Offentligheden skal have adgang til oplysninger om udliciterede opgaver, mener både S og V
Borgernes aktindsigt må ikke begrænses af udlicitering, mener såvel indenrigsminister Thorkild Simonsen samt de retspolitiske ordførere fra Socialdemokratiet og Venstres . De mener alle, at der er behov for at se på, om der bør ændres ved de retsregler, der skal sikre borgerne indsigt.
Indenrigsminister Thorkild Simonsen erkender, at der kan være behov for at se på den bekendtgørelse, der giver kommunerne ret til at afvise at give offentligheden indsigt i aftaler indgået med private firmaer.
"Hvis det har vist at være problematisk, må vi tage det op til overvejelse," siger han.
"Men skal det ændres, mener jeg det må ændres for både stat og kommuner."
Som beskrevet i Information i går, vælger f.eks. Farum Kommune, hvor store dele af hele den offentlige service er udliciteret, generelt at give afslag på aktindsigt i samarbejdsaftalerne under henvisning til konkurrencehensyn og økonomiske interesser.
Konkret betyder det bl.a., at forældrebestyrelserne i de udliciterede daginstitutioner ikke har adgang til at se samarbejdsaftalen mellem det private firma ISS Juniorservice og kommunen.
"Det virker helt hul i hovedet," siger Dorte Bennedsen (S). Hun mener, at det er helt urimeligt, specielt når det handler om de servicerettede områder.
"Når det drejer sig om offentlig service, har jeg ikke rigtigt fantasi til at se, hvorfor det skal være fortroligt," siger hun. Hun mener der er behov for, at gå bekendtgørelser og regelsæt igennem, for at vurdere om forholdene har ændret sig, siden de blev indført.
"Det skurrer i mine øre, når det system, som jeg synes var fornuftigt over for egentlig erhvervsvirksomhed, uden videre overføres på hele den kommunale service," siger hun.
Venstres retspolitiske ordfører, Birthe Rønn Hornbech, mener ligesom Dorte Bennedsen, at der er behov for at se på reglerne. Hun mener, at det er fornuftigt, at flere kommuner udliciterer og privatiserer en række opgaver. Men retssikkerheden skal følge med, understreger hun.
"Jeg tror, at de fleste, der udliciterer og privatiserer, ikke tænker over retssikkerheden. Men når det bliver almindeligt, må vi opfinde et nyt regelsæt," siger hun.