Læsetid: 1 min.

Dyrt for Weimar

3. december 1999

Årets kulturby får et underskud på knap 50 millioner kr.

Kulturby
BERLIN - Den 31. december lukker og slukker årets kulturby, Weimar. Med æren, omtalen og flere millioner glade gæster følger også en regning: Budgettet på 230 millioner kr. er overskredet med knap 50 millioner.
For at hente de penge hjem, besluttede kulturministeren i delstaten Thüringen forleden at beskære støtten til den årligt tilbagevendende kunstfest i Weimar med 90 procent - fra 19 til 1,9 millioner kr.
Kulturminister Dagmar Schipanski meddelte også, at den hidtidige leder af kunstfesten, Bernd Kauffmann, er uønsket på posten, Kauffmann beklæder i år stillingen som leder af kulturby-projektet. Selvom ministeren siden har blødt sine beslutninger lidt op, regner Bernd Kauffmann ikke med at vende tilbage til sin gamle stilling. Samtidig forudser han, at Weimars kunstfest ikke vil være til at redde: "Der findes ingen organisation til at genoptage kunstfesten. Selv hvis en ny leder bliver udpeget, kan han ikke træffe nogen aftaler, for kunstfestselskabet træder i likvidation fra den 1. januar," siger han til Süddeutsche Zeitung.

Utætte tage
Han antyder, at Weimar er ved at blive offer i konkurrencen om hvilken by, der skal være delstatens kulturelle centrum. Weimar med sine glansfulde minder om Goethe, Schiller, Nietzsche og Liszt er fortsat en provinsby, mens Erfurt er regeringssæde.
"Man kan formulere sådan: Efter kulturbyårets ubestridelige succes er spørgsmålet nu, om Weimar også i fremtiden skal være en national og international reklamesøjle for delstaten - eller om byen skal træde tilbage i geleddet."
Som årsager til det store underskud angiver Bernd Kauffmann bl.a. utilstrækkelige ressourcer i kulturbysekretariatets økonomistyring, og at flere sponsorer sprang fra deres aftaler. Desuden er byen i det tidligere Østtyskland stadig medtaget af 40 års socialistiske forsømmelser.
"Mere end seks millioner D-mark (24 millioner kr,) skyldes, at vi hele tiden måtte kæmpe med utætte tage og sammenstyrtningstruede bygninger."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu