Analyse
Læsetid: 5 min.

De første rokeringer i Dumaen

27. december 1999

Resultatet af det russiske parlamentsvalg afspejler i procenter ikke Dumaens sammensætning - og den vil blive ved med at forandre sig

Resultatet af det russiske parlamentsvalg er i skrivende stund ikke helt udregnet endnu. Dels mangler der nogle fintællinger, dels nogle omvalg, for 3,3 pct. af de russiske vælgere valgte at sætte kryds ved rubrikken "imod alle", og det betød, at der i nogle valgkredse ikke blev valgt nogen. Men de fleste tal er på plads, bl.a. valgdeltagelsen på 61,3 procent, der kan kaldes for pæn, men som er den laveste ved noget post-sovjetisk valg.
Endvidere må man være opmærksom på, at de stemmeprocenter, der fremgår af det russiske valg, ikke svarer til partiernes og grupperingernes mandattal i Dumaen. Det skyldes ganske enkelt det forhold, at halvdelen af Dumaens 450 medlemmer vælges på partilister, og den anden i enkeltmandskredse. Det har i de sidste to dumaers tid medført mange misforståelser i de vestlige medier, da de er gået ud fra valgets procenter i stedet for det faktiske antal mandater, og har overset at mange deputerede konstant skifter parti og fraktion.
Lad os derfor se på den nye dumas mandatmæssige sammensætning og anføre, hvor mange af dem er kommet ind på partilister og i enkeltmandskredse, anført efter grupperingernes størrelsesorden. Det første tal angiver mandattallet opnået på partilisten, det andet i enkeltmandskredse, det tredje det samlede antal.

*Kommunisterne: 68+43=111
*Enhed/Bjørnen (ministerpræsident Putins støtteparti):66+10=76
*Fædreland/Hele Rusland (valgblok til støtte for tidligere ministerpræsident Primakov og Moskvas borgmester Lusjkov): 33+29=62
*Forbundet af Højrekræfter (de ultraliberale reformkræfter): 24+5=29
*Javlinskijs socialliberale Jabloko: 17+5=22
*Sjirinovskijs ultrahøjrenationalister: 17+0=17
*Uafhængige mandater, og personer, hvis parti ikke kom over fem procent spærregrænsen: 105

Bare som eksempler, så betyder enkeltkredsmandaterne, at den 10 procents forskel, der er mellem Enhed og Fædreland/Hele Rusland i mandattal kun er 14 deputerede. Og selv om Sjirinovskij fik nogle promiller mere end Javlinskij, så har sidstnævnte alligevel fem mandater flere.

Men i 'god' russisk tradition er det hele mere indviklet. Den tidligere Duma bestod af fire partier, den nye af seks. Bortset fra, at det kun er kommunisterne, der er et egentligt parti og de andre er bevægelser, sammenslutninger eller valgblokke, så er det afgørende i Dumaen fraktioner, og for at oprette en fraktion kræver det ifølge vedtagelserne mindst 35 mandater. Det vil sige, at de tre mindste grupperinger må satse på tilslutning af nogle af de 'uafhængige' medlemmer. Det skal de nok få, ligesom de tre største fraktioner vil få en tilgang, så de bliver større. Det sidste har vi i den forgangne uge allerede oplevet, da Hele Rusland har opsagt sin valgaftale med Fædrelandet. Begge parter forsikrer, at der ikke er tale om en spaltning, kun om en deling. Men en kendsgerning er det, at Hele Rusland, der domineres af de store og stærke regioner, søger kontakt med den Putin-støttede og -støttende Enhed, fordi de vil i samarbejde med det nye 'magtens parti'. Det vil i russisk ordbrug sige, dem der støttes af præsident og ministerpræsident.
Hverken Enhed eller Putin har under valgkampen fremlagt bare elementære økonomiske, sociale og politiske programpunkter. Man kan derfor lidt maliciøst, men præcist nok betegne duma-valget sidste søndag som "den tavse fjerdedels sejr" - fordi de har stemt på noget ukendt, ud over at stemme for den nye eksisterende magt. Og det vil også præge arbejdet i Dumaen i de kommende måneder, at mange vil støtte Putin, ikke fordi de er enige med ham, men for at få del i magtens sødme.

Det stiller selvfølgelig spørgsmålet, hvad det er for nogle nye medlemmer, der er kommet ind i Dumaen. Et er sikkert: Der er mange ukendte, som hverken russerne eller vi kender noget særligt til. Det viste sig i fredags, da den gamle duma holdt afsluttende, ceremonielt møde, og de nye medlemmer var inviteret: De russiske journalister, tv-folk og fotografer havde mere end svært ved at finde ud af, hvem der var hvem blandt de nye.
Kun skal det i forbifarten bemærkes, at der i modsætning til dumavalget i 1995 næsten ikke var opstillet generaler, instruktører eller skuespillere, der dengang skulle tjene som stemmemagneter. Dét blev en meget begrænset succes. Denne gang var til gengæld en række kendte journalister, speakere og studieværter opstillet. Ingen af dem blev valgt.
Da nr. tre på Enheds/Bjørnens partiliste, den erfarne kriminal-inspektør Aleksandr Gurov kort inden valget blev spurgt, om det ikke var svært at komme i gang så sent, da grupperingen først blev dannet i september, svarede han til Radio Svoboda:
"Det indebærer noget positivt og noget negativt. Det positive er, at folk tiltrækkes af en ny kraft i russisk politik. Det negative er, at vi nok ikke har haft tid til i alle tilfælde at finde de dygtigste eller mest værdige kandidater til vores liste."
Det er ærlig snak. Og derfor må man være forberedt på, at Dumaens fraktionsdannelser i løbet af januar kan indebære overraskelser, ikke mindst fordi valgkampen til Dumaen har været præget af præsidentvalget til juni, og fordi valgkampen hertil vil præge Dumaens arbejde det næste halve år.
Under alle omstændigheder er det russiske parlaments valgresultat ikke så entydigt, som Kreml og ministerpræsident Putin har gjort det til i deres selvforståelse, og som findes genspejlet i mange vestlige medier.

Duma er et ældre russisk ord, der betyder tanke. I tidens terminologi kan det oversættes som tænketank. Det blev anvendt om de første fire dumaer i tiden mellem 1906 og 19l7, hvoraf de to første blev opløst af zaren, den første med militærmagt. Den fjerde opgav at indkalde sig selv efter zarens fald ved den borgerlige revolution i februar 1917.
I dagens Rusland bliver den nye duma skiftevis kaldt den tredje (i post-Sovjettiden) eller den syvende (når man tager Ruslands historie under ét). Hvad enten man vælger den ene eller anden nummerering, så har alle Duma-samlinger været udtryk for en overgang, hvor det drejede sig om, hvorvidt det politiske system skulle gå i retning af en voksende parlamentarisme, eller om parlamentet skulle være en 'tænketank' ( læs; et ekspeditionskontor) i med- og modspil med et autoritært zar- eller præsidentstyre.
Den nye (tredje eller syvende) duma står i samme vadested.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her