Læsetid: 2 min.

Dansk arbejdssejr

8. december 1999

De danske favoritter er videre i VM efter en alt for stor sejr over Brasilien
Håndbold-VM

Det holdt hårdt, men det holdt. Danmark er videre ved håndbold-VM, men der var ikke meget bankostemning i Koldinghallen i aftes. Håndboldnovicerne fra Brasilien lignede længe en lige så oplagt vinder som de lokale storfavoritter, der kunne lægge 1/8 dels-finalen bag sig med en ikke uheldig 30-23-sejr.
Det lignede et ukarakteristik anfald af overmod, at cheftræner Jan Pytlick havde valgt at lade Danmarks 1. målvogter, Gitte Sunesen blive siddende på lægterne.
Ved stillingen 13-12 i 1. halvleg havde Lene Rantala stort set ikke fået fat i noget. Natasja Dybmose kom ind, men lige lidt hjalp det. 19 og 26 procent lød redningsprocenterne for henholdsvis Rantala og Dybmose ved pausen. De tal siger det hele. Og forklarer, hvorfor Pytlick fandt de store bogstaver frem under den forlangte time out: "Forsvaret skal kraftedeme hænge meget bedre sammen ..."
Det kom det ikke til. Faktisk lignede det i først i 2. halvleg dansk opløsning. Efter fem minutter kom Brasilien for første gang foran, med 18-17. Så sendte Pytlick Camilla Andersen ind og langsomt genvandt holdet fodfæstet. Hendes mål til 21-19 gav luft, men stadig var vore backs sårbare overfor bagspilleren Maria Jose Sales.
Og det blev værre endnu. Pytlick holdt fast i sin 6-0-dækning, men de vævre, gratiøse brasilianere gik uimponeret til opgaven. De havde fået volleyball ind med modermælken, og havde samme legende attitude til håndbolden som deres landsmænd har til fodbolden. Og keeperen Masson tog i perioder alt fra de stadig mere febrilske danskere, der indtil en overbevisende afslutning virkede som om de oppe i hovederne allerede var videre i VM.
En halv snes 120 procent-chancer blev brændt, men så gik naturen sin gang. Lotte Kiærskou fik finindstillet kanonen, Rantala tog et straffekast efter at Kristine Andersen var blevet vist ud. Og modstanderne mistede koncentrationen som de medgangsspillere de er. Slutfacit er faktisk for stort i forhold til balancen i kampen. Men Danmark er klar mod Frankrig, som slog Polen 28-21.

Norge videre
I de øvrige kampe gik medværtsnationen Norge sikkert videre med 24-19 mod Ukraine, mens Holland måtte sige farvel efter 16-26 mod Rumænien. Makedonien vandt overraskende 28-27 over Sydkorea, og Østrig slog Hviderusland med de samme cifre. Tyskland slog Rusland 22-19 og endelig sluttede eventyret for Angola, da Ungarn satte turneringsoverraskelsen på plads med eftertrykkelige 38-18. Ungarn befæstede dermed sin position som dette VM's dark horse.

Side 11: Debat:
Informations lunke danskhed

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her