Læsetid: 4 min.

Den epokegørende er kommet for at blive

24. december 1999

Selv den nuværende køb-og-smid-væk-religion har måttet knytte årets største kultiske orgie i tilbedelsen af Forbruget til en vis bygningshåndværkers fødselsdag

Frie Ord
HVAD ellers kan siges om den jødiske tømrer, hvis fødselsdag fejres i aften og i morgen bl.a. her i landet, end at han har været epokegørende som ingen anden i menneskehedens historie.
Kun et mindretal bekender sig til kristendommen, alligevel udøver den del af verden, som direkte regner sin epokes eller tidsregnings begyndelse fra Jesus' fødsel, en sådan magt - kaldet "globalisering"- over hele verden, at de øvrige verdensdele ved siden af deres egne kalendere også må føre den kristne.
Mange mislykkede forsøg er gjort på at sætte punktum for Jesus' epoke og indlede en ny. Borgerskabe ved Den store franske Revolution, socialisterne under deres. Selv ikke den nuværende køb-og-smid-væk-religion, også kaldet Den Økonomiske Vækst, har kunnet kassere epoken, men har måttet knytte årets største kultiske orgie i tilbedelsen af Forbruget og Den Økonomisk Vækst til bygningshåndværkerens fødselsdag.

Om ham har videnskaben kort at berette i seneste udgave af Gads Bibel Leksikon (ved Geert Hallbäck):
"(Jule)beretningerne om Jesus' fødsel og barndom i Mattæus-evangeliet kapitel 1-2 og Lukas-evangeliet 1-2 kommer ikke i betragtning i denne sammenhæng på grund af deres legendariske karakter.
Til gengæld står det fast, at Jesus kommer fra (landsbyen) Nazaret i Galilæa; at han er tømrer, det vil sige bygningshåndværker af profession, og at hans mor hedder Maria, hans brødre Jakob, Joses, Judas og Simon, hvortil kommer er ukendt antal søstre. At han nævnes efter sin mor og ikke sin far (Josef), tyder på, at Maria har været enke i mange år. Familien tager afstand fra Jesus' offentlige virksomhed, ligesom han heller ikke har nogen succes i sin hjemby; men han havde jo også forladt byen og familien. Efter Jesus' død og opstandelse blev hans bror Jakob dog den dominerende skikkelse i menigheden i Jerusalem.

Tidspunktet for Jesus' fødsel udgør et problem for sig. Matt. 2,1 meddeler, at Jesus blev født "i kong Herodes' dage"; hermed menes Herodes den Store, der døde år fire før Kristus. Luk. 2,2 forbinder til gengæld Jesus' fødsel med "den første folketælling, men Kvirinius var statholder i Syrien", denne folketælling fandt sted år syv efter Kristus.
Modsigelsen viser, at tidspunktet for Jesus' fødsel ikke var kendt.
Fastlæggelsen af vor tidsregnings (epokes) begyndelse svarende til Jesus' fødselsår er sket ud fra oplysningen i Luk. 3,1 om tidspunktet for Johannes Døberens fremtræden, nemlig kejser Tiberius' femtende regeringsår, dvs. 28 eller 29 e.Kr. Da Jesus var ca. 30 år ved dåben (som Johannes foretog af ham i Jordan floden, red.), og man formoder, at den fandt sted et årstid efter Johannes' fremtræden, når man det fastsatte tidspunkt.
Og dermed til forklaringen på at vores epoke nu skal fejre eller i hvert fald på brevpapir og meget andet acceptere sit andet årtusinderskifte og om mindre end ti dage indlede sit tredje årtusinde efter epokens begyndelse.
Jesus' fødsel.

HVAD ER SÅ det epokegørende ved denne langtidsledige tømrersvend født nogle år før eller efter Kristus? Kristus er ikke et egennavn men en stillingsbetegnelse af græsk khristòs "den salvede" - den karismatisk myndige, den guddommeligt eller naturligt kraftfyldte, den, der er livsenergien, guden eller guderne nær, søn eller datter af den eller dem.
Der findes mindst to forskellige svar på spørgsmålet:
Dr. Richard Seed's og Frans af Assisis svar.
Richard Seed er den amerikanske videnskabsmand, som for snart to år siden indledte kloningen af det første menneske med den udtrykkelige begrundelse, at han selv er kristen: "Gud skabte mennesket i sit billede. Guds hensigt var at gøre mennesket til ét med sin skaber," udtalte fertilitetsforskeren til verdenspressen."Kloning og omprogrammeringen af den genetiske kode, DNA, er det første seriøse skridt i bestræbelserne på at blive ét med Gud."
Frans af Assisi er den italienske stifter af franciskanerordenen, som i begyndelsen af 1200-tallet skrev Solsangen, som i Johannes Jørgensens oversættelse bl.a. indeholder disse strofer:

Lovet være du, Herre, med
alle dine skabninger,
især Herr Broder Sol,
som skaber Dag,
og du oplyser os ved ham,
og han er skøn og strålende
med stor glans,
på dig, du Højeste,
er han et billed!
Lovet være du Herre,
for Søster Måne
og Stjernerne,
på himlen har du skabt dem,
klare og kostelige
og skønne

Ingen tvivl kan herske om, at dr. Seeds opfattelse af kristendommen er den sejrende. Med udnævnelsen af Jesus til Kristus har mennesket fået adgang til den logik, med hvilken naturen og samfundet kan beherskes som en maskine. Uden for men underlagt den guddommeligt-menneskelige ånd og rationalitet.

For mig hersker imidlertid heller ingen tvivl om, at det er den opfattelse af Jesus og hans far, som Frans giver udtryk for, der i dag har fremtiden for sig. Mens dette skrives meddeler Radioavisen (med den engelske avis The Independent som kilde) i går morges:
"Lederne af Meteorologisk Institut i henholdsvis USA og Storbritannien advarer i usædvanlig kraftige vendinger om klimaforandringer forårsaget af menneskeskabt forurening. De to går dermed direkte til kamp mod erhvervslivet i især USA, hvor frygten for global opvarmning anses for stærkt overdrevet. Vores tal viser, at temperaturen stiger hurtigt, og at det kan føre til en kritisk situation. Vi må gøre noget nu", siger de to chefmeteorologer.
Opgaven er nu at forbinde det, der for Frans af Assisi var Kristus-begivenheden, at solen og månen og jorden og alt andet er, fordi de er, og det er livsopfyldelse nok. En rationalitet, hvis praktiske anvendelse ikke alene opskræmmer chefmeteorologer, men også socialt engagerede, som ser stadig flere mennesker udstødte fra samfundsanerkendte arbejdsfællesskaber.
Årtusindskiftet kunne for den vestlige verdens lederskaber blive anledningen til at besinde sig på, at Frans af Assisis naturydmyge kristendom ikke er irrationel i obskur forstand. Men hvor de seneste århundreders rationalitet har sigtet mod stadig større magt over og udpining af det givne, åbner Frans' Kristusnærvær for en rationalitet, der ydmygt vil værne om det givne.
Den omsorg, som stadig flere ellers udstødte mennesker er - som skabte til.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her