Læsetid: 2 min.

Engle og dæmoner

16. december 1999

Jens Winthers seneste værk forbinder big band og kor i en storslået musik, som dog kan tangere det pompøse og stillestående

Koncert
Lighederne er talrige mellem Jens Winther og hans en snes år ældre forgænger, Palle Mikkelborg. Begge er trompetister med en fortid i Radioens Big Band, der også har opført mange af deres værker; begge dirigerer som oftest selv disse kompositioner; og begge har med forkærlighed dyrket større værker i suiteform, som gerne er udtryk for komponisternes spirituelle interesser.
Mikkelborg har dog, siden han skrev Aura til Miles Davis, holdt pause med store værker for store besætninger, men vender til januar tilbage med Radioens Big Band og en komposition med den magritteske titel Dette er ikke en koncert. Winther har derimod holdt fast ved de store formater, senest i Angels, som blev uropført på Lousiana og studieindspillet for et års tid siden, og tirsdag kunne genhøres i Det Kgl. Biblioteks koncertsal.
Koncerten svarede til den nyligt udsendte cd, bortset fra at Radiokoret var udskiftet med det ligeledes 48 m/k store Tritonus-kor, og bortset fra at der var tilføjet en slags ouverture uden kor, Life Time for big band. Dette stykke stammede fra midt-80'erne og skulle åbenbart tjene til opvarmning af den fyldte sal, men var med sin hakkende rockrytmik og brug af el-instrumenter først og fremmest tidsbundet.

Fem satser
Som på pladen blev det godt 40 minutter lange Angels spillet uden ophør mellem de fem satser, som blot er nummererede.
Første, anden og femte sats anvender både orkester og kor i ensemblevirkninger, dels i voldsomme crescendi og i svævende, måske angeliske klange, hvor meget dybe mandsstemmer synes at være inspireret af tibetansk munkesang.
Et disharmonisk element (faldne engle?) blander sig dog i forløbet, dels i form af dissonerende messingblæser-klange, dels i form af et ligesom brustent, desillusioneret og stærkt stemningsgivende klaverakkompagnement. Disse tre satser fremføres overvejende rubato og uden solistiske indslag, men i den anden høres dog lidt el-guitar med rock-rytmik.
Mere liv kommer der over den instrumentale tredjesats, hvor Tomas Franck spiller en længere tenorsaxsolo med tiltagende tempo og intensitet.
Også fjerdesatsen er solistisk, men nu mere udarbejdet, med orkester og kor som baggrund for Winthers modne trompetspil, der midtvejs høres i en duet med Thomas Ovesens bas, som er med til at gøre satsen til værkets højdepunkt.
Angels er en vidtskuende komposition, hvis alvor understreges i korsatserne, der benytter tekster fra skabelses-beretningen i Det gamle Testamente (vanskelige at følge for øret, men fremført med næsten profetisk overbevisning af begge kor). Også det instrumentale spil rummer betagende enkeltheder, men jeg fornemmer i det orkestrale en tendens til det pompøse og det stillestående, der kan været indbygget i den højtidelighed, som projektet ikke er fri for.
Også her kan der være en lighed mellem Winther og Mikkelborg.

*Jens Winther: Angels. Radioens Big Band og Tritonus-koret, begge ledet af Winther i Donningesalen, Det Kgl. Bibliotek, tirsdag

*Samme. Danish Radio Jazz Orchestra & Danish National Radio Choir, Jens Winther, conductor. dacapo DCCD 9442

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu