Læsetid: 2 min.

Flykaprere kræver islamisk leder løsladt

27. december 1999

Den pakistanske, islamiske leder, som flykaprerne kræver løsladt, tager afstand fra trusler mod uskyldige civile

Kaprerne, der i aftes fortsat holdt over 150 mennesker som gidsler i et indisk fly i lufthavnen i Kandahar, Afghanistan, har forlangt at få løsladt en pakistansk, islamisk leder, der i øjeblikket sidder fængslet i Indien.
Men den 31-årige islamiske leder, Mohammed Azhar Masood, som pludselig har fået en central roller i de seneste døgns gidseldrama, blev i går citeret for at tage afstand fra trusler mod uskyldige som middel til at få ham løsladt fra Kote Balwal-fængslet, som ligger uden for byen Jammu i Jammu og Kashmir.
"Jeg ønsker ikke at forlade fængslet på bekostning af uskyldiges liv. Jeg tror ikke på blodbad," sagde Masood ifølge det britiske nyhedsbureau Reuters til en fængselsfunktionær, som ønskede at være anonym.

Mislykket flugtforsøg
Den skæggede sunni-muslimske pakistan, også kendt som Wali Azam, blev fængslet i februar 1994 for at have forsøgt at komme ind i Indien på et falsk pas og for at have opildnet til et muslimsk oprør i Jammu og Kashmir mod den indiske stat
Delstaten med dobbeltnavnet Jammu og Kashmir har været et stridsemne mellem Pakistan og Indien siden Indiens deling i 1947 efter det britiske kolonistyres afvikling. Ved selvstændigheden gik de to lande omgående i krig om delstaten, som har muslimsk befolkningsflertal, men hvis leder dengang valgte at slutte sig til Indien.
Tidligere i år forsøgte Masood og nogle af hans cellekammerater at grave sig ud af Kote
Balwal-fængslet.
Masood har undervist på et islamisk universitet i Karachi i Pakistan og været redaktør af Voice of Freedom Fighters, som er et officielt magasin for Harkat-ul-Ansar, en af flere militante grupper som bekæmpe det indiske styre i Kashmir.
Harkat-ul-Ansar skiftede for to år siden navn til Harkat-ul-Mujahedin, efter at USA havde erklæret organisationen for en "fremmed terroristorganisation."
De indiske fængselmyndigheder oplyste i går, at Masood er blandt de mest disciplinerede fanger i Kote Balwal-fængslet, blandt andet beder han bøn fem gange om dagen.
"Masood er en mild talsmand, han taler kun lidt men læser meget " oplyste fængselsfunktionæren i går til Reuters.

Far lover penge
Det er ikke første gang, at en militant grupper kræver Masood løsladt. Hans navn figurerede også på en liste over folk, som den militante gruppe Al-Faran krævede i bytte for seks vestlige turister, som gruppen påstod at have kidnappet i Kashmir i 1995.
En af turisterne undslap siden fra kidnapperne, en blev fundet dræbt, mens de fire øvriges skæbne er uvis.
De indiske myndigheder satte dengang Al-Faran i forbindelse Harkat-ul-Mujahedin, som Masood skulle have været leder af.
Det afviste Harkat-ul-Mujahedin dog og beskyldte det indiske efterretningsvæsen for at have organiseret kidnapningen for at skade de militante grupper i Kashmir, der kæmper for selvstændighed eller sammenlægning med Pakistan.
For fire år siden erklærede Masoods far, Allan Bakhsh Sabir, at han ville give sin klækkelige rigdom til den eller dem, som kunne skaffe sønnen ud af fængslet og tilbage til familien.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu