I litteraturen søger vi underholdning, eksistentiel fortolkning af tilværelsen, visionær udvidelse af, hvad man kan forestille sig og underretning om, hvordan andre mennesker har det. Litteraturen kan bringe os ind i andres følelses- og bevidsthedsliv, og det er måske det, vi søger allermest
Det århundrede, historikeren Eric Hobsbawn, med tanke på alle katastroferne, har kaldt "det korte 20. århundrede" kan se langt ud, hvis man kaster blikket på litteraturhistorien, der forarbejder sagerne på andre måder. Fra forrige århundredeskiftes nedbrydning af det 18. og 19. århundredes klassiske dannelsesroman - storslået udfoldet i Henrik Pontoppidans Lykke-Per (1898-1904), over Martin Andersen Nexøs modsvarende oprustning af et proletarisk dannelsesideal i Pelle Erobreren (1906-1910) til Helle Helles minimalisme i Eksempel på liv (1993), hvor personerne - uden sammenhængende skæbne - ses som det, titlen angiver, synes vejen lang - omend måske ikke uden kontinuitet.
Der ligger også en verden imellem Tom Kristensens villet-voldsomme kosmopolitiske ekspressionisme og forsøgsvise dadaisme i digtsamlingen Fribytterdrømme (1920) og Inger Christensens rudeklare systemiske udforskning af sproget i det (1969) - en verden, der blandt andet havde været i smeltediglen i Anden Verdenskrig og havde genfundet sin nye form under tressernes højkonjunktur. Den slående forskel i livsfølelsen i de to digtsamlinger er selvfølgelig til en vis grad et resultat af de to meget forskellige verdensbilleder, de to digtere forholder sig til, altså noget tidsbundet, men i mindst lige så høj grad er den dog et resultat af to meget forskellige temperamenter.
Til gengæld forekommer vejen kort fra Johannes V. Jensens Digte 1906 til Klaus Rifbjergs Konfrontation, der spejlvendte årstallets to sidste cifre hos forgængeren (1960). Her ligger ikke blot én men hele to verdenskrige imellem - til gengæld er der temperamentsmæssigt slægt-skab både i det til idiosynkrasi grænsende sanseberedskab og i sprogets kraft.
Digterne vil noget andet
Tiden i litteraturen er altså både lang og kort. Imellem to værker kan der være hele verdener; der er tidstypiske præg, som placerer nogle i begyndelsen og andre i slutningen af århundredet; og atter andre er umiddelbart vældigt gode naboer til trods for stor tidslig afstand.
Dette hænger naturligvis sammen med, at digterne vil noget andet end blot at være udtryk for deres tid.
Der er næppe ret mange, som ikke er det. Hvis det, man vil undersøge er, hvorledes en digter er udtryk for sin tid, kan man altid afdække, hvorledes værket forholder sig til sin samtid: Om det begejstret besynger fremtiden og udviklingen, konservativt pessimistisk skuer bagud eller skildrer fremmedgørelsen og uegentligheden i storbylivet, eksempelvis.
Så man kan godt skrive om århundredets litteratur med tryk på århundredets: Hvad skete der i det 20. århundrede, og hvordan kan det aflæses i litteraturen?
Hvad bruger vi den til?
Men selvom det verdensbillede, der møder os i det 20. århundredes litteratur har træk tilfælles med det verdensbillede, der møder os i historiebøgerne, er det alligevel helt anderledes. Alene litteraturens mulighed for at springe i tid og rum åbner udsyn, der ikke optræder i den 'virkelige verdens' historie. Spørgsmålet er desuden, hvad man bruger litteraturen til. I mange værker kan man skaffe sig god underretning om en given epoke. Men hvad stiller man op med følgende, hvis det er viden om historien, man søger?
Nu er Festernes Flåde et svindende Syn,
Tohihah, hiohah, itokih;
men er stadig skøn som et meningsløst Ord
og som Taager og Drømme om uanet Liv,
som jeg aldrig skal kende,
men blidt kalder A-ka
og Odi-mi-venne
og Ko-di-fa-na-ka. -
Af Børnenes Mund skabes, nye, sære Ord,
som har Skønhed og Lys, og som gror.
Man kan måske udlede noget om et moderne syn på børn, der placerer digtet i vort århundrede, 'Barnets Århundrede' ifølge svenskeren Ellen Key, ligesom man aner, at digtets landskab er et muntert vandskab med flåder og en vis humiditet (Taager). Men hvor klog bliver man af det? Tom Kristensen her er sprunget i tid og rum (digtets titel Itokih! stammer angiveligt fra en gammel new zealandsk roersang), og resultatet er blevet et eksotisk digt, hvis pointe delvis er det legende i selve den beskæftigelse at digte.
Når det nu er litteratur, det drejer sig om, er det derfor nærliggende at spørge om, hvad det er, vi bruger litteraturen til, og om det er noget andet ved århundredets slutning end ved dets begyndelse. Med den tilføjelse, at spørgsmålet må besvares i sammenhæng med spørgsmålet om, hvad digterne bruger litteraturen til: De vil ikke bare være et udtryk for deres tid, vi søger ikke bare en reproduktion af en given epoke.
Vi søger på én og samme gang underholdning, eksistentiel fortolkning af tilværelsen og visionær udvidelse af, hvad det er muligt at tænke og forestille sig. Endelig søger vi underretning om, hvordan andre mennesker har det - det andet køn, andre klasser eller sociale grupperinger. Til forskel fra sociologien og historieskrivningen kan litteraturen nemlig bringe os ind i andres følelses- og bevidsthedsliv, og det er måske det, vi søger allermest. I det mindste kvinder. Det er velsagtens derfor, at kvinder altid har udgjort skønlitteraturens kernepublikum.
Almene flovser
Men læser vi på den anden side eksistentielle udsagn fra digterne som totalt løsrevet fra værkets konkrete baggrund, mister vi til gengæld en del af saften og kraften og står tilbage med nogle temmeligt almene flovser. Uden spændingen i forhold til den virkelighed, værket bliver til i, mister det liv.
Skal man beskæftige sig med et helt århundredes litteratur i en avisartikel, må man nødvendigvis gribe til punktnedslag, så lad os tage et par skikkelser fra århundredets begyndelse, der både repræsenterer det unge 20. århundredes problemstillinger og gør det på deres helt egen måde. Søskende er de, en dreng og en pige, ud af en søksendeflok på 11. Han hedder Johannes, hun hedder Thit, de er fra Himmerland, og efternavnet er Jensen.
Johannes V. Jensen var den danske forfatter, der mest målrettet ville gøre århundredeskiftet til også et litterært systemskifte. Han rejste som journalist, og hans rejser bragte ham både til Sydeuropa, til Østen og USA, hans personlige verdenskort var noget mere vidtstrakt end danske digteres traditionelle rutefart mod Italien - naturligvis blandt andet, fordi det var blevet lettere at rejse. I Den gotiske Renæssance, der indeholder hans journalistik fra omkring århundredeskiftet besynger han "Vers af Jærn, Rim i Staal og Sten, det er rytmer mod Himlen."
Men Johs. V. Jensen var ikke så moderne, som han gerne ville være. Splittelsen mellem land og by har været et centralt tema for den danske litteratur, så længe der har fundet en afvandring fra landet til byerne sted, den er et af grundtemaerne i nogle af århundredets vigtigste værker såsom Pontoppidans Lykke-Per og Martin A. Hansens Løgneren, og heller ikke Johannes V. Jensens forfatterskab er nogen udtagelse her. Han kommer jo fra Himmerland, og er dybt forbundet med naturen og bondekulturen, noget der kan være ganske svært at forene med hyldesten til den globale, moderne livsudfoldelse. Jensens pudsige pseudovidenskabelige løsning er at gøre jyderne til "den gotiske renæssances" mennesketype, en slags udvalgt folk, der i kraft af deres (Jensens selvopfundne) folkevandringshistorie og nordiske skæbne, præget af kulde, arbejdsomhed og opfindsom intelligens, er udset til at vinde fremtiden. I forsøget på at få sagerne til at hænge sammen skabte han imidlertid blandt andet min barndoms absolutte yndlingslekture: Den lange Rejse.
Historien om Dreng, der drog mod nord og valgte kulden og kampen, var en fantastisk dragende historie. At Jensens identificerer det sydlige tabte land før istiden med det kvindelige, som manden underlægger sig og som omfattes med en blanding af foragt og umådelig længsel er noget, det voksne blik har lagt til, ikke noget, der spolerede fornøjelsen dengang.
Og Den lange Rejses sluttelige billeder af Jorden, set udefra rummet af en kvinde "formet af Lys i Lys", gik lige i øregangen og synsnerven på én gang. Sætninger som "Færdselsaarer pebret fulde af Mennesker... og ikke det Sted hele Jorden rundt uden at det jo støder direkte til Himmelrummet, hvert Græsstraa ragende lige ud i Universet saa langt det naar," ændrede synet, så universet siden begyndte helt dernede, hvor man selv var og ikke oppe i himlen. Man ragede jo selv lige ud i universet, det var jo slående!
En anden verden
Men hvad tænkte søster, mens bror besang det moderne liv? Thit Jensen, et andet af de 11 børn fra det jensenske dyrlægehjem i Farsø, tænkte slet ikke på de samme ting som brormand. Det var andre emner, hun forholdt sig til, og det var andre forestillinger, hun orienterede sig efter. Mens Johannes kaster sig ud i den moderne verden, afsøger hun alle de forhindringer, denne - og mændene, der enten er drikfældige eller homofile eller gør kvinderne med børn på grund af manglende prævention - lægger for kvinders livsudfoldelse. Hendes ungdomsforfatterskab er én lang redegørelse for, hvad der forhindrer kvinder i at blive lykkelige. Og derfor var det da heller ikke hende, man læste!
Men hendes utopi for denne lykke - om kvindens natur, jorden og frugtbarheden, ligner trods alt broderens syn på kvinderne ikke så lidt.
Så var der mere kød på anden del af forfatterskabet, hvor Thit Jensen kaster sig over store historiske helteskikkelser. I bakspejlet ligner den en søgen efter et historisk betinget ståsted i stedet for den manglende identitet, hun oplevede som kvinde i det moderne liv. Og jeg tror, at hendes berygtede spiritisme skal ses i samme sammenhæng: Thit Jensen afsøger slet og ret andre niveauer og dimensioner i livet end de mænd, der stod midt i samfundet med deres borgerlige rettigheder og sociale magt. Hun er faktisk nødt til at finde rum, der kan give tilværelsen mening, hvilket frisætter en kreativitet, der ikke optræder hos dem, der "sukker i fornuftens lænker," som Otto Gelsted andetsteds bemærkede - med det formål netop at tilkendegive, hvor godt han befandt sig dér.
- Og Agnes
Mens vi er ved kvinderne, tager vi lige Agnes Henningsen med, fordi vi da har to stik modsatte opfattelser af den samme situation og dermed to strategier, der tilsammen kompletterer billedet af kvindernes litterære problemstillinger. Hvor Thit Jensen nærmest ser sig blind på forhindringerne for kvinders udfoldelse, dér bekæmpede Agnes Henningsen dem ved at negligere den. Agnes Henningsens frie kvinder forsøger at forene arbejdet, kærligheden og moderskabet, ligesom hun selv gjorde det i sit eget liv med tre ægteskaber og fire børn. Og hendes strategi som kvinde og som forfatter er den samme, kreativiteten går begge veje. Også at være kvinde er nemlig en kunst, og frie kvinder skal gøre sig fri af konventionen og derved skabe en ny kvindenatur. En strategi, der dog ikke var uden omkostninger, bør man tilføje.
Lad disse to repræsentere de kvindelige forfatteres problemstillinger i århundredets begyndelse - med den tilføjelse, at lidt yngre kvindelige forfattere - som eksempelvis Aase Hansen - i stigende grad forsøger både at acceptere og forstå splittelsen i kvindelivet mellem arbejde og familie, en splittelse, der bliver klarere jo flere kvinder, der får arbejde, og som endnu ved århundredets slutning kunne sætte brand i debatten om kvindernes frigørelse og familiens afvikling.
Per og Pelle
Endnu en stor bevægelse gav næring til århundredets litteratur, nemlig arbejderklassens fremvækst med industrialiseringen og landarbejdernes kamp for bedre kår. Det store eksempel er naturligvis Martin Andersen Nexøs Pelle Erobreren, men også Jeppe Aakjærs Vredens Børn og Johan Skjoldborgs Gyldholm hører med. Forud for disse havde Henrik Pontoppidan allerede tidligere skildret landarbejdernes usle kår i novellesamlingen Fra Hytterne. Samme forfatters Lykke-Per var desuden en vigtig inspirationskilde for Nexø. Men Pontoppidans slutning, hvor Per har opgivet ethvert perspektiv om at erobre verden og i stedet "er blevet en Verdenserobrer alligevel," ved at vende sig mod sit indre liv, var ikke Nexøs kop te. Hverken dette, at Pontoppidan dømmer et hidtil borgerligt dannelsesperspektiv til undergang, eller den vægt diskussionen med kristendommen har hos Pontoppidan, var noget der kunne interessere et proletarisk forsøg på at udmønte en proletarisk dannelsesvision. Tværtimod kan man sige, at Pelle i Gryet (fjerde bind) ender som en art Lykke-Per, der i modsætning til forgængeren får mulighed for at realisere sit store projekt til gavn for folket.
Med disse punktnedslag er antydet nogle af århundredets centrale temaer. Fremmedgørelse i det moderne liv - eller storbybesyngelse - land-by-modsætningen og forholdet mellem kønnene og mellem klasserne ligger som grundakkorder langt op i århundredet, og der skal begivenheder eller katastrofer som de to verdenskrige og krisen i 1930'erne til for at få litteraturen til at tale om noget andet som eksempelvis besættelsens beredskabsdigtning. Denne kan man stifte bekendtskab med i den illegale antologi Der brænder en Ild, med bidrag af blandt andet Martin A. Hansen, Halfdan Rasmussen og Tove Ditlevsen, men selv om meget af besættelsens litteratur appellerede til modstand eller etisk ansvarlighed, så trængte oplevelsen af civilisationssammenbruddet og af en moralsk og psykisk krise sig på. Denne kastede skygger langt ind i efterkrigstiden i forskellige former, især i kredsen omkring Heretica.
Men Anden Verdenskrig pegede også på en anden måde fremad, nemlig derved at den medførte en eksplosion i den rene underholdningslitteratur. Der var behov for afkobling bag mørkelægningsgardinerne med nordmanden Trygve Gulbranssens Og bag dem synger Skovene samt Margit Söderholms Driver Dug falder Regn, der med deres blanding af folkelivsromantik og bløde erotiske skildringer blev nogle af besættelsens største succeser.
Litteraturen ud til siden
Netop spørgsmålet om underholdningslitteraturens succes, bliver i århundredets anden del så dominerende, at det kan vides ud til et spørgsmål om underholdningens succes i det hele taget. Det 20. århundrede vil formodentlig blive det sidste århundrede, hvor bogen er det priviligerede medium, den har været siden Gutenberg. Der vil sikkert fortsat blive både trykt og læst masser af bøger, men det forhindrer ikke, at mængden og variationen i underholdningstilbud her ved århundredets slutning har beslaglagt en stor del af den opmærksomhed, der så sent som i halvtredsernes fjernsynsløse tid så godt som udelukkende blev bøgerne til del.
At man - måske? - samtidig kan spore en tendens til, at litteraturen som erkendelsesform taber terræn, er lidt mere gådefuldt, eftersom det kan være svært at se, hvor behovet for eksistentiel fortolkning af tilværelsen så søger tilflugt i vore dage. Men mig forekommer det, at de behov for skønlitteraturen, jeg indledningsvis forsøgte at indkredse, i stigende grad ikke honoreres af denne. Måske er forklaringen, at behovet i sig selv er på retur mod århundredets slutning?
Noget, måske blot en modetrend, begyndte med Umberto Ecos Rosens navn. Her forenes ren underholdning med hvad man kunne kalde 'ren lærdom': sprænglærd historie, fortalt akademisk-analytisk og eksplicit ikke indlevende. Forfatterens kærlighed gælder fornuftens overpersonlige lys, hvis den gælder noget.
Siden har man fra maskulint hold set en strøm af encyklopædiske, lærde værker, hvor det eksistentielle udbytte af læsningen, hvis der er noget, må kaldes tynd. Man får underholdning og spænding, men man sidder tilbage med spørgsmålet: Hvorfor skal jeg vide det? Og hånd i hånd med denne tendens breder dokumentariske og biografiske genrer sig. På bekostning af skønlitteraturens fantasifulde erkendelse?
Slutningen. Eksempler
Her mod den allersidste slutning af det 20. århundrede kunne man fristes til at gætte på, at de eksistentielle problemstillinger, hvor de stadig findes, bæres af kvinderne. To af de allerseneste udgivelser fra dette efterår: Vibeke Grønfeldts: Det rigtige og nordmanden Gert Nygårdshaugs Provst Gotvins geometri kan eksemplificere. I begge forekommer en kærlighedshistorie, der ændrer alt - samtidig med at hovedpersonene søger efter et eksistentielt fikspunkt. I Det rigtige er det en kvinde med det sigende navn Ena (hun anerkender kun én sandhed), der hver dag og hele tiden forsøger at gøre det rigtige hos Gert Nygårdshaug søger en præst efter et svar på det rigtige, verdensgåden. Han rodes ind i en eventyrlig række gåder, men hans søgen ender med, at han nøjes med at anlægge sin have efter de guddommelige geometriske principper, hans turbulente søgen har ført ham frem til. Mens hans unge kone, som han troede at have mistet, leger med deres fælles barn.
Ena Jakobsen i Det rigtige, der er af gartnerfamilie og i en årrække har opretholdt farfaderens urentable gartneri ved at vedligeholde bygningerne perfekt og forære afgrøderne bort, ender, da hendes kærlighed tværtimod Gotvins viser sig at være bygget på illusioner, med at afbrænde det hele. - Dog uden at opgive sit kærlighedshåb selvom hun i omverdenens øjne bliver mere 'forstyrret' end nogensinde.
Ugeblad
Nygårdshaugs roman opbygger et spændingsplot, og man får undervejs nedsvælget en del videnskabelig og pseudovidenskabelig lærdom. Men historien er rent ugeblad og hænger ikke organisk sammen med erkendelserne.
Hos Vibeke Grønfeldt er der mindre research og mindre diskussion med naturvidenskabens nyeste opdagelser, men til gengæld en grundfæstet viden om det, der foregår, og romanen hænger sammen, forstået således, at hovedpersonens univers og hendes alment menneskelige problem: Hvordan gøre det rigtige? også er det, der afgør udfaldet af hendes kærlighedshistorie. Herved er det lykkedes Vibeke Grønfeldt at skrive en roman, hvorimod Gert Nygårdshaug har brugt romanformen som et eksperiment. I analogi med forfatterne i århundredets begyndelse forsøger han at indarbejde naturvidenskabens nyeste erkendelser i fiktionens fortolkning, men hvor dette var muligt for Pontoppidan, fordi problemet for ham stadig var eksistentielt, forstået på den måde, at han kunne se det afspejlet i sit liv og færden, bliver det for Gert Nygårdshaug spekulativt og fiktivt i betydningen ligegyldigt.
Mens Ena Jakobsens skæbne udløser den katharsis, man oplever, når man ser livet fortolket og kan sige, ja: det er sådan, det er.
Men måske udrinder denne litteraturens funktion med dette århundrede, hvor længslen efter en sådan erkendelse også kan synes på retur.
