Læsetid: 8 min.

Drømmenes begravelsesplads

31. december 1999

I dag bliver Panamakanalen panamansk efter en lang og turbulent historie - men fremtiden er stadig uvis

Når det regner, er det som en syndflod. Når det er tørvejr, bliver man gennemblødt af sved i det hede, fugtige klima, hvor man risikerer, at ens paraply slår rod, hvis man stikker den i jorden mere end et kvarter. Sådan er der i Panama, hvor kakerlakkerne er store som mus, og hvor det med den italienske handelsmand Francesco Carlettis ord i 1596 regner med kæmpeskrubtudser, når det regner. Det er ikke til at fatte, at de første spaniere, som krydsede Panama-tangen i 1513, bar tunge jernrustninger. Historien fortæller, at da ekspeditionens leder, Vasco Núñez de Balboa, når frem til Stillehavet, smider han sin 15 kilo tunge rustning og sit sværd og dykker jublende ned i de salte bølger.
Det er bestemt ikke klimaet og naturen, der i næsten 500 år har tiltrukket erobrere, pirater, eventyrere, handelsfolk, spekulanter og andet godtfolk. Det er geografien. Med sin beliggenhed er den smalle Panama-tange en oplagt korsvej mellem Nord og Syd og mellem de to verdenshave.
Republikken Panamas overtagelse af den amerikansk byggede Panamakanal i dag klokken 12 lokal tid fra USA er den foreløbige kulmination på en lang og urolig historie, hvor panamanerne generelt er blevet reduceret til brikker i et større spil - som næppe er slut med, at Panama endelig bliver herre over hele sit territorium.
Da Spanien i 1530'erne havde etableret sig i det meste af det nuværende Spansk-Amerika og var begyndt at udnytte områdets umådelige rigdomme, kom behovet for at finde og udnytte den kortest mulige vej fra kolonierne til Spanien. Derfor dekreterede Kejser Karl V i 1534, at mulighederne for at anlægge en kanal tværs over Panama-tangen skulle undersøges.
Hans søn Filip II beordrede dog projektet standset. I stedet blev der anlagt en vej, så de tungt belæssede muldyr kunne komme frem med deres last af sølv fra Potosí i det nuværende Bolivia, drevet af "sorte slaver, der nøgne og altid i mudder til midt på låret går bag dem og driver dem frem, og det er noget særligt ved dem, da dette er en pinefuld anstrengelse og arbejde, som aldrig ville blive udholdt af hvide mænd," som Carletti beskriver det.

Den skotske drøm
Andre prøvede også lykken. I 1695 etablerede skotten William Paterson med bred støtte fra den skotske adel og fra flere skotske byer et kompagni, der skulle oprette en skotsk koloni på nordøstkysten af det nuværende Panama, i Darién. Det var et forsøg på ikke blot at skabe en blomstrende forretning, men også på at fastholde og konsolidere en skotsk selvstændighed, som ellers var ved at bukke under for engelsk dominans.
Kolonien blev etableret og Ny Edinburgh grundlagt, men de ugæstmilde naturforhold, en dårlig organisering og gentagne spanske angreb fik snart gjort kål på projektet og på drømmen om et skotsk kolonirige.

Den franske drøm
Bedre gik det ikke et par hundrede år senere, da den franske konstruktør Ferdinand de Lesseps, kendt som manden bag Suezkanalen, kastede sig ud i at anlægge en kanal tværs over Panama-tangen. Bag sig havde de Lesseps et konsortium, hvis kapital var indsamlet fra over 100.000 franskmænd, samt støtte fra en regering, der var ivrig efter at markere Frankrig som en stormagt efter det forsmædelige nederlag til Tyskland i 1870-71.
Fra forundersøgelserne i 1876, pengeindsamlingen og selve byggeriet 1879-92 gik det meste skævt takket være korruption, fejlkalkuler, uheld og ikke mindst sygdom. Selskabet krakkede og det mislykkede projekt kom til at koste 398 millioner dollar og koste flere end 22.000 mennesker livet, hovedsagelig på grund af ulykker og gul feber, malaria, beri-beri, tyfus og lungebetændelse. Blandt de titusinder, som fik arbejde på projektet var den senere kendte franske maler Paul Gauguin.

Den amerikanske drøm
Panamas skæbne har været, at andre har taget beslutningerne om, hvad der skulle ske med landet. Med den amerikanske erobring af det nuværende sydvestlige USA fra Mexico i 1848 blev Panama for alvor interessant for USA, som nu fik brug for en hurtig og nem vej fra østkysten til vestkysten. Guldfundene i Californien i 1849 øgede interessen for en interoceanisk forbindelse. Tre muligheder blev aktuelle: Tehuantepec-tangen i det sydlige Mexico, San Juan Floden i Nicaragua og Panama-tangen. I 1850-55 blev der anlagt en jernbane tværs over Panama.
Da det franske kanalprojekt blev standset, gik en af projektets ledende ingeniører, franskmanden Philippe Bunau Varilla i gang med en kampagne for at hindre, at der blev satset på en kanal i Mexico eller Nicaragua. I 1902 solgte han kanalselskabets aktier til den amerikanske regering for 40 millioner dollar.
En kanalaftale med Colombia gik i vasken i 1903, hvorefter USA støttede en lille uafhængighedsbevægelse fra den panamanske elite. Et par dage senere var en ny kanalaftale i hus - underskrevet i Washington af Bunau Varilla som selvbestaltet befuldmægtiget for den nye stat. Traktaten gav USA ret til at bygge en interoceanisk kanal tværs over Panama, samt råderet til evig tid over kanalen og et 15 km bredt bælte omkring kanalen. Desuden Fik USA ret til at etablere militære baser i Kanalzonen.

David og Goliat
Efter 10 års arbejde kunne den 80 km lange kanal indvies i 1914. Prisen blev 539 millioner dollar og 6.823 døde.
Skiftende panamanske regeringer søgte forgæves at få ændret den ulige traktat. I 1961 anerkendte John F. Kennedy Panamas ret til at få hejst sit flag inde i Kanalzonen side om side med det amerikanske flag. Pentagon modsatte sig. I januar 1964 trængte unge panamanere ind i Kanalzonen og hejste det panamanske flag. Amerikanske soldater åbnede ild og flere af de unge blev dræbt.
Det blev et vendepunkt i relationerne mellem de to lande. Nye forhandlinger blev forsigtigt indledt, men først efter at den karismatiske, populistiske og nationalistiske reformgeneral Omar Torrijos i oktober 1968 afsatte den valgte præsident Arnulfo Arias (hvis enke siden september i år har beklædt præsidentembedet), kom der gang i sagerne.
I september 1977 kunne Torrijos og USA's daværende præsident Jimmy Carter underskrive en ny traktat i Washington, som betød, at USA's kontrol over kanalen og militære tilstedeværelse skulle afvikles over 20 år, fra oktober 1979 til den 31. december 1999.
Ligesom man fra amerikansk side til det sidste forsøgte at lægge hindringer i vejen for aftalen, kunne den uortodokse nationalist Torrijos ikke nære sig for at provokere sin amerikanske modpart til det allersidste. Han ville således gerne have to af sine gode venner med til ceremonien i Washington. Men de to venner - den engelske forfatter Graham Greene og den senere colombianske Nobelpristager Gabriel García Márquez - var uønskede i USA og kunne derfor ikke få visum. Det løste Torrijos elegant ved at give dem begge panamansk diplomatpas og inkludere dem i Panamas officielle delegation. Graham Greene har siden fortalt om den fryd det var, at en amerikansk æresgarde gjorde honnør for ham ved ankomsten til Washington.

Modstridende følelser
Afviklingsprocessen blev alt andet end let, blandt andet fordi langt fra alle panamanere var enige i, at USA skulle ud. Det gjaldt (og gælder stadig) især den overvejende hvide elite, som blandt andre præsident Moscoso er en del af. Også i USA har modstanden været stor, især fra den republikanske højrefløj, der mener, at USA har en historisk og Gudgiven ret til at intervenere overalt i Latinamerika, og at Kanalen helt naturligt bør være USA's for evigt.
Torrijos forsvandt ved et mystisk flystyrt i juli 1981, men hans nationalisme blev holdt levende af det parti han grundlagde. Hans efterfølger, general Manuel Antonio Noriega - der også havde bånd til den amerikanske efterretningstjeneste CIA - blev efterhånden vanskeligere at kontrollere og provokerede amerikanerne mere og mere. For at standse ham anklagede USA ham for at være involveret i narkohandel - hidtil havde amerikanerne stiltiende godkendt det, fordi Noriega også havde været nyttig. Resultatet blev invasionen den 20. december 1989, som betød store ødelæggelser i Panama, specielt den fattige bydel El Chorrillo, som blev ødelagt fra luften, angiveligt fordi de avancerede Stealth-fly, der her kom i krig for første gang, ramte ved siden af. Over 1.000 mennesker blev ifølge lokale kilder dræbt ved invasionen. Noriega blev pågrebet og siden dømt i USA for deltagelse i narkotrafik og hvidvaskning af narkopenge.
Invasionen løste intet, og afviklingen af USA's tilstedeværelse måtte gå sin gang. Panamanske teknikere, økonomer og administratorer har gradvis overtaget styringen af kanalen.
Mange panamanere er dog kede af, at amerikanerne forsvinder. Den amerikanske tilstedeværelse har betydet gode indtægter for mange, og amerikansk livsstil og kultur har sat deres præg på området omkring kanalen. Andre er glade, dels ud fra en nationalistisk holdning, dels fordi amerikanerne konsekvent diskriminerede panamanerne, ikke mindst de mange sorte, og behandlede dem nedladende og ydmygende.

Problematisk fremtid
For Panama er Kanalen et vanskeligt og problematisk aktiv. Dels har USA stadig ret til ifølge aftalen at gribe ind militært, hvis man mener, at Kanalens sikkerhed er truet. Dels fordi der stadig er mange uafklarede problemer mellem de to lande vedrørende den tidligere kanalzone.
Trafikken gennem Kanalen er vokset og der ventes et overskud på 30,7 millioner dollar i 2000, idet over 100 millioner tænkes anvendt på udvidelser og forbedringer, samt 29 millioner på forsvar af Kanalen. Fra militære kredse i USA fastholder man, at Panama, der kun råder over en militært trænet politistyrke på 12.000 mand, ikke vil være i stand til at forsvare Kanalen, hvis colombianske guerillaer skulle finde på at angribe den.
Et andet problem, man peger på fra amerikansk side, er narkotrafikken fra Sydamerika til Mexico og USA. Panamas beliggenhed gør landet velegnet til en overvågning, men foreløbig har den panamanske regering sagt fra.
Oppositionen i Panama kritiserer i disse dage regeringen for at have skjulte hensigter i retning af at lade transnationale selskaber fra USA og Østasien få kontrol over dele af Kanalen. Præsident Moscosos udnævnelse i tirsdags af tidligere præsident Guillermo Endara til højesteretsdommer blev først betragtet som en dårlig spøg og derefter kraftigt fordømt.
Endara vandt valget i maj 1989, men blev forhindret i at tiltræde af general Noriega. Han blev taget i ed af amerikanerne på den amerikanske Sydkommandos base i Kanalzonen natten til den 20. december 1989, hvorved man skaffede sig en spinkel legitimering for invasionen. Endara er kendt for sin forbindelse til udenlandske selskaber, narkokredse og ledende generaler i Pinochets diktatur i Chile og for deltagelse i korruption.
Et andet konfliktpunkt er oprydningen efter det amerikanske militær. Panamas udenrigsminister José Miguel Alemán sagde i mandags, at USA ikke har opfyldt sin forpligtelse til at rydde 3.000 hektar skydeterræn på de tidligere militærbaser, hvor der bl.a. ligger et stort, ukendt antal ueksploderede granater. 20 panamanere er allerede blevet dræbt, mens flere end 500 er blevet såret.
Det er tvivlsomt, hvor meget præsident Mireya Moscoso og hendes regering er indstillede på at presse USA. De har aldrig været tilhængere af, at amerikanerne skulle forlade Kanalen. Og da oppositionen mod Kanalen i dag er stærkt svækket på grund af invasionen i 1989 og interne splittelser, er det endog sandsynligt, at det amerikanske ønske om at oprette et narkobekæmpelsescenter i Panama gradvis kan listes igennem.
Det er stadig USA, der bestemmer. Panamanernes drøm om frigørelse fra USA er endnu ikke opfyldt. Og der er stadig yderst fugtigt i Panama.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her