Læsetid: 1 min.

Forslag om 'politisk hætteforbud'

10. december 1999

Tidl. folketingsformand, Erling Olsen, vil have indført "hætteforbud", så man kan se, hvem der arbejder som politiske lobbyister

Mange unge politikere har mistet tålmodigheden med det danske demokrati. De gider ikke sidde i Folketinget, hvor indflydelsen er for lille og resultaterne kommer alt for langsomt. De unge karrierepolitikere bliver i stedet ansat som lobbyister i private rådgivnings- og kommunikationsfirmaer, hvor deres praktiske erfaringer og personlige kontakter i partierne står i høj kurs. Men også mere erfarne politikere er tilknyttet den ekspanderende branche for pr-rådgivning. Formanden for Folketingets miljøudvalg, Jørn Jespersen (SF) er i bestyrelsen for kommunikationsbureauet Advice Netværk A/S, der bl.a. laver kampagner for offentlige myndigheder. Og den konservative enfant terrible, Jens Heimburger, har sin egen koncern med reklame og pr - Heimburger-gruppen.
Formanden for Bygge- og teknikudvalget i Københavns Borgerrepræsentation, Søren Pind (V) har - også efter, han blev indvalgt - arbejdet for kommunikationsfirmaet Waterfront, hvor også Socialdemokratiets tidligere medlem af Europaparlamentet, Kirsten Jensen i dag arbejder som projektleder.
Folketingets tidligere formand, Erling Olsen, er bekymret for væksten i antallet af politiske lobbyister, der arbejder i det skjulte:
"Så snart man søger om et offentligt hverv, må det jo gælde i alle de riger og lande, at man skal slå sin ridderhjelm op. Lobbyisme er helt sikkert på observationslisten. Måske skal vi til at diskutere, om man skal have et politisk hætteforbud for lobbyister," siger han til Information.
"Mit motto er: Folk må gerne tale for deres syge moster, bare vi ved, hvem den syge moster er. Den egentlige kontrollant er dog pressen, der skal rive hætterne af lobbyisterne."
Professor i statskundskab ved Københavns Universitet, Tim Knudsen mener, at væksten i politisk lobbyisme skyldes, at Folketingets position og prestige er under nedbrydning:
"Folketinget formår ikke ikke længere at sætte den politiske dagsorden. Når unge politikere vælger at blive lobbyister i private firmaer, bestyrkes den deprimerende tendens til, at det ikke giver tilstrækkelig indflydelse blot at være folkevalgt parlamentariker," siger Tim Knudsen.

Side 4: Folketinget er for støvet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her