Læsetid: 5 min.

Ekstremernes århundrede

27. december 1999

Teknologien gik frem med stormskridt i det 20. århundrede, men civilisationen kunne ikke løbe fra sin skygge - barbariet

Fremskridt & fallit
PARIS - En sommerdag i året 1900, et selskab omkring et veldækket bord i maleren Claude Monets have i Giverny i Normandiet. Forfatteren Octave Mirbeau siger i samtalens løb: "Opfindelser som automobilet og telefonen vil gøre en ende på vore militaristiske politikere og gøre det 20. århundrede til fredens og den jævne mands århundrede. Hvordan kan de sende os i krig mod en anden mand, når vi har berejst hans land i vore automobiler, og han vort? Hvordan kan man slå en mand ihjel, når man kan tale med ham i telefonen?"
Scenen forekommer i romanen Lys af Eva Figes (født i Berlin 1932, jødisk flygtning i England fra 1939). Det er altså skønlitteratur, men vi ved, at sådanne udtalelser var gængse blandt europæiske intellektuelle for 100 år siden. Det var indlysende, at Mirbeau havde ret. Det var i hvert fald ikke mange, der ville finde på at sige ham imod. Tilliden til videnskab og teknik var på sit højeste, fremskridtstroen og den historiske optimisme havde kronede dage. Hvorfor skulle den hastigt fremadskridende civilisation, den stadig hurtigere kommunikation og det stadig tættere internationale samkvem ikke føre til varig fred?

200 mio. slået ihjel
En af den franske bogsæsons nyheder i efteråret 1999 er en guide, den første i sin art, over krigskirkegårdene med deres hundredtusinder af kors.
En påmindelse om, at omkring 200 millioner mennesker i verden er blevet slået ihjel ved krige, folkedrab, udrensninger og forfølgelser i det 20. århundrede (det er omtrent lige så mange, som der tilsammen boede i det tyske og det østrig-ungarske rige og Storbritannien, Frankrig og Italien tilsammen i århundredets begyndelse).
Det stod ikke skrevet nogen steder, da århundredet begyndte. De tegn, man aflæste i sol og måne, pegede endda i modsat retning. Den fransk-tyske krig lå 30 år tilbage, og mangeårige krige havde man ikke kendt i Europa siden 1815, så i det mindste kunne man sige, at freden vandt terræn.

Uventet krig
Harold Macmillan, der var britisk premierminister 1957-63, var 20 år og student i Oxford i 1914. Han skriver i sine memoirer (første bind, Winds of Change):
"Den Første Verdenskrig kom, til forskel fra den Anden, som en bombe for almindelige mennesker. Den kom pludseligt og uventet - et virkeligt 'lyn fra en klar himmel'. Ganske vist blev den tyske krigsflådes kraftige ekspansion af mange informerede iagttagere betragtet som et alvorligt tegn.
Men den tyske tilbagetrækning fra Agadir (den tysk-franske krise omkring Marokko i 1911, red.) og de noget bedre relationer, der fulgte, virkede beroligende. Faktisk var der i sommeren 1914 langt mere bekymring for en borgerkrig i Irland end for en krig i Europa. (...) Selv da krigen kom, var det den almindelige opfattelse, at den ville være forbi inden jul".
Det var i august 1914, at krigen begyndte. Den sluttede nogle uger før jul - i 1918...

Kædereaktion
Den britiske historiker Eric Hobsbawm har som en af de første foretaget en samlet beskrivelse af det 20. århundrede, det 'korte århundrede' (Age of Extremes: The Short Twentieth Century, 1914-91). Han insisterer på betydningen af den Første Verdenskrig for hele århundredets forløb. Uden den kan man ikke forstå hverken bolsjevikkernes sejr i Rusland, fascismens og nazismens triumf eller årsagerne til den Anden Verdenskrig, der igen skabte forudsætningerne for de følgende 45 års Kolde Krig, de to supermagters dominerende rolle, atomkaprustningen, FN, afkoloniseringen, det europæiske samarbejde, den økonomiske vækst og verdenshandelens ekspansion.

To ekstremer
Hobsbawm opdeler det 'korte' århundrede i tre store afsnit: Katastrofe-perioden omfattende de to verdenskrige og mellemkrigstiden, guldalderen med økonomisk vækst 1950-75 og den økonomiske kriseperiode, der begyndte i 1975 efter det første 'oliechok'.
Det var et århundrede, der for alvor lancerede begrebet ideologi - og derefter gav det et dårligt navn. To ekstreme og revolutionære ideologier spillede en dominerende rolle i årtier. Den fascistisk/nazistiske var racistisk, nationalistisk og ekskluderende, den kommunistiske var social, universel og humanistisk i sit udgangspunkt, men begge førte til totalitære regimer. Paradoksalt var det, som Hobsbawm påpeger, Sovjetunionen, der kom den liberale kapitalisme til undsætning, først ved at hjælpe med at besejre Nazityskland, derefter ved at tvinge kapitalismen til reformer for at pacificere en arbejderbevægelse, der fristedes af revolutionen.

Fremskridtstro tabte
Ved århundredets slutning står liberalismen som sejrherre, men den fremkalder nye sociale protester, fordi utøjlet kapitalisme og uindskrænket frihandel fremmer ulighed og truer miljøet.
Det kan heller ikke overses, at det store krak i 1929, der medvirkede til at destabilisere verden mellem de to verdenskrige, afslørede en indbygget svaghed i kapitalismen, og at man så sent som 1997-98 oplevede en truende krise af samme tendens.
Revolutionen som ide har lidt skibbrud efter 200 år, hvor traditionen fra den franske Revolution nød en udbredt prestige, bl.a. via den russiske.
Den franske historiker Francois Furet, tidligere kommunist, gør eftertrykkeligt op med denne tradition i værket Le passè d'une illusion (1994). Men fremskridtstroen har også tabt terræn, og mange mener, at den har udspillet sin rolle efter at have virket som drivkraft i en uafbrudt politisk udviklingsproces, der har sit udspring i Oplysningstiden i det 18. århundrede. Postmodernismen har holdt sit indtog. Demokratiet er i fremgang, og fra 1945 til i dag er en lang række diktaturer faldet. Dommedagsprofetier om nye totalitære megastater i slutningen af det 20. århundrede gik ikke i opfyldelse.
Trods ulighed og udbredt fattigdom i verden og en vækst i befolkningen fra mindre end to til seks milliarder er velstanden generelt vokset takket være de tekniske fremskridt og en enormt forøget produktivitet i århundredets løb.

Atom-skygge
De, der i århundredets begyndelse forudsagde en ny stor udvikling i videnskab og teknik, fik mere ret, end de kunne ane. Atombomben kom til at kaste sin skygge over århundredet og truer stadig fremtiden.
Atomkraften blev først fejret som en triumf, derefter i stigende grad betragtet som et problem. Den accelererende teknologiske udvikling er et dominerende træk ved århundredets slutning. Et andet er mediernes voksende rolle, 'mediatiseringen' - aldrig har den offentlige mening haft så stor indflydelse, på godt og ondt, som i dette århundrede. Hvad er århundredets symbol? Hiroshima, Auschwitz? Bilen, tv-skærmen, jetflyet, den elektriske guitar...?

Barbarisk århundrede
Octave Mirbeau havde ret, hvis han mente, at 'automobilet' ville komme til at spille en stor rolle i det 20. århundrede. Men hverken automobilet eller telefonen forhindrede krigen. Side om side med den teknologiske udvikling er det barbariet, der har præget århundredet. I hvert fald er det umuligt at se bort fra skyggesiden. Krig, folkedrab, totalitarisme, revolutioner, kriser... Hobsbawm kalder det 'ekstremernes århundrede' - ekstremt ved sine teknologiske bedrifter, sine utopier og sine grusomheder.
"Dette århundrede har hele tiden været barbarisk, på sin vis mere barbarisk end alle de foregående århundreder," sagde han i et interview fornylig.
Han erklærede sig "på èn gang optimistisk og pessimistisk - optimistisk i den forstand, at når menneskeheden har kunnet overleve det 20. århundrede, kan den overleve alt!"

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu