Læsetid: 4 min.

Derfor raser elementerne

22. december 1999

De væsentligste årsager til, at voldsomme naturfænomener bliver til katastrofer, skal findes i menneskets forsøg på at underlægge sig naturen

KOMMENTAR
Endnu en naturkatrastrofe. Næppe er billederne fra én katastrofe tonet bort på tv, før de næste fylder skærmen.
I sidste måned kunne vi se, hvordan store dele af bjergbyen Teziutlán i Mexico blev skyllet ned af en stejl bjergside efter flere dages voldsomme regnskyl. For nogle uger siden rykkede gyset tæt på, og vi kunne følge de hjemlige tv-kanalers dækning af den kraftigste orkan i Danmark i dette århundrede. Og nu har voldsomme mudderskred begravet et ukendt, stort antal mennesker - formentlig mellem 30.000 og 50.000 - på Venezuelas nordkyst.
Det er nemt at fortsætte opremsningen. Sidste års orkankatastrofe i Mellemamerika, Mitch, som kostede over 9.000 mennesker livet og forvoldte skader til en værdi af mere end 60 milliarder kroner. Oversvømmelseskatastrofen i Indien for nylig. Og så videre, og så videre.
Ifølge lederen af FN's Miljøprogram i Latinamerika, Ricardo Sánchez, er der ingen tvivl om at de nylige katastrofer i regionen skyldes klimaændringer, som indebærer flere og kraftigere orkaner og mere og tættere regn. Andre klimaforskere er mere forsigtige med at komme med så kontante meldinger, selv om der ikke længere synes at være tvivl om, at der er sket en ændring i det globale klima, som kan få dramatiske udtryk.
Voldsomme naturfænomener er imidlertid ikke noget nyt for mennesket - hverken i Venezuela eller i Danmark. Ikke desto mindre fortsætter vi vores systematiske forsøg på at underlægge os naturen, og - ikke mindst - vores hovedløse ødelæggelse af miljøet, frem for at forebygge og indrette os, så vi kan modstå elementerne.
Og det er snarere her man skal søge de væsentligste årsager til at voldsomme naturfænomener bliver til katastrofer. Mitch, novembers oversvømmelser i Mexico og Indien, Mitch sidste år, vores egen superorkan og mudderkatastrofen i Venezuela er skoleeksempler herpå.

Den virtuelle orkan
Under orkanen herhjemme kunne langt de fleste danskere sidde trygt indendøre og følge orkanens rasen på tv, mens himmel og jord stod i ét lige udenfor. Trods orkanens styrke var der på intet tidspunkt direkte fare for en katastrofe. Vore huse er solidt byggede, infrastrukturen veludbygget og velfungerende.
Så hvad der i et fattigt land ville have udviklet sig til en menneskelig tragedie blev for danskerne først og fremmest en spændende oplevelse - for flertallets vedkommende ovenikøbet af virtuel karakter, fordi vi blev ved skærmen uden at mærke orkanen på vores krop. De største ødelæggelser skete, hvor vi mennesker ikke havde respekteret naturen, nemlig i de store nåletræsplantager, hvor kæmpegraner blev knækket som tændstikker.
I Honduras kan man stadig se de alvorlige følger af Mitch. Manglen på ressourcer og korruptionen har sinket genopbygningen - og flere steder er genopbygningen på grund af sjusk og korruption så dårlig, at flere dages regnskyl i sidste måned kunne skylle nyanlagte veje og dæmninger bort igen.

Højhuse som dæmning
I Venezuela er flere dages regnskyl ikke ualmindelige. Men denne gang skete den katastrofe, som miljøfolk ofte har advaret imod som følge af den omfattende træhugst på bjergsiderne og den tætte slumbebyggelse omkring storbyerne.
Den amerikanske geolog Ed Harp fra U.S. Geological Survey siger til Reuters, at selv om der også kan finde jordskred sted i skovdækkede områder, kan skoven hindre eller hæmme skredene. Skredene finder sted, når jorden bliver mættet med vand. Så vil det strømmende overfladevand og jordens ændrede konsistens føre til at jorden løsner sig og kommer i bevægelse. Og når først det sker, er det vanskeligt at standse.
En kyststrækning på omkring 100 km nord og nordvest for hovedstaden Caracas er i dag ufremkommelig som følge af de voldsomme mudderskred fra de høje kystbjerge, som nogle steder når over 2.000 meters højde.
Værst ramt er området ved Venezuelas vigtigste havneby La Guaira og Caracas' internationale lufthavn Mai-quetía lige i nærheden. Mudderlavinen fra det smukke Monte Avilas eroderede og slumdækkede bjergside mod nord var så kraftigt, at den fejede de fleste containere i La Guairas havn ud i havet. Også flere af de populære badebyer øst og vest for La Guaira er totalt raseret og flere af dem begravet i et lag mudder på op til syv meters tykkelse.

Vej var dæmning
Når mudderlaget kunne blive så tykt, skyldes det, at det ikke kunne komme bort, fordi kystvejen og de tætliggende huse langs stranden fungerede som en dæmning. Flere steder er husene - flere af dem højhushoteller - bygget 20 meter fra fra stranden og så tæt, at der er mindre en én meter mellem dem. Det betød, at efterhånden som mudderet kom ned fra bjergsiden medførende rester af hytter, træer og affald, dannede der sig en effektiv dæmning, der lukkede for ethvert afløb.
Situationen stadig er uoverskuelig , så et præcist tal over de døde er umuligt at opgive, før man har evakueret de overlevende i det katastroferamte område, der omfatter hele den lille delstat Vargas med ca. 350.000 indbyggere og tilgrænsende områder mod øst og vest.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu