Læsetid: 4 min.

Film

16. december 1999

*Jodie Foster der begyndte som vidunderbarn, voksede op til at blive en af de mere alsidigt begavede Hollywoodstjerner. Det har hun bevist i en række intelligente præstationer, rækkende fra det intellektuelt skarpsindige i Ondskabens øjne til mere enfoldige naturer som i Anklaget, hvor hun spillede voldtægtsoffer og fik en Oscar. - Hun er også en mere end habil instruktør, hvilket hun først beviste i Little Man Tate, siden i komedien Hjemme er bedst fra 1995, hvor en af Hollywood fysisk små, men åndeligt store damer, Holly Hunter, brillerer som en enlig mor, der efter at være blevet fyret fra sit job i New York vender hjem til familien i Baltimore på thanksgiving-ferie. Og hun ved, hvad der venter hende: et overgearet forældrepar, en drillepind af en bøssebror (dog også kærlig), en åndsfremmed søster og svoger og en excentrisk tante, specialist i pinagtige scener. Kort sagt en jævnt hen pukkelrygget familie, som en Lars Norén ikke havde kunnet opfinde bedre, men som her skildres med let, humoristisk hånd og sans for at afdække de begravede lag af ømhed og kærlighed, der længe har skjult sig bag den rituelle kævle-jargon. Jodie Foster får det bedste frem i sine spillere, fra Charles Durnings på én gang elskelige og irriterende far til Robert Downeys Jr.s kvikke charmetrold af en bror, der elsker practical jokes - måske denne interessante skuespillers allerbedste præstation. Blandt de øvrige medvirkende er Anne Bancroft og Geraldine Chaplin. - Jodie Foster kan også ses som stjerne i en mere problematisk film, Backtrack fra 1989, der er instrueret af Dennis Hopper, som imidlertid fralagde sig ansvaret, da hele 18 minutter blev klippet ud. Derfor foretrak Hopper at kalde sig Allen Smithee på forteksterne, og TV3's annoncering af filmen må betragtes som vildledende. Hopper spiller en gangsterdræber, der forelsker sig i sit offer, Jodie Fosters kunstner, som uheldigvis blev vidne til et mord. Filmen blev to år senere udsendt som video i sin fulde længde, men det er desværre ikke den version, TV3 præsenterer. I biroller ses prominente navne som Bob Dylan, John Turturro, Vincent Price og Dean Stockwell.
Backtrack - forelsket i et offer. TV3, lørdag kl. 22.05-00.00.
Home for the Holidays/Hjemme er bedst. DR 2, søndag 20.50-22.30

*Coen-brødrene er i overdådigt drillehumør i denne farce-fabel om en småt begavet små-kriminel (Nicolas Cage) og en frisk fængselsbetjent (Holly Hunter), der gifter sig, men ikke kan få børn - og derfor kidnapper en femling. Ham vil ingen vel savne! Det er selvfølgelig kun starten på en grotesk historie om den drøm om normalitet, der er svær at realisere, når man er omgivet af lutter skæve eksistenser og håbløse outsidere. Kidnapnings-temaet videreudviklede brødrene med større dybde og alvor i Fargo - her i deres film nummer to fra 1987 broderer de veloplagt og muntert løs på en historie, som - modsat Fargos - garanteret ikke er hentet fra virkeligheden. Coen-brødrenes mange fans vil vide at værdsætte, at John Goodman og den uforlignelige M. Emmet Walsh står på rollelisten.
Raising Arizona/Arizona Junior. TV2, lørdag kl. 22.55-00.25

*F. W. Murnau er et tysk klassikernavn med en særlig aura for stumfilmselskere (men hvor mange af dem er der tilbage?). Han skabte i 1922 med Nosferatu den første egentlige skrækfilm, en fri filmatisering af Bram Stokers Dracula. Den godt navngivne Max Schreck spiller den blodtørstige vampyr Grev Orlok, der bringer pest, rotter og ulykke med sig - som senere visse politiske monstre fra den midteuropæiske virkelighed. Filmen kan ses som et forvarsel om mangt og meget, men også som en regulær skrækfilm, der stadig rummer visse gåsehudsfremkaldende effekter - især koncentreret om Schrecks effektive maskering som et insektagtigt stirrende monster.
Nosferatu. DR 2, lørdag kl. 23.45-01.20

*Kate Winslet står efter Fornuft og følelse, Titanic og Jane Campions netop herhjemme premieresatte Holy Smoke som en central skuespillerinde i 90'ernes film, med et imponerende register: lige overbevisende som sart rødmende ingénue og moderne kødelig og kampberedt kvinde. Hun brød igennem i den new zealandske Engel, min engel fra 1994, en fantasifuld, udfordrende og særdeles intens skildring af to slyngveninders afsporing i et restriktivt new zealandsk 50'er-miljø. Winslet spiller den kønne fascinerende outsider Juliet, der kommer ind i gymnasiet fra det fjerne overlegne England og er så storsnudet, at hun tillader sig at rette fejl hos lærerinden. Hun betager den klumpedumpede og socialt underlegne Pauline, og et heftigt glødende, sensuelt fantasiliv spirer frem mellem dem, inspireret af datidige filmstjerner som James Mason, Orson Welles og Mario Lanza. Pigerne digter sig ind i en idealiseret 'fjerde verden' bestående af middelalder-konger, dronninger og prinsesser - et univers, som filmen levendegør med formgivne slotshaver og kæmpesommerfugle som bølgende vingeslag. Efterhånden tager betændte hævnfantasier overhånd, og Orson Welles' Harry Lime fra Den tredie mand bliver pigernes farlige skytsengel. - Hvor galt det går til slut, skal ikke afsløres her: pigernes fatale udvikling finder sted på en baggrund af sort skole, kadaverdisciplin, mangelfuld forældrekontakt og vigtigst: en puritanisme, der er med til rette pigernes seksualitet mod hinanden. Hvilket vækker en dyb forældrebekymring, som kun gør noget ikke særlig ondt værre. - Filmen bygger på en virkelig skandale-sag fra 50'ernes New Zealand, men er ikke for to øre socialrealistisk. Den talentfulde Peter Jackson har tidligere lavet balstyrigt fantasirige splatterfilm med kultstatus og kører her det flotte filmstilistiske skyts frem, med inciterende resultater. Både som højkoloreret tidsskildring og mangetydigt psykologisk drama er Engel, min engel en pirrende anderledes oplevelse.
Heavenly Creatures/Engel min engel. TV2, onsdag kl. 00.30-02.15

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu