Læsetid: 2 min.

Nogle få træk frem

27. december 1999

Kikket ind i skakkens krystalkugle er kort

Skak
På tærsklen til år 2000 er der ikke stort nyt at berette fra den kaotiske skakverden. Tavsheden fra det internationale skakforbund FIDE er nærmest larmende - noget af det nyeste stof på FIDE's hjemmeside er sommerens VM! - og Garri Kasparov har ikke sat sin 'private' VM-titel på spil, siden han i efteråret 1995 besejrede den indiske stormester Viswanathan Anand. En match mellem de to skulle være på trapperne, men hvor og hvornår er endnu hyllet i uklarhedens tåger.
Så kikket ind i krystalkuglen får derfor et meget kort perspektiv. Men lad os i det mindste skue lidt ind i januar. Året 2000 indledes med en ganske interessant match i Budapest. Den 20-årige ungarer Peter Lekó, der har potentialet til en skønne dag at blive verdensmester, skal dyste mod FIDE-verdensmesteren fra knockout-VM i Las Vegas, Alexander Khalifman. Matchen går over seks partier og er sponseret af Westphälische Ferngas, der har sæde i Dortmund og er Lekós personlige sponsor. Lekó har udtalt, at han har VM-tronen i kikkerten. Og det er ikke gas.
Meget spændende tegner den traditionelle superturnering i den hollandske by Wijk aan Zee (14. - 30. januar), hvor feltet i år skulle få følgende udseende: Kasparov, Anand, Kramnik, Morozevich, Adams, Lekó, Korchnoi, Short, Judit Polgar, Timman, Nikolic, Piket, Van Wely og Lputjan. En imponerende forsamling. De tre førstnævnte stormestre topper den nyeste styrkeliste fra FIDE, hvis top-ti i sin helhed ser således ud med ratingtallet anført:
1. Kasparov, Rusland, 2851 (!) 2. Anand, Indien, 2768 3. Kramnik, Rusland, 2757 4. Shirov, Spanien (tidligere Letland), 2749 5. Morozevich, Rusland, 2746 6. Adams, England, 2735 7. Gelfand, Israel (tidligere Hviderusland), 2719 8. Lekó, Ungarn, 2715 9. Ivantjuk, Ukraine, 2714 10. Karpov, Rusland, 2704.

Et biologisk mirakel
Man bemærker, at eksverdensmester Anatolij Karpov er på vej ud af top-ti, og at forskellen mellem nummer 1 og 2 er større end mellem nummer 2 og 10. Af interessante navne uden for top-ti hæfter man sig ved fantastiske Viktor Korchnoi, der med sine 2675 indtager en smuk 15. plads. Man fristes til at kalde den gamle kæmpe et biologisk mirakel - et udtryk, man i sin tid brugte i forbindelse med eksverdensmester Emanuel Laskers præstation ved stormesterturneringen i Moskva 1935. Lasker var dengang 65 år, Skrækkelige Viktor har i dag rundet de 69!
Judit Polgar - eneste kvinde på top-100 listen - har foretaget en mindre rutsjetur og er gledet ned på en beskeden 37.-plads med ratingtallet 2647. Hun ligger dog stadig klart foran den eneste dansker på top-hundrede, Curt Hansen, der med 2618 indtager en 58. plads. Bedste nordiske spiller er nu som før den svenske huggeblok Ulf Andersson, der med 2625 ligger nr. 52.
Judit Polgar kan atter tage et spring op af listen, hvis hun kan matche de tunge drenge i Wijk aan Zee. Ved det nys overståede EM i Georgien (som næppe er indregnet i FIDE-tallene!) spillede Judit stærkt og blev delt topscorer på andetbræt. I sjette runde brillerede hun som sort mod polakken Macieja:
Hvid nar netop spillet 30. Dh5 - hvad han ikke skulle have gjort. Hvordan bliver han straffet af Judit? Det afslører vi på næste mandag, hvor kalenderen vil have rundet et markant hjørne.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu