Læsetid: 4 min.

Flannery og den ukendte træ-kænguru

13. december 1999

Livet som biolog krones sjældent med opdagelsen af nye arter og endnu sjældnere med nye pattedyrsarter. En ny bog fortæller om en undtagelse fra denne regel

Biologi
I sin eminente bog Throwim Way Leg fortæller den legendariske australske biolog Tim Flannery, hvordan han havde lært at leve med den malaria, som man uvægerligt tildrager sig, når man studerer Ny Guineas primært natlige pattedyr. Myggene finder altid vej trods beskyttende lag af tøj og insektdræbende midler.
Flannery tog derfor en ekstra dosis kinin-tabletter, da han i 1985 i begyndelsen af sin hidtil største ekspedition til den afsidesliggende bjerglandsby Wigotei i den nordlige del af Ny Guinea pludselig blev ramt af høj feber. Han fik kraftig hovedpine og kunne hverken gå endsige fokusere.
Dagevis forløb i febervildelse, hvor Flannery fortæller, at han hurtigt mistede overblikket over, hvor mange kinin-tabletter han havde taget. Overdosis af kinin er særdeles farlig og kan være dødbringende. Snart begyndte det at ringe for Flannerys ører - et sikkert tegn på overdosering, som han omsider forstod i sine korte klare øjeblikke. Han fik derfor arrangeret, at indfødte i hast bar ham til et missionshospital.
Trods sin halv-hallucinatoriske tilstand opdagede Flannery, at en af bærerne havde en halskæde med en mystisk sort klo. Med en kraftanstrengelse lykkedes det ham at købslå sig til den klo, som senere skulle vise sig at blive nøglen til en af de mest interessante opdagelser i moderne biologi.
Ved ankomsten til hospitalet diagnosticerede en nonne akut malaria og gav ham ekstra kinin. Flannery var på dette tidspunkt for svag og forvirret til at diskutere og slugte derfor flere af de bitre piller. Hen under aften faldt han hen i en ekstraordinær tilstand af klar døs på trods af den ulidelige tørst, feber og smerte. Han tog derfor ikke særlig notits af en nonne, der afklædte ham, og hvis hænder og øjne afsøgte hver en del af hans krop. Normalt, skriver han, ville han havde været chokeret over denne intime kontakt, men alt synes ham ligegyldigt.
De følgende par dage er fuldstændigt forsvundet fra Flannerys hukommelse. Det næste han husker er en opvågnen i en seng på et snavset hospital fuld af døende nær kystbyen Wewak, hvor en stor mandlig sygeplejerske med traditionelle piercinger i ører og næse tørrede en stor beskidt kanyle af i ærmet, før han jagede den op i Flannerys arm. Derefter undgik Flannery al kontakt, indtil han fandt et venligt menneske, som kunne bringe ham væk fra hospitalet og i sikkerhed.

Den sorte klo
Flannery havde ikke haft malaria, men havde i stedet haft en form for tyfus, som er midebåren, og som normalt dræber i løbet af cirka seks dage. Mange år senere mødte Flannery atter den nonne, som i yderste øjeblik havde reddet hans liv ved at finde miden på hans genitalier og straks give ham den rette medicin.
Det tog Flannery meget lang tid at komme sig efter det angreb af tyfus, som nær havde dræbt ham. I flere måneder havde han problemer med sin nattesøvn, og hans korttids hukommelse var alvorligt forringet i endnu længere tid.
Men da han endelig fik mulighed for at se på den lille samling, som han havde fået samlet på ekspeditionen, var det den sorte klo, som straks vakte hans interesse. Der var uden tvivl tale om en klo fra en ukendt art træ-kænguru.
Træ-kænguruerne på Ny Guinea er en fjern og sjælden slægtning til den australske wallaby, som er en medium-størrelse kænguru. Træ-kænguruerne lever i trætoppe, og nogle arter ligner som følge af deres specialiserede liv mere koala- eller panda-bjørne end kænguruer. På Ny Guinea lever træ-kænguruerne i de bjergfulde områder og er meget sky natdyr, som er særdeles vanskelige at studere.
Man ved ikke, hvad der oprindelig fik træ-kænguruerne til at kravle op i træerne, men der var formodentlig mere føde at finde - om end træ-kænguruerne den dag i dag virker sært klodsede i trætoppene.
Flannery måtte derfor koste hvad det ville tilbage til Torricelli-bjergene og forsøge at finde træ-kænguruen med den sorte klo.

Endnu en ny art
Det tog mere end tre år for Flannery at skaffe penge til den næste ekspedition. Endelig i 1988 lykkedes det ham at vende tilbage, og med hjælp fra landsbyhøvdingen Kaspar Seiko fik han identificeret den sorte klo som tilhørende det dyr, de indfødte i dette område kalder Tenkile, og som lever midt i et område, der er omfattet af et stærkt tabu. Seiko lovede at bringe Flannery en Tenkile, og et par dage senere vendte han tilbage med et helt sort skind. Det viste sig ganske rigtig at tilhøre et hidtidigt ukendt pattedyr, hvilket var intet mindre end en videnskabelig sensation. Efter yderligere undersøgelser gav man Tenkile det latinske navn Dendrolagus scottae.
Et par år senere gentog Flannery bedriften med endnu en ny art af træ-kænguruer, som de indfødte på Ny Guinea kalder Dingiso, og som blev navngivet Dendrolagus mbaiso. Det lykkedes tilmed Flannery ved et heldigt tilfælde at få fat på et levende eksemplar af dette højst specielle dyr, som han studerede i et par dage, inden den unge Dingiso blev genudsat i naturen.
Det er svært i en kort anmeldelse at yde fuld retfærdighed til en så fin bog som Tim Flannerys Throwim Way Leg. Bogen er en fornem hyldest til Ny Guineas forunderlige dyreliv og til de mennesker, som forsøger at finde en bæredygtig udnyttelse af deres rige naturressourcer. Dermed er det også en vigtig bog om samspillet mellem mennesker og natur - og mellem indfødte og vesterlandske missionærer. Det er en velskrevet bog for alle, som bekymrer sig om den natur, vi bebor og den fremtid, vi er i gang med at skabe.

*Tim Flannery: Throwim Way Leg. Adventures in the Jungles of New Guinea. Weidenfeld & Nicolson

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu