Moskva ikke besvarede henvendelser om en anerkendelse af Danmark som allieret nation. Men bogen fastslår, at de folk i Moskva, der beskæftigede sig med danske forhold, ikke havde til sinds uden videre at overlade dominansen til briterne. Bent Jensen tvivler heller ikke et sekund på, at "Kreml, hvis det i øvrigt ville blive muligt, gerne ville sætte sig på Danmark. Stalin og hans kammeraters udenrigspolitiske filosofi var ganske jævn og lige til. Den byggede på princippet om den stærkes ret og den svages underkaselse," og heri har Bent Jensen utvivlsomt ret.

Venstres rolle
Nogle af oplysningerne kommer bag på denne anmelder. F. eks. fortæller Bent Jensen, at Venstre-folk som Knud Ree og Erik Eriksen fortroligt havde fortalt en repræsentant for den russiske ambassade, at "de ville ændre Danmarks udenrigspolitik i sovjetvenlig retning," men at den sovjetiske diplomat var "på det rene med, at der ikke kunne skabes flertal for noget sådant." Videre hedder det: "En Venstre-regering ville blot standse socialdemokraternes grove, sovjetfjendtlige propaganda som Erik Eriksen havde fordømt i samtaler med Sysojev (en russisk diplomat. LB), der mente, at Venstre i virkeligheden var godt tilfreds med, at Socialdemokratiet som regeringsparti skulle sørge for den upopulære godkendelse af Vest-Tysklands genoprustning - en utvivlsomt rigtig vurdering - Det var vanskeligt at få politisk kontakt til politiske kredse ud over DKP. Møderne med ledende Venstrepolitikere som Eriksen, Rée, Axel Kristensen og Jens Sønderup havde ikke givet de forventede resultater. De radikale toppolitikere var heller ikke interesserede i kontakter".
Længere henne redegøres for forsøgene på at forvandle NATO-landet Danmark til en neutral nation. Kronvidnerne (som Bent Jensen kalder dem) til denne aktion var igen repræsentanter for Venstre og Erik Eriksen, der i denne forbindelse optrådte sammen med professor Jørgen Dich og "andre neutralistiske socialdemokrater" - bl.a. Bodil Koch. Ifølge forfatteren primært for at gøre propaganda for den kommunistiske 'fredelig sameksistens'-teori. Det var samme år, stats- og udenrigsminister H.C. Hansen aflagde Sovjet et officielt besøg, og den norske og den svenske kom også - dog på andre datoer.
Bent Jensens behandling af disse besøg forekommer redelige - men også en smule humoristiske, når man betænker, hvordan andre danske politikeres besøg i det russiske er blevet omtalt og diskuteret af bl.a. Bent Jensen. Det er indlysende, at de ledende danske kommunister spiller den ubestridte hovedrolle. De fleste af de ikke helt få oplysninger om Niels Bohrs ideer og virksomhed i øvrigt har også været fremme før, men det er kun godt at få dem sat ind i den større sammenhæng.
Adskillige af diplomaterne udsættes for stærk kritik, og jeg er ude af stand til at bedømme, denne kritik. Man bør nok huske, at disse embedsmænd - og da navnlig ikke i krise- og krigsperioder - ikke har den samme rygdækning, som politikerne da heldigvis som regel har, ikke mindst når de udsættes for stærk kritik i den presse, hvor journalisterne ikke altid har nogen anelse om, hvad de skriver om.
Det går værst ud over Thomas Døssing, der uden politisk uddannelse blev placeret som dansk ambassadør i Moskva for ved sin tilstedeværelse at prøve at sikre, at Danmark blev accepteret som krigsførende allieret. Christmas Møller får sig også en gevaldig svingtur, men dog ikke i helt samme omfang. Jeg vil til mine dages ende mindes Christmas med taknemmelighed, fordi han var med til at sikre, at Syd-Slesvig ikke blev dansk. Hvad kunne det dog ikke have medført. Hans Hedtoft fremtræder med langt større styrke og mod, end det almindeligvis er kendt, og hans smukke menneskelige holdninger genkendes. Afvisningen af baserne efter krigen og den endnu mere afvisende holdning til atomvåben på dansk jord behandles i mange enkeltheder. Men igen synes der at have været nogle folk fra partiet Venstre med holdninger, der i dag forekommer overraskende.
Om bogens mange citater og udlægninger er korrekte, kan jeg godt have min tvivl. Det skyldes, at Bent Jensen gentagne gange har citeret mig for nogle udtalelser om Bresjnev helt revet ud af deres sammenhæng.

Bresjnev-artiklen
Bresjnev havde i januar 1982 udtalt sig til fordel for et topmøde. Bl. a. dette blev jeg interviewet om i Information 29. januar 1982. Her sagde jeg i et enkelt afsnit: "Jeg ser, at Reagan og Haig siger, at topmødet med Bresjnev er der ingen grund til nu. Man skal demonstrere styrke osv. Men der er da mere grund til topmødet end nogen sinde før. Endnu en grund til et topmøde er, at man ikke kan vide, hvor længe Bresjnev holder. Man kan sige meget om russerne, og det skal man også, men der er ingen tvivl om, at Bresjnev er interesseret i en eller anden form for detente (afspænding). Hvad skulle vi egentlig have gjort uden Bresjnev? Situationen havde været langt værre. Hvad kommer der efter? Kommer der et styre, som optræder stærkere udadtil, fordi de er blevet svagere? Vil de lægge mere vægt på materialismen og mindre på storpolitiske udfordringer? Jeg tvivler meget på det sidste. Ingen ønsker, at vi skal optræde svagt, men det med, at vi skal opruste, så vi kan tvinge Østblokken til at gøre, som vi vil, det er en illusion."
Det snart 18 år gamle interview er faktisk ganske interessant at læse i nutidens perspektiv. Læs det, hr. professor. Så kan De give Deres studenter den afbalancerede indføring i den tids problemer, jeg da er sikker på, De tilstræber.

*Bent Jensen: Bjørnen og haren. Sovjetunionen og Danmark 1945-1965. 682 s., 350 kr. Odense Universitetsforlag

Lasse Budtz er journalist og har i mange år arbejdet ved aviser, bøger og tv. Var medlem af Folketinget 1973-88 og i de sidste ni år Socialdemokratiets udenrigspolitiske ordfører

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her