Læsetid: 7 min.

Forbudt, men nødvendig kunst

29. december 1999

I mere end ti år har man troet, at man kunne diskutere og skrive graffitien væk, men lige lidt har det hjulpet

Graffiti
"Det er naivt at tro, at man kan stoppe graffiti. Graffiti er et udtryk, der er kommet for at blive og for at udvikle sig. Man kan acceptere udtrykket, og på den måde vil udtrykket måske gennem nogle generationer ændre sig og ikke længere virke som et oprør eller en provokation, men måske som en ny kunstart."
Stemmen, der siger dette, tilhører graffitimaleren Urban Decay. Egentlig hedder han Jakob Tholle, men det er under navnet Urban Decay, at han har eksisteret som graffitimaler de sidste 12 år. Jakob Tholle er en af de få graffitimalere herhjemme, der tjener penge på at male graffiti. De sidste fire år har han modtaget en del bestillinger fra såvel private firmaer som offentlige institutioner, der ønsker at få udsmykket en gavl, husmur eller butiksfacade.
I et forsøg på at gøre opmærksom på sig selv og samtidig få graffitien ud til et større publikum har Jakob også etableret sin egen hjemmeside. På www.urban.dk. ligger der eksempler på malerier, han har lavet, og i forhold til andre hjemmesider med graffiti er alle malerierne lavet lovligt. Sådan var det ikke da Urban Decay begyndte. Dengang lavede han mest ulovlig graffiti, men for fire år traf han dog en stor beslutning, da han også begyndte at undervise i at male graffiti på en ungdomsskole. Fremover ville han kun lave lovlig graffiti, og på den måde vise, at graffiti ikke behøver at være ulovlig.

Siden antikken
Graffiti er ikke et nyt udtryk. Gennem verdenshistorien har man set utallige eksempler på mennesker, der har dyrket anonyme indridsninger af tekst, symboler eller billeder. I antikken kan man se det på vægge især i Pompeji og i Roms katakomber, men man kan også støde på graffitien i middelalderen, hvor den blandt andet blev dyrket i kirker, på monumenter og på skulpturer.
Den moderne form for graffiti opstod i 60'erne som territorieafmærkning blandt motorcykelbander i USA. Det er blandt andet derfra man kender sætningen Killroy was here. I 80'erne bredte fænomenet sig til andre unge, som brugte graffitien til at gøre opmærksom på sig selv ved at lave specielle sætninger, som skulle indikere bestemte budskaber som f.eks. Make love, not war.
Graffitien har siden udviklet sig fra tags eller signaturer, til såkaldte throw ups, som er store udfyldte bogstaver malet med spraydåser. Efterhånden er den mest respekterede graffiti kendt som pieces afledt af ordet masterpiece. Der er tale om egentlige malerier med bogstaver som det vigtigste element blandt figurer og baggrunde alt sammen udført med 3-D-effekter og lys og skygge-virkninger.

Pisse territoriet af
Fordi graffitien begyndte i USA er det også i de amerikanske storbyer, at der er mest prestige i at male.
"The New York Subway har et princip om, at de tog som bliver malet aldrig kommer ud at køre, alligevel er det at rejse til New York og male et piece på en vogn i undergrunden en ting man må gøre, for at være en 100 procent graffitimaler. Det er som en pilgrimsrejse til graffitiens mekka," siger Jakob Tholle, der desværre aldrig selv har været i New York.
Han mener, at der altid vil være ulovlig graffiti. Det ligger i kulturen. Men man bør gøre noget ved den ulovlige hærværksgraffiti, der giver hele kulturen et dårligt ry. Han har dog ikke noget bud på, hvordan det eventuelt skulle gøres.
"Men hvorfor lader DSB ikke den flotte graffiti ude på strækningerne og under broerne være. Hvis samfundet skal forsøge at bremse hærværksgraffitien, er det en god idé, at man begynder at skelne mellem tags og pieces. På den måde skelner man mellem to forskellige indgangsvinkler til det at male graffiti."
"Nu er der blevet tagget i København i de sidste 15 år, men det er først inden for de seneste år, at man er begyndt af fjerne hærværksgraffiti, så det er klart, at der er meget af den, og det er selvfølgelig problematisk. Men ligesom der er mange forskellige måder at være fodboldfan på, er der også mange forskellige måder at være graffitimaler på. Mange graffitimalere er faktisk trætte af tags," siger Jakob.
Graffitien kom til Danmark sammen med rapmusik og breakdance. Ideen med kulturerne, der samlet refereres til som hip-hop, var at få den power fra de mange voldelige bandekrige kanaliseret over i kreative energier. Nu blev hierarkiet mellem banderne sat på plads gennem musik, dans og kunst og ikke gennem vold og hærværk.
"Men i dag er graffitien også blevet en måde pisse sit territorium af på. Graffitien kan ses som et oprør mod byen og det anonyme rum. Når jeg selv maler graffiti, er der en stor glæde ved at skabe et nyt rum. Det rum, graffitien skaber, skal passe ind i bybilledet, hvor det skal sætte sig fast, som alle de andre sprækker, der naturligt kommer i byens beton. Graffiti er organisk, og det ligger også i mit navn 'Urban Decay'," siger Jakob. Udover at Decay henviser til, at Jakob er fra DK betyder det også forfald på engelsk.
Blandt de udtryk som kom fra New York i 80'erne sammen med hip-hop og breakdance, er graffiti det udtryk, der har haft det sværest med at blive optaget som en del af den etablerede verden. Der findes snart ikke noget dansk band, som ikke har brugt rappen i deres musiske udtryk eller en danseskole, som har ikke breakdance på programmet.
"Stort set alle er enige om, at graffitien er dårlig. Der er heller ikke sket noget i det etablerede miljø siden 1984, hvor der var en stor udstilling om New York-graffiti på Louisiana," siger Jakob Tholle, der også tror, at den manglende accept af graffiti hænger sammen med, at graffitien handler om at udsmykke noget som ikke er ens eget. En væg eller en facade som man ikke selv ejer.
"Hvem er interesseret i et kunstværk, der ikke kan sælges videre," siger han.

Bindeled til graffitien
Lige siden graffitien kom til Danmark har der eksisteret en kamp mellem graffitimalerne og de firmaer, som har været hårdt ramt af graffitien. En af dem som har forsøgt at skabe et forståelse mellem de to grupper er Fabian Laier, der har været initiativtager til et projekt på Nørrebro, som skulle skabe et værested for malerne. Fabian mener ikke, at man kan tale om graffitimaler som én bestemt type.
"Der er stor forskel på såvel personlighederne, moralen og ambitionerne blandt graffitimalerne. For eksempel findes der graffitigrupper, som er reelle bander. Skal man lave om på dem, skal man lave om på hele fængselssystemet. Det er nemlig folk, som lever et kriminelt liv med mange fængselsophold bag sig og nok også foran sig. I dag er man godt klar over at resocialiseringsopgaven i fængselsvæsnet ikke bliver i prioriteret godt nok. Derfor vil denne gruppe blive ved med at eksistere," siger Fabian.
Han nævner en anden gruppe af malere, som hovedsageligt består af voksne mænd sidst i tyverne, der arbejder i reklamebranchen.
"De kan ved festlige lejligheder gå ud og lave et godt stykke håndværk (pieces) sammen med old-school drengene for at mærke et adrenalinkick og måske føle sig unge igen."
Fabian mener, at den interessante gruppe i graffitisammenhæng er den tredje gruppe af malere, som også er segmentet for kommunernes og DSB's kampagne mod graffiti. Det er den store gruppe af teenagedrenge, som tit begynder at male allerede i 12-års alderen.
"Gruppen af teenagedrenge er på mange måder en vanskelig størrelse for samfundet, men også for de unge selv. De kommer i strid lovgivningen ved at male graffiti, men hvis de ikke begår denne 'kriminalitet' kommer de i strid med de generelle naturdrifter i ethvert menneske. Uanset hvilket socialt lag jeg har haft kontakt med, har alle kunnet bekræfte, at de har begået ulovligheder i denne bestemte periode af deres liv," siger Fabian.
"At stjæle eller bryde loven i teenageårene er nok ligeså fundamentalt for et menneske som sex er det senere i livet," siger Fabian, der i sine projekter har brugt graffitien til at nå nogle af de unge mennesker, der ikke havde graffitien som deres væsentligste problem.
"Den gruppe af unge har gennem graffitien oplevet at være en del af et miljø, hvor man tog deres udtryk alvorligt ved for eksempel at lave graffitiudstillinger og male lovlige gavle i deres egne boligområder."
Fabian Laier mener, at samfundet bliver nødt til at forsvare sig mod de meget kriminelle graffitimalere, men han mener ikke, man kan komme udenom, at der en stor gruppe unge, som maler, fordi det er en del af den energi, som er i en ung mand.
"Derfor bør man acceptere graffitirensning som en irriterende, men nødvendig, udgift på samme måde som en gadefejer eller kloakrenser."
Han har ikke har nogen løsning på, hvordan man skal få den brede befolkning til at acceptere denne holdning.
"Men man kunne begynde med at kigge på de grimme vægge rundt omkring i byen. De vægge kunne man jo lige så godt give til en maler, og helst en maler fra den nye generation og ikke en af dem fra 68'er-generationen. Byen er fyldt med deres gavle," siger han.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her