Læsetid: 11 min.

Fasten your seatbelts, please

31. december 1999

Velkommen til tidsalderen af konstante alarmklokker, hvor overraskelse er alt,
og ingen kan forudsige, hvad der vil
ske i morgen

TILLÆG (2. sektion)
Zap... Zap...
Sikkerhedsselen er spændt. Med et brøl løfter SK 454 sig fra Kastrups regnvåde startbane og hæver sig på sekunder over Øresund og den bro, der snart skal binde regionen sammen og skabe en ny konkurrencekraftig metropol for innovation, kompetencevækst og networking blandt omstillingsparate, fleksible deltagere i det ny århundredes samfund.
Who will you be in the next 24 hours? Spørgsmålet stilles til passagererne på business class i en annonce i det omdelte SAS Magasinet. En smuk ung kvinde ser sig tilbage over skulderen. Annoncen skal sælge et mondænt schweizisk ur på hendes håndled, men budskabet er frihed. Frihed til at være hvem du vil, når du vil. Døgnets rolle, døgnets identitet efter eget valg. Vælg den fortælling, der passer dig i dag.
Som nu Michelle Vrebalovich, portrætteret i en artikel i flymagasinet.
"Hun gik to år på Ruseløkka skole i Oslo og havde base i Norge i mange år, men ellers voksede hun op i Frankrig, England, Tyskland og Amerika."
Michelle, der har studeret medier og psykologi, har nu adresse i New York, hvor hun med succes driver sit reklame- og konsulentbureau, men "ofte besøger hun Ægypten og moderen, som er malerinde med atelier på en flodbåd på Nilen."
"Det er vigtigt at arbejde i et netværk - være til stede hvor tingene sker; på gallerier, ved premierer, ud og spise, pleje forbindelser," fortæller Michelle, der rejser 100 dage om året og kalder sit bureau virtuelt, fordi dets kreative medarbejdere ikke sidder på samme sted og alene er ansatte, når opgaven lige passer. Michelle "plukker frit i markedet," som hun siger.
"Vi er ikke bundet af loyalitet til nogen speciel, hverken kunder eller kreative."
Michelle Vrebalovich er vinder, fordi hun besidder 'tværkulturel kompetence'. Noget fremsynede erhvervsfolk i dag må sørge for at tilegne sig, forstår man af en anden artikel, et interview med Rolf Lunheim, professor i socialantropologi ved Universitetet i Trondheim, men samtidig ansat som 'koncernantropolog' hos det globalt opererende olieselskab m.m. Norsk Hydro. Lunheim er med sit offentlige forskerjob og sin industrielle rådgiverstilling selv eksemplet på den moderne, tværkulturelle symbol-analytiker, der ikke blot færdes hjemmevant overalt på kloden, men også lige godt i offentligt som privatkapita- listisk regi. Han er 'fremtidsparat' i kraft af sin fleksibilitet og den viden, han kan tilbyde markedet.
You are what you know, som det hedder i en CNN-annonce i finansbladet Fortune, der ligger til fri afbenyttelse på SAS Radisson Hotel i Tromsø, for enden af SK 454's rute.
... zap ...

Kun den paranoide overlever," siger Jens Moberg, der beklæder en chefstilling hos Microsoft i Danmark.
"Det gælder i hvert fald IT-branchen. Hvis ikke man hele tiden kigger sig over skulderen, bliver man overhalet."
Moberg taler til en kreds af danske erhvervsledere på en konference om fremtiden i Den Sorte Diamant, Det Kgl. Biblioteks ny undergangsfarvede bygningsværk i Københavns Havn. På storskærmen farer Microsoft-chefens computerstyrede diagrammer og animationer forbi. Han er til stede for at skræmme erhvervslederne, til en pris af langt over 1.000 kroner pr. hoved.
Indtil for nylig sagde man, at computernes hastighed blev fordoblet hver 18. måned. Det holder ikke længere, fortæller Jens Moberg og viser kurver, der stiger mod himlen. Han refererer IBM-chefen Thomas Watson for i 1943 at have spået, at der nok ville blive et marked for fem computere.
"I år sælges der 100 millioner pc'er. Og i USA har man sin pc tændt altid. Så man altid er på nettet. Ikke noget med et tidsrøvende opkald og handshake for at komme ind."
Moberg vil af samme grund have TeleDanmark til at ændre sine tarifprincipper. Det har han sagt til Henning Dyremose.
"Det er dumt, at folk skal betale pr. minut. For så har de ikke computeren tændt hele tiden."
Og er man ikke på hele tiden, så er man for langsom, og så bliver man hægtet af. Businness at the speed of thought, som Bill Gates siger.
"Erhvervslivet vil ændre sig mere i de kommende ti år, end det har gjort i de seneste 50," siger profeten Gates på Mobergs storskærm. Det er derfor, Microsoft vil ruste erhvervsfolkene til øget tempo og handlekraft.
"Empower people through great software anytime, any place and on any device," lyder Gates' 1999-vision.
"Jeg vil godt udlove en præmie til den, der kan finde et godt dansk ord for 'empowerment'," siger Jens Moberg.
... zap ...

Det myndige menneske. Jens Moberg er bagud. 'Empowerment' har allerede fundet sin danske oversættelse. Myndiggørelse.
Det myndige menneske er ny arketype i en verden, der har mistet fælles myndighed. Vi har FN og WTO og Internettet og McDonalds' og markedet, men ikke noget fælles verdensbillede. Intet kollektivt projekt, ingen stor fortælling. Magten er overalt, som instrumentel logik, men uden ansigt.
"Der findes ikke længere relevante bygninger at storme," mener den polske sociolog Zygmunt Bauman.
"Fremtid, det er nok ikke noget, der findes mere. Jeg tror, der findes sprækker. Vi sidder ligesom i en kugle, og så er der lige langt til alle sider," siger billedhuggeren Hein Heinsen, professor på Kunstakademiet.
"Velkommen til ulykkernes tidsalder. Velkommen til tidsalderen af konstante alarmklokker, hvor overraskelse er alt, og ingen kan forudsige, hvad der vil ske i morgen," siger den svenske management-guru Kjell A. Nordström.
Derfor må mennesket skabe sig selv og sin egen myndighed. Og slagsmålet om det myndige menneske, om begrebet, er allerede i gang.
Folkene bag tidsskriftet SALT mener, de har opfundet det i den danske version.
"Hvor magten gør alting til midler og dermed uden mening i sig selv, starter myndigheden med at insistere på, at al ting i sig selv må have en mening, altså være mål. Det myndige menneske nægter at gå på arbejde alene som middel til at tjene penge - men insisterer på, at arbejdet først og fremmest skal have en mening i sig selv. Hun spiser ikke alene for at blive mæt - men insisterer på, at måltidet også er et mål i sig selv, der tager sin tid," påpeger John Holten-Andersen, en af SALT-redaktørerne.
"Mennesket skaber sig selv både som socialt væsen og som individ, og når menneskene tager deres fælles skæbne i egen hånd, ændrer de sig derfor personligt. Det enkelte menneske får en myndighed over sit liv, det ikke ville have fået som slave af ydre kræfter. Det bliver en borger," skriver forfatterholdet bag bogen Borgerlige ord efter revolutionen.
"Det myndige menneske vil sikkert blive opfattet af mange som både isoleret og selvtilstrækkeligt. Det er det også. Det er nemlig først, når vi er blevet myndige, at vi kan bevæge os ud af isolation og selvtilstrækkelighed," mener Jens Wamsler, en anden SALT-redaktør.
That's the question. Rækker myndiggørelsen ud over selvrealiseringen? Er den myndige blot en vinder i Microsoft-chefens forstand? Bliver det kun til "solidaritet med sig selv", som HK prædiker for sine medlemmer? Eller rækker solidariteten til at skabe en ny fælles myndighed? Et samfund?
"Jeg er ikke rigtig nogen. Jeg er en meter og halvfems. Et collagemenneske," siger den 28-årige ungdoms-tv-vært Palle Strøm.
"Jeg arbejder på et billede af mig selv, men der er som regel ingen historie bag - jeg ved bare, at billedet skal ud. Alle ønsker jo at skabe et koncept omkring sin egen person."
... zap ...

Først er der fusionsbrunch i elegante små papæsker foret med fed, blød sølvplast. Røget laks, bacon, blæksprutte, japansk tang, røræg, grøn salat.
Så er der forelæsninger. Det er Lunds Universitet, og temaet for den prestigeladede konference er Opbrud. Fremtid og forandring. Scenen er fyldt med flyttekasser i et syndigt rod. Byggeklodser til verden i det ny årtusind. Uden plan.
Bo Rothstein, professor i statskundskab ved Göteborgs Universitet, taler. Sort jakke, sort skjorte, sort slips.
"Det ny samfund skabes af den undertrykte klasse, sagde Marx. Det holder ikke. I dag skabes samfundet af en helt ny klasse. IT-klassen. En gang var det jordejere mod jordløse. Så kapitalejere mod lønarbejdere. Nu går skellet mellem kundskabsrige og kundskabsfattige," siger Rothstein.
"Man taler godt nok stadig om kapitalens magt, men kapitalens magt over produktionen er skrumpet. Kapitalen aner ikke, hvad IT-folkene i dens virksomheder laver. Og hvis den forsøger at give dem ordrer, så tager de deres pc og går hjem og starter egen virksomhed."
Bo Rothstein har rådgivet russiske skattemyndigheder om inddrivelse af skat. Det var ikke let. Russeren er ikke motiveret for at betale skat, for han ved, at naboen, arbejdsgiveren og partifunktionæren ikke gør det. Russeren kan ikke se den sammenhængskraft, den solidaritet i samfundet, som kan motivere ham til at betale sit til fællesskabet. Den enkelte er blevet sig selv nærmest, forklarer Rothstein.
Individualiseringen i de vestlige samfund kan føre til det samme, omend årsagerne er andre, mener han.
"Derfor behøver vi nye teorier om relationen mellem samfundsmæssige strukturer og individuel ageren. Vi behøver institutioner, der for folk til at tro på, at hvis de selv gør det gode, så gør andre det også."
Bo Rothstein kalder sig optimist. Det er ikke til at vide, hvad Mats Alvesson kalder sig, men han har sit image imod sig i det tjekkede forum. Fedtet hår, fuldskæg, stribet skjorte i lilla nuancer. Taber-look. Alvesson er professor og organisationsforsker på Lunds Universitet.
Samfundet er ramt af "forandringsfanatisme," mener han.
"Det leder til en negativ attitude over for kontinuitet, erfaring, sociale relationer, rutine, alder," siger han. Og lyder som et ekko af de voksne medarbejdere på Danmarks Radio, der i øjeblikket føler sig tyranniseret og marginaliseret af ledelsens mani med at ansætte stadig flere, stadig yngre, nye chefer. "Vi, de erfaringsramte," siger de sørgmodigt og galgenhumoristisk, når de mødes i kantinen.
"Der opstår en flygtighed i holdninger, fordi images - billeder af verden - snarere end egne erfaringer bestemmer holdningsdannelsen."
"Vi taler om kundskabssamfundet. Det lyder godt og legitimerer stadig mere uddannelse. Uddannelse er løsenet. Men hvad er problemet? Det glemmer man at præcisere. Læring bliver ikke nødvendigvis resultatet af al denne uddannelse," siger Mats Alvesson og konstaterer, at undervisning i dag skal være underholdning for at have appel til de unge studerende.
"Man skal jo være rockstjerne i sine forelæsninger for at vinde opmærksomhed," sukker professoren i 70'er-skjorten.
Det har Leif Edvinsson, specialist ved vidensselskabet Intellektuelt Kapital, for længst forstået. Universitetet er ikke længere det kreative trykkammer, siger han. "De, der vil frem, må forlade det og blive globale kundskabsnomader. De må gå på kundskabsbørsen og sælge deres kunnen," råder han. Kontoret skal ikke mere være kontor, men kundskabscafé. Ledere skal ikke længere være ledere, men kultivatorer for medarbejdernes talent. Med den sprogbrug skal det nok gå for Edvinsson.
... zap ...

Han er lige blevet 50, min kammerat. Siden teenageårene i sidste halvdel af 1960'erne har der været knald på. Politisk aktivisme og videregående studier sikrede de færdigheder, der gav mod og talent til at blive selvstændig projektmager, da det blev tidens løsen for godt et årti siden. Kommunikation og formidling og nye projekter og skiftende samarbejdspartnere. Finansieringen fungerede, ny computerteknik blev indkøbt, mange rejser fulgte. Et frit liv som globaliseret netværksarbejder.
Nu networker alle. "Frie agenter, der zapper fra arbejdsgiver til arbejdsgiver - alt efter hvad der bedst betaler sig og giver størst personlig frihed," som Ugebrevet Mandag Morgen udtrykker det. Og sådan som Michelle Vrebalovich praktiserer det fra sit virtuelle bureau i New York.
"I dag kan en ung amerikaner med to års videregående uddannelse forvente at skifte job 11 gange i løbet af sine erhvervsaktive år," skriver den amerikanske sociolog Richard Sennet i bogen The Corrosion of Character, på dansk Det fleksible menneske.
Alderen er blevet afgørende. Sennet citerer en reklamechef: "Hvis man arbejder med reklame, er man færdig efter de 30. At blive ældre er det rene selvmord."
Ungdommens omstillingsparathed tæller mere end det modne menneskes erfaring.
"Hvis fornægtelsen af erfaringen alene var en påtvunget fordom, ville vi midaldrende helt enkelt fremstå som ofre for en samfundsbaseret ungdomskult. Men uroen over tiden har ætset sig dybere ind i os end som så. Årenes gang synes at udsuge os. At påberåbe os erfaring føles pinligt. Overbevisningen om dét får vores selvfølelse til at krakelere."
Man lever, til man bliver midaldrende, skriver Richard Sennet. Derfra forvitrer man. Indefra. Af uro.
Min kammerat er blevet midaldrende. Han er ved at lukke butikken. Opgaverne udebliver. Der er pludselig blevet for mange yngre, rappere, mere fleksible konkurrenter. Han er ikke længere bedst. Hvad der nu skal ske, aner han ikke.
... zap ...

Ericsson laver mobiltelefoner. Mere end 200 millioner mennesker verden over abonnerer på dem. Koncernens produktionsanlæg er rødglødende. Men det er ikke nok bare at producere telefonerne. 23.000 medarbejdere i den globale koncern er beskæftiget med forskning og udvikling. 3,7 milliarder dollar - en Øresundsbro - går årligt til det formål. Et lille hjørne af det er Ericsson ConsumerLab.
"Vi går dybere end blot at studere forbrugeradfærd. Vi må tage et grundigt kig på folks værdier, fordi de på lang sigt bestemmer adfærden og afgør, hvordan de i sidste ende vil reagere på vore tilbud," siger Henrik Pålsson, direktør for Ericssons forbrugerlaboratorium.
Man har f.eks. undersøgt de unges værdier. I Sverige er mobiltelefonens 'penetration' over 60 procent blandt unge, men det kan gøres bedre, siger Ericsson.
"De unge er et vigtigt segment. De er pionererne. Nye og frie mennesker. Derfor er det så vigtigt for os at forstå dem," betoner Pålsson. Og derfor har man interviewet 40.000 unge i 20 lande.
For svenskerne er billedet klart.
"Alt skal være sjovt. De unge er så rastløse, at de ikke kan gøre en ting ad gangen. For dem tjener hjemmet i dag primært som batterioplader. Undersøgelsen fortæller, at dét, at alt i livet skal være sjovt og heftigt, er fire gange så vigtigt for teenagere som for voksne," hævder Pålsson.
"De unge mennesker vil opleve innovationen nu. Derfor er mobiltelefonens design lige så vigtigt som det at kunne ringe med den."
Julia Töringe har for ConsumerLab talt grundigt med 30 unge. Hun oplever modsigelsesfulde svar.
"Jeg vil gerne have lokale bånd, men global bevægelighed", lyder ét udsagn.
"Jeg er afhængig af oplevelser. Bliver ked af det, når jeg ikke oplever noget. Men der kan vel ikke være party hele tiden," siger en anden.
"Afstande både findes og ikke findes. Her rejser man om på den anden side af jordkloden, og alligevel kan man ikke komme væk. Der ligger e-mail-beskeder hvert sted. Da jeg kom hjem, vidste alle alt om min rejse," fortæller en tredje.
"Tingene hænger ikke rigtig sammen mere," mener Julia.
"Enten-eller tænkningen fungerer ikke længere. Vores spørgsmål stilles med begreber, som ikke længere har relevans, og vi kan måske ikke med det sprog, vi har i dag, beskrive vores samtid," siger hun:
"Modsigelse, forvirring, forandring er tidens vilkår."
Det hindrer næppe Ericsson i at sælge flere mobiltelefoner.
"The future is already here, it is just not evenly distributed," noterer direktør Pålsson med en catch phrase, der sikkert er udviklet i ConsumerLab. Mobiltelefoni som menneskeret.
"Man ringer en frygtelig masse samtaler," bemærker Jonas Frykman, professor i etnologi ved Lunds Universitet.
"Men hvad har man egentlig at sige?"

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her