Fra Verdenskrig til Verdenskrig til Kold Krig til Balkankrige...
Krig & fred
PARIS - Den Første Verdenskrig blev udløst af mordet på den østrigske tronarving, ærkehertug Franz Ferdinand, i Sarajevo den 28. juni 1914. De hurtige kædereaktioner med ultimatum, trusler, modtrusler og mobiliseringer afdækkede et latent system af fjendskaber og alliancer, der var opbygget i de foregående år, og som bragte Tyskland, Østrig-Ungarn, Bulgarien og Tyrkiet (centralmagterne) i krig med Rusland, Frankrig og Storbritannien og - fra april 1917 - USA (de allierede).
Krigens årsager var mange - fra den tyske økonomiske ekspansion og udfordringen til briterne på verdenshavene til det franske ønske om at generobre Alsace-Lorraine. Krigens resultater var bl.a., at fire mægtige imperier gik til grunde, som kolosser på lerfødder: Det østrig-ungarske (habsburgske) kejserrige og det tyrkiske rige blev begge sønderdelt, det russiske tsarrige blev først slået af tyskerne, derefter afløst af det bolsjevistiske regime i kølvandet på Oktoberrevolutionen i 1917, mens det tyske kejserrige blev afløst af Weimar-Republikken og påtvunget store landafståelser til Polen, Frankrig - og Danmark i 1920.
Tidsindstillede bomber
Århundredet har oplevet flere tidsindstillede bomber på det politiske og diplomatiske plan, beslutninger, hvis skæbnesvangre karakter på forhånd kun blev påpeget af et lille mindretal, som ingen lyttede til.
En af dem er Versailles-freden i 1919, da den franske revanchisme fik lov at slå igennem. Foruden landafståelserne til nabolandene blev Tyskland tvunget til at afstå sine kolonier, acceptere en langvarig besættelse af Rhinlandet, begrænse sine væbnede styrker til 100.000 mand og betale store krigsskadeserstatninger. Disse betingelser var så hårde, at de med en vis ret kan siges at have båret kimen i sig til den Anden Verdenskrig.
I hvert fald gav de grobund for en tysk revanchisme, der viste sig at blive et af Hitlers største aktiver indadtil, både på vejen til magten og efter den nazistiske magtovertagelse i 1933.
Overraskende blodig
Den Første Verdenskrig beredte også vejen for den Anden ved en mere indirekte reaktion, hvis betydning næppe kan overvurderes. Det kom bag på verdensoffentligheden, at krigen blev så langvarig og medførte så massive og meningsløse nedslagtninger på slagmarkerne og i skyttegravene. Stik imod forventningerne havde man fået en krig, der var værre end nogen tidligere i verdenshistorien.
Krigens gru, de ufattelige tab af menneskeliv, krigsinvaliderne i gadebilledet - det fremkaldte for første gang en udbredt og dybtgående pacifisme, alt andet end sekterisk, der slog igennem i mellemkrigsårenes politiske valg og blev afgørende for mange vigtige beslutninger - på den allierede side.
Det var helt klart til Hitlers fordel. Mens Nazityskland genoprustede i strid med Versailles-traktaten, remilitariserede Rhinlandet og marcherede ind i Østrig, forholdt de allierede sig passivt. Oprustning var upopulær, og ønsket om 'fred for enhver pris' førte til den eftergivenhed over for Hitler, der kulminerede med topmødet i München i 1938, hvor Frankrig og Storbritannien i realiteten udleverede Tjekkoslovakiet til Tyskland.
Men Tjekkoslovakiet var også en af de tidsindsstillede bomber fra fredsordningen efter Første Verdenskrig, en af de skrøbelige statsdannelser fra det habsburgske riges opløsning: Med et tysk mindretal på tre millioner, der følte sig dårligt behandlet og i stigende grad ønskede at komme ind i det tyske rige.
"Idioter"
Situationen var måske mindre entydig for aktørerne i 1938 end for eftertiden, der har gjort 'München' til synonym med det store forræderi. For dem, der ikke troede på freden - ikke troede på muligheden af at standse Hitler uden krig - var der tale om et forsøg på at vinde tid til den nødvendige oprustning.
Men den konservative britiske premierminister, Neville Chamberlain, havde sat alle sejl til for forliget og var tilsyneladende overbevist om sin egen genialitet som statsmand. Han forkyndte frejdigt ved sin hjemkomst fra München, at man havde sikret varig fred (peace in our time).
Hans franske kollega, den radikale Edouard Daladier, snerrede mellem tænderne, da han fra vinduet i sit fly fik øje på de jublende skarer, der modtog ham: "Idioter!"
Det tyske overfald på Polen den 1. september 1939 var dråben, der fik bægeret til at flyde over og udløste den Anden Verdenskrig. Kort forinden havde Tyskland og Sovjetunionen indgået en ikke-angrebspagt, der sikrede Hitler et pusterum.
Frankrig løbet over ende
Frankrig og Storbritannien erklærede Tyskland krig den 3. september, men opgav at gribe militært ind i Polen. Hitler kunne koncentrere sig om det polske felttog og derefter i 1940 åbne vestfronten, hvor han bl.a. løb Frankrig over ende på nogle få uger, og endelig starte den store offensiv mod Sovjet i sommeren 1941.
I december samme år foretog Japan sit lynangreb på den amerikanske flådebase Pearl Harbour på Hawaii og tvang dermed USA ind i krigen, som hermed blev udvidet til Stillehavs-området og fik den globale karakter, der også beredte vejen for efterkrigstidens fremadskridende globalisering.
Det 'korte 20. århundrede' begynder med Første Verdenskrigs udbrud og slutter med det sovjetiske imperiums sammenbrud. Begivenhederne mellem 1914 og 1991 kan opfattes som en sammenhængende cyklus og resten af århundredet som henholdsvis prolog og epilog.
Balkan først og sidst
Det er betegnende, at Balkan både før og efter denne cyklus er et eksplosivt kriseområde, stadig mærket af sin placering som uafklaret grænsezone mellem Europa og Asien.
Det var i hovedsagen dannelsen af Jugoslavien efter Første Verdenskrig, der lagde låg på denne heksekeddel, og efter Jugoslaviens sprængning i 1991 er Balkan på ny 'balkaniseret' (dette ord fra århundredets begyndelse var næsten gået i glemmebogen). Navnet Sarajevo er lige så aktuelt i 1990'erne som i 1914.
Balkans drama er symptomatisk og afspejler i mindre format en væsentlig side af den globale historie i samme tidsrum. Den Kolde Krig lagde låg på mange lokale kriseområder, skabte større sammenhænge, gjorde store dele af verden til lydige vasaller eller underordnede komponenter i to store ideologiske og økonomiske systemer - Øst og Vest.
Efter den Kolde Krigs ophør er der en klar tendens til balkanisering i store dele af verden, især i det russiske rige og i Afrika, hvor et virvar af regionale folkevandringer, sprængninger af stater, stammekonflikter på tværs af statsgrænserne, folkedrab og geopolitiske omdannelser foregår i et betændt klima af løbsk demografi, vildtvoksende storbyer, religiøse lidenskaber, militære og økonomiske ambitioner - og ikke mindst allestedsnærværende våben leveret af den industrialiserede verden. Den Kolde Krig efterlod en arving ved navn Kalasjnikov...
Krig bragte nyheder
Den Anden Verdenskrig bragte et par virkelige 'nyheder'. Nazitysklands massive raceforfølgelses- og udryddelsespolitik, symbolsk opsummeret i navnet Auschwitz, var uden fortilfælde: Overlagt mord på antagelig seks millioner mennesker, det store flertal jøder. Og krigen slutter i august 1945 med historiens første anvendte atombombe. Den nedkastes fra et amerikansk bombefly over Hiroshima og slår over 100.000 mennesker ihjel.
1945 er et skæringspunkt, ikke blot på grund af atombomben. Også fordi verden bevæger sig næsten direkte fra den Anden Verdenskrig ind i den Kolde Krig, og fordi det euro-centrerede verdensbillede fortrænges af den globale opdeling mellem Øst og Vest.
Dette system gik under navnet 'Jalta', men den opdeling af Europa, der senere blev markeret med 'jerntæppet' (udtrykket blev lanceret af Winston Churchill i 1947), var en konsekvens af den militære situation i maj 1945, ikke resultatet af en politisk aftale på det allierede topmøde i Jalta på Krim i februar 1945.
Delingslinjen kom til at gå igennem det besejrede og knuste Tyskland, og fire år senere var Tysklands opdeling i to stater en kendsgerning. Den blev i praksis regnet for definitiv - indtil 1989, da 'muren faldt'.
Russisk raketforspring
Den gamle verden havde europæiske 'stormagter'. De allierede sejrsmagter i 1945, USA, Sovjet, Storbritannien og Frankrig (der blev sejrsmagt på falderebet) betegnedes stadig i mange år som 'de fire stormagter', men i mellemtiden opstod begrebet supermagt, og den betegnelse var forbeholdt USA og Sovjet.
Afkoloniseringen, der begyndte med Indiens selvstændighed i 1947, men iøvrigt først tog fart fra 1960, reducerede Storbritannien og Frankrig fra verdensmagter til europæiske magter. Fra 1949 er de to magtblokke på den nordlige halvkugle militært organiseret i NATO og Warszawapagten.
Den Kolde Krig var en lejlighedsvis dramatisk konfrontation og en vedvarende kaprustning. Kapløbet mellem USA og Sovjet drejede sig om ideologisk og politisk indflydelse, men fandt sit mest konkrete udtryk inden for atomoprustning, raket- og dermed rumteknologi.
En af århundredets centrale begivenheder indtraf i 1957 med opsendelsen af den første kunstige satellit i kredsløb om jorden, den sovjetiske 'sputnik'.
Chokvirkningen var enorm, fordi den lille satellit demonstrerede Sovjets teknologiske kapacitet. Selv om der måske kun var tale om et marginalt forspring, skabte det en slags psykose i USA, hvor det sovjetiske 'raketforspring' - interkontinentale raketter havde netop fået den centrale plads i den strategiske rustningsproblematik - blev fremstillet som en dødelig trussel mod USA.
Mand på månen
Intet kunne virke mere stimulerende på kaprustningen, og i de følgende to årtier udviklede de to supermagter en atomkapacitet, der teoretisk set kunne udslette hele jordens befolkning adskillige gange. Det var vigtigt at have en betydelig 'overkill capacity', forsikrede de strategiske eksperter. Men den civile rumteknologi spillede også en vigtig rolle på propagandafronten.
Præsident Kennedy nåede, inden han blev myrdet i Dallas i 1963, at iværksætte programmet Apollo: USA skulle landsætte et menneske på månen, koste hvad det ville. Det skete i 1969, og det var et eftertrykkeligt svar på russernes Sputnik 12 år tidligere.
Forholdet mellem de astronomiske omkostninger og nyttevirkningen af 'manden på månen' er formentlige det mest afsindige, verdens nogensinde har oplevet i retning af 'cost/benefit ratio', og 30 år senere har man endnu ikke oplevet noget nyt forsøg.
Sputnik'en var måske den sidste store triumf for det sovjetiske system, der siden 1920'erne havde vist sig meget effektivt inden for sværindustri, militær, undervisning, sundhed og social sikring.
Systemet havde vist, at det både kunne uddanne ingeniører og officerer, og den Røde Hær havde indlagt sig uvisnelig fortjeneste i den Anden Verdenskrig.
Mens det sovjetiske diktatur, det totalitære system, politistaten, fangelejrene osv. var berygtede i Vesten, vedblev kommunismen at udøve tiltrækning i store dele af verden, endog i Frankrig og Italien, og i lang tid syntes den at have fremtiden for sig, så meget mere som den også havde underlagt sig verdens største land, Kina, i 1949.
Sovjetunionen nedslidt
Sidst i 1950'erne kunne sovjetlederen Nikita Khrusjtjov, beruset af Sputnik-effekten, forsikre, at kommunismen ville "begrave kapitalismen".
Khrusjtjov udmærkede sig ved at bryde med det kommunistiske Kina og gøre op med stalinismen - uden dog at drømme om indføre frihed og demokrati som Gorbatjov 30 år senere - men han overspillede sine kort i den Kolde Krig. Han lancerede truende planer om ensidigt at ændre Berlins status, og han prøvede i 1962 at installere raketter på Cuba, rettet mod USA. Han blev fyret i 1964 og døde i 1971.
Drømmen om sejr over kapitalismen led skibbrud sidst i 1980'erne, da Sovjetunionen måtte erkende sit nederlag på grund af en nedslidt og ineffektiv økonomi, yderligere tvunget i knæ af kaprustningens byrder.
Lav japansk profil
Århundredet var også begyndt med et nederlag for Rusland - i den russisk-japanske krig 1904-05, da Japan triumferede som moderne krigsmagt.
Det var ikke uden chokvirkning, at et land uden for den europæiske kulturkreds hermed demonstrerede en moderne og slagkraftig teknisk kapacitet.
I den Anden Verdenskrig gav Japan en ny opvisning i den frygtindgydende effektivitet, der i århundredets sidste halvdel skulle omsættes til fredelig produktion og hæve Japan op som førsterangs økonomisk, kommerciel og monetær magt i verden.
Men politisk og militært var Japan tvunget til en lav international profil som følge af nederlaget i 1945 og de krigsforbrydelser, der kendetegnede Japans rolle i krigen.
Det samme gjaldt Forbundsrepublikken Tyskland, der vedblev at være en politisk dværg længe efter, at den var blevet en økonomisk gigant. Men 'det tyske spørgsmål' (udtrykket opstod på Wiener-kongressen i 1815) synes omsider at have fundet en løsning i løbet af det 20. århundrede.
Siden sin samling i 1871 havde Tyskland faktisk destabiliseret magtbalancen på grund af sin overvældende størrelse, og hvis dette kunne betragtes som 'årsagen' til de to verdenskrige, måtte den logiske konklusion blive, at Tysklands deling var en nødvendighed.
Tysk forankring i Europa
Men da genforeningen omsider blev aktuel som følge af den sovjetiske svækkelse, var det tydeligt for enhver, at det nye Tyskland var noget mindre end det Tredie Rige, og at Forbundsrepublikken, fast forankret i Europa, gennem 40 år havde demonstreret sin evne til demokratisk stabilitet.
Berlin-murens fald i 1989 betegner afslutningen på det lange efterspil til den Anden Verdenskrig, og den 12. september 1990 sluttes fredstraktaten - med 45 års forsinkelse. For første gang opstår et samlet Tyskland, der både er demokratisk (Weimar-Republikkens demokratiske flertal holdt kun nogle få år), lever i fred med sine naboer og giver afkald på alle territoriale krav.
Midt i århundredet indtraf en verdenshistorisk begivenhed, der også havde nær forbindelse med den Anden Verdenskrig: Oprettelsen af staten Israel, besluttet af FN og støttet af sejrsmagterne.
Sionismen, der opstod kort før århundredets begyndelse, var endnu i mellemkrigsårene en sekterisk bevægelse med en usikker fremtid, men Nazitysklands massive jødeforfølgelser skabte et internationalt klima, der gav jøderne en slags moralsk ret til at få deres egen stat.
Da stormagterne endnu ikke havde mistet deres 'moralske ret' som kolonimagter, kunne beslutningen træffes hen over hovedet på Palæstinas ikke-jødiske befolkning. Men det skabte en permanent mellemøstlig konflikt, der endnu ikke er løst efter tre krige (1948, 1967 og 1973), vedvarende guerillakrig og terrorisme og trods de sidste 20 års fredsbestræbelser.
USA tabte til opinionen
Den vigtigste krig i 'efterkrigstiden' er Vietnam-krigen, hvor USA prøver at 'bremse kommunismen', efter at Frankrig har måttet trække sig ud af Indokina i 1954.
Krigen slutter i 1975 med nederlag for USA trods en gigantisk indsats med omfattende luftbombardementer, massakrer, napalm og massiv indsats af tropper.
Den amerikanske regering giver op, fordi den år for år har fået verdensopinionen mere og mere imod sig og til sidst - på grund af tabene af amerikanske menneskeliv i Vietnam - også den hjemlige opinion.
Det amerikanske nederlag i 1975 styrker i første omgang de kommunistiske magters prestige, og samme år defineres USA's og Sovjets magtsfærer i gensidig respekt i Helsingfors-traktaten.
Det er en slags cementering af 'Jalta-systemet', opdelingen mellem øst og vest, men med bestemmelser om lettere samkvem. Helsingfors-traktaten, der på overfladen virkede som en formalisering af status quo, har måske indirekte bidraget til den Kolde Krigs afslutning.
Men ingen kunne forudse, at det sovjetiske imperium ville bryde sammen 15 år efter at have opnået denne hårdt tilkæmpede anerkendelse og legitimitet.
USA eneste supermagt
Efter det sovjetiske sammenbrud er USA eneste supermagt med en ubestridt førerstilling, der i visse henseender kan betragtes som hegemoni. Den verden, der gennem 40 år var 'bipolar', er ved århundredets slutning blevet 'unipolar'.
Men Europa har organiseret sig med en fælles valuta, der skal være en konkurrent til dollaren og den japanske yen, og den lille håndfuld europæiske magter, der i århundredets første halvdel var arnestedet for de to verdenskrige, taler mere og mere med èn røst.
Den Europæiske Union har udviklet sig langsomt siden 1951 og blev i de første årtier stærkt stimuleret af tre faktorer: Ønsket om fransk-tysk forsoning efter tre blodige krige, den Kolde Krig, der næsten automatisk medførte vesteuropæisk samling, og efterkrigtidens genopbygning, der skabte en langvarig højkonjunktur.
FN, der blev oprettet umiddelbart efter den Anden Verdenskrig, var arvtageren til Folkeforbundet, der blev oprettet efter den Første.
Folkeforbundet - hvis monumentale hovedkvarter i Geneve nu er hovedsæde for FN-underorganisationer - havde vist sig magtesløst over for diktaturstaternes overgreb i 1930'erne (Japans i Manchuriet, Italiens i Abessinien m.m. foruden de tyske) og havde lidt skibbrud.
Energi og miljø
Klog af skade udstyrede man derfor FN med et direktorat med magtbeføjelser og med særstatus for stormagterne - Sikkerhedsrådet - og det har til en vis grad vist sig effektivt.
Men USA - der iøvrigt afviste at tilslutte sig Folkeforbundet - beskyldes nu af Kina og Rusland og endog Frankrig for at misbruge sin førerstilling ved snart at handle hen over hovedet på FN, snart at bruge organisationen som redskab for egne interesser. Den franske regering protesterer mod USA's 'unilateralisme'.
Det 20. århundredes dagsorden har været stærkt skiftende. Det er kun få år siden, at problemstillingen nord-syd blev lanceret under denne betegnelse.
Det drejer sig om modsætningen - eller dialogen - mellem rige og fattige lande, og det er et helt andet indhold end den øst-vest konflikt, der dominerede historien fra 1945 til 1990. Øst og vest er i dag forenet under navnet nord... Det er også værd at notere, at to begreber har holdt deres indtog som førsterangs politiske emner inden for den sidste menneskealder: Energi og miljø.
