Læsetid: 5 min.

Døden som postbud

15. december 1999

Med digtsamlingen 'Fødselsdagsbreve' forsøger den engelske digter Ted Hughes at sende et budskab til sin afdøde kone, digteren Sylvia Plath

Ny bog
Det er en meget svær bog at skrive om. Digtene i den er som bølger, der skyller ind mod et forbjerg til et mørkt kontinent af det, der alligevel ikke kan siges. Eller kun kan siges sådan. De er fulde af sorg og glemsel i deres stærkt detaljerede husken.
Der er heller ingen tvivl om, at Ted Hughes vil, at et budskab med digtet som magisk bærer skal kunne nå frem til Sylvia Plath. Bogen udkom på engelsk i 1998. Det var hende, han skrev til. Hun var død for 35 år siden, og han skulle snart følge efter. Det vidste han.
Den engelske digter Ted Hughes og den amerikanske digter Sylvia Plath var gift med hinanden. Ved sit selvmord i 1963 efterlod hun manuskriptet til digtsamlingen Ariel. To år senere lykkedes det Hughes at få den udgivet, hvilket ikke var så nemt, som man skulle tro i bakspejlet.
Den bog blev, som enhver idiot ved, ikke bare Sylvia Plath's gennembrud til berømmelse, men også hjørnestenen i den besynderlige litteraturhistoriske skyskraber, der i dag rummer hele Plath-industrien med dens ti biografier, de ganske få yderligere efterladte digte og de hadske angreb fra litterære feminister på Ted Hughes, der ud over den lille manuskriptbunke måtte tage sig af parrets to børn.
Jeg er udmattet, udmattet - søjle af hvidt i knivenes blackout," skrev Plath i Ariel.
Datteren Frieda har lavet det blodige omslag til faderens Fødselsdagsbreve, og det er ikke tilfældigt, at hun hedder Frieda.
Det hed D. H. Lawrence's tyske kone, og Hughes er mere end nogen anden fortsætteren af Lawrence i engelsk efterkrigspoesi. Plath's far var tysker. Han døde, da hun var otte, og det tilgav hun ham aldrig.
Hvorfor hed hendes bog Ariel? Var det virkelig Shakespeares Lys Ånd fra Stormen, der skrev det berømte hadske digt om "Daddy" i den? Var det, hvad han gjorde, da han blev sat fri?

Besatte han Plath?
Den slags spekulationer er på ingen måde specielt uvedkommende i forbindelse med Ted Hughes. Han opfattede poesien som bærer af magiske kræfter. Det gjorde Plath også.
De to talte med de døde gennem ouija-brættet. Men digtere er jo som bekendt ikke rigtig kloge, og de bedste af dem bliver ikke mere rigtig kloge af at overleve de kriser, der tidligt myrder andre.
De håndterer bare, i digtene, deres afsideshed og mærkelighed på en anden måde. Forskelligt.
På en måde kunne man sige, at den rigtig gode digtning altid er sorgarbejde. At den altid, på mange måder, forholder sig mere til de døde end til de levende. Derfra kommer jo de fleste af de budskaber, der tænder poesien i de levende. Og hvis digte kan tale den vej hen over dødens tærskel, hvorfor så ikke den anden? Ted Hughes forsøger. Der kommer ingen svar. Eller er det svar, han skriver?

Parallel til Bjørnvig
I dansk sammenhæng minder han måske mest om Thorkild Bjørnvig. Samme optagethed af de store kræfter i historien og naturen. Samme digteriske omsorg for dyrene.
Ted Hughes' digte er tunge, massive og fulde af mange slags billeder, men de symboliserer ikke. Et af den her samlings hoveddigte hedder Epifani, hvilket betyder religiøs åbenbaring.
Han er på vej over Chalk Farm Bridge i London i "den snavsede lilla blødhed ved aprilaften." Han er "nybagt far - en smule ør af mangel på søvn og alt det nye." Der møder han en ung mand, der bærer en levende ræveunge under jakken "sådan som minearbejdere bar deres whippets engang." Han kan købe den for et pund, og han tænker sig om: "Hvordan skulle vi passe den ind i vores trange kasse? Med den lille? Hvad ville du sige til dens gamle lugt og dens uopdragne energi?" Det går nok ikke tænker han, og ser på dyret: "Den lille ræv kiggede forbi mig på andre folk, på den ene og anden, og så på mig. Held var alt, den havde brug for". Han køber den ikke, og han fortryder det: "Hvis jeg havde fattet, at det en ræv fører med sig, er det, der sætter et ægteskab på prøve og beviser dets ægthed - var jeg ikke kommet til kort."
Der er mange flere dyr i Hughes' digte. De har mægtige stræk af tid og store kosmiske rum i ganske små ting, som musen i busken, der dækker sit øje med en dugdråbe mod den brændende ørkensol, eller flagermusen på Boston Fælled, der er drattet ned midt på dagen, og som digteren forsøger at løfte op: "Den rejste sig på albuerne og snerrede ad mig, en rasende hyæne på størrelse med en spurv." Til sidst får den lov at bide sig fast i digterens finger, så den kan undslippe "baglæns opad."

Amerika som inspirator
Ted Hughes skriver om den hverdag, der er almindelig for ham. Men han er ikke i nogen anden forstand den almindelige hverdags besynger. Han skal have et kontinent under fødderne for at kunne synge. Her er det ofte Amerika, for derfra kom Sylvia Plath. Fra det store vilde og den snærende småborgerlige bornerthed, der ikke ville lade hende være, hvad hun først blev efter døden. "Lærerne løftede hovedet. Det lod faktisk til, du forstyrrede noget netop fuldendt, som de holdt forsigtigt om, holdt sammen til limen var tør. Og som om de anmeldte en forbrydelse til politiet lod de dig vide, at du ikke var John Donne."
Det var hun måske alligevel. I engelsk poesi, eller engelsksproget poesi, har det bedste hele vejen op gennem det tyvende århundrede været amerikansk. Med Hughes som nærmest den eneste undtagelse har den engelske poesi ellers siden Lawrence været grå, akademisk, gensidigt indspist og tandløst kedsommelig.
Ted Hughes er ikke moderne. Han ville skrive frit som Shakespeare og Chaucer. Som dengang ræven satte betingelserne.
Det er jo for så vidt også det amerikanske. Amerika er natur. Det er derfor, den amerikanske poesi er så elementært bevægende, når dens orkan slår igennem. Som hos Plath eller beslægtede digtere som Robert Lowell og John Berryman. Eller Marianne Moore, der i digtet "Det litterære liv" vil fortælle Ted
Hughes, hvad hun mener om et af Sylvia Plath's digte:
"Hun bøjede sig så langt ned, at jeg måtte knæle. Jeg knælede og bøjede mit ansigt tæt mod hendes opadvendte ansigt, der virkede mindre end nogensinde og studerede, som gennem et gitter, hendes læber, der mindede mig om en barnepung lavet af skindet fra en hasselmus, hendes kind, som havde hun pudret den krøllede silke på en flagermusvinge. Og jeg lyttede, tung som en kirkegård, mens hun ledte efter den grav, hvor hun kunne få lagt sin lille krans."

*Ted Hughes: Fødselsdagsbreve. Oversættelse Pia Juul. 200 s., 250 kr. Gyldendal

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her